skip to Main Content

Herlev leger Brixtofte og sælger rådhus

Et flertal i byrådet på 15 ud af 19 vil leje sig ind i et kontortårn

Kommunalbestyrelsen i Herlev besluttede medio marts at gå i nu afdøde Farum-borgmester Peter Brixtoftes fodspor og flytte halvdelen af rådhuset ind i et privat kontorhus, der skal opføres i Herlev Midtpunkt. Samtidig skal det gamle rådhus sælges for at gøre plads til byudvikling. Resten af rådhuset skal flytte til nye lokaler i Hjortespring-kvarteret. 

Hermed går Herlev imod tendensen i andre kommuner, som samler administrationen på en adresse for at opnå en mere effektiv arbejdsform.

30-årigt lejemål

Det samlede lejemål skal ifølge dknyt.dk løbe i 30 år og vil koste kommunen en årlig leje på 5,3 mio. kr. eller 1.240 kr. kvadratmeteren, hvortil kommer en årlig driftsudgift på 1,7 mio. kr.  

Ifølge forvaltningens beregning forventer kommunen en årlig besparelse i nærheden af 5,6 mio. kr. ved flytningen grundet blandt andet dårligt indeklima i det gamle rådhus. Om overslagene holder vil historien afsløre. Efter planen skal de nye arbejdspladser tages i brug om tre år.

Overhalet af Rødovre

Ifølge Herlev Bladet argumenterede borgmester Thomas G. Petersen (S) for flytningen med, ‘at Herlev før i hans optik har været alt for langsomme med at gennemføre de nødvendige forandringer i Herlevs bymidte blandt andet med det resultat, at Rødovre Centrum kom blæsende forbi og overtog handlen’.

Flertallet på 15 tæller S, V og K, mens de fire fra EL, SF og DF var imod. SF var skeptisk overfor beslutningsgrundlaget, især indtægtssiden. EL frygtede, at den nye udlejer vil sælge til en kapitalfond – og var grundlæggende imod, at kommunen ikke er herre i eget hus. DF var især imod på grund af uvished om, hvilken type boliger der bygges på den gamle rådhusgrund. 

-Alni

Back To Top