skip to Main Content

Historien om et bebudet mord

Ingen festlighed for enevælden på arbejdsmarkedet

Af Anne-Grete Jelstrup

Året 2019 har budt på en bemærkelsesværdig fødselsdag. Den blev ikke annonceret, og lykønskninger udeblev, Fødselarens venner gjorde således intet for at fejre den. 

Det var ellers en 120 års dag, som nok var værd at fejre. I det mindste af jubilarens venner. Men den blev fortiet i offentligheden. Nogle kunne måske få gode ideer og anfægte dens rolle. Heller ikke de, der forholder sig -kritiske eller er direkte modstandere af oldingen, markerede dagen. Det er også svært, når den var et voldsomt nederlag, for tusinder og atter tusinder.

Den stille eneret

Hvorfor denne stilhed og den generelle ulyst til at omtale jubilaren, der har en overordentlig og omsiggribende central funktion. Hvis ikke man tilhører den gruppe, som kender den gamles metier, men kun ser det som et nødvendigt onde, det ikke er muligt at komme til livs under de nuværende forhold, får den gamle et evigt liv. Andre, der lever under dens regimente, men er dårligt informeret, betragter oldingen som noget naturgivent, på linje med at solen står op i øst og går ned i vest. Det passer fint ind i oldingens metier.

Septemberforliget åbnede en ladeport

Trods sin høje alder er jubi-laren adræt, Han står i døren, når vi møder ind på jobbet, og bag fabriksporten, når lågen falder i bag os med et metallisk smæk. 

Den aldrende huserer på alle arbejdspladser, men hans tilstedeværelse er usynlig, som det vante ofte bliver. ’Enevælde, enevælde’!! råbte i tusindvis af forbitrede lockoutede, ved aftalens fødsel i september 1899, hvor enevælden just var afskaffet som samfundssystem. 

Men på arbejdsmarkedet havde arbejdsgiverne et (af flere) ufravigelige krav: Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og ansætte og afskedige den arbejdskraft de måtte finde passende. 

Dette blev en del af Septemberforliget, og der blev her åbnet en ladeport for arbejdsgivernes vidtgående beføjelser, godt hjulpet af et ’uvildigt’ nævn, bestående af en vekselerer Bing, en bankdirektør Heide og formanden for Borgerrepræsentationen, socialdemokraten Herman Trier.

Konsekvenser for livet

I alle disse år har Hovedaftalen været en integreret del af vores arbejdsliv, som bestemmer dybest set alt – også over vores øvrige tilværelse. Spørg den arbejdsløse, hvem der er skyld i hans ulykke, når han bliver fyret og overgår til en beskeden understøttelse. Spørg den syge kontanthjælpsmodtager, hvorfor hun igen og igen skal arbejdsprøves. Det skal hun, fordi den kapitalistiske stat altid står til rådighed, når arbejdsgiverne i det private erhvervsliv kræver, at arbejdsudbuddet skal øges. Spørg en arbejdsskadet, der måske bliver lemlæstet for livet, hvorfor han er skadet, når arbejdsgiveren, netop på grund af ledelsesretten, har hovedansvaret for, at arbejdsmiljøet er sikkert og sundt. Det kan tilføjes, at mellem 35–40.000 arbejdsskader årligt bliver anmeldt til arbejds-tilsynet.

De offentlige arbejdsgivere

De offentlige arbejdsgivere holder sig ikke tilbage. I tusindvis af offentligt ansatte er blevet fyret de seneste år. Dette skyldes ikke alene EU’s Finanspagt, som i Danmark er blevet til Budgetloven, med stramme rammer for den offentlige økonomi. 

Men hver offentligt ansat, der bliver afskediget, er et potentiale for erhvervslivet: arbejdsudbuddet stiger. At staten står til tjeneste for erhvervslivet, er ikke nyt. Men fyringerne betyder forringede vilkår for de tilbageblevne. Vi ved da også, at de offentligt ansatte, der arbejder med mennesker, hyppigere end andre faggrupper, indlægges med stressbetingede lidelser, og andre psykiske sygdomme. Heller ikke de offentlige arbejdsgivere synes at prioritere arbejdsmiljøet. 

Statstyranni

Den forrige regering brugte sin ledelsesret til at beordre en række statslige institutioner at flytte fra hovedstaden, til Jylland, Fyn og Bornholm. Et initiativ der, med rette, vakte nervøsitet og utryghed langt ind i de statsansattes rækker. 

Hvad dette har affødt af salg af huse, børn der skulle skifte skole, vuggestue og børnehave; jobskifte for medfølgende hustruer eller ægtemænd og perioder med arbejdsløshed for de, der ikke flyttede med, har ikke været undersøgt. Men at det har været ekstremt belastende for de involverede statsansatte, er uomtvisteligt.

Hovedaftalens enevælde har skabt mange ulykker, og derfor er målet at kværke denne gamle ret og lægge den i graven. – Så bliver der festet. 

Vi hyrer et tredivemands orkester, og danser på oldingens grav.

Back To Top