Ho Chi Minh: Min vej til leninismen

Offentliggjort i april 1960 i et sovjetisk tidsskrift “Østens problemer” 

Efter 1. verdenskrig arbejdede jeg i Paris, ind i mellem som retouchør hos en fotograf og ind i mellem som maler af “kinesiske antikviteter” (lavet i Frankrig). Samtidig uddelte jeg flyveblade, der fordømte de forbrydelser, som blev begået af de franske kolonialister i Vietnam. 

På det tidspunkt støttede jeg blot oktoberrevolutionen instinktivt uden endnu at forstå hele dens historiske betydning. Jeg elskede og beundrede Lenin, fordi han var en stor patriot, som befriede sine landsmænd. Indtil da havde jeg ikke læst nogle af hans bøger.

Socialistpartiets diskussioner

Grunden til at jeg gik med i det franske socialistparti, var, at disse “damer og herrer”, som jeg dengang kaldte mine kammerater, havde vist sympati for mig og for de undertrykte folks kamp. Men jeg forstod hverken, hvad et parti eller en fagforening var og heller ikke, hvad socialisme eller kommunisme var. 

På den tid fandt der hede diskussioner sted indenfor socialistpartiets afdelinger vedrørende spørgsmålet om hvorvidt socialistpartiet skulle forblive i 2. Internationale, om der skulle dannes en 2 1/2. Internationale, eller om socialistpartiet skulle gå ind i Lenins 3. Internationale. (I) 

Jeg deltog regelmæssigt i disse møder, to eller tre gange om ugen, og lyttede opmærksomt til diskussionerne. Først forstod jeg ikke noget som helst. Hvorfor var diskussionerne så heftige? Revolutionen kunne vel gennemføres med enten 2., 2 1/2. eller 3. Internationale. Hvad var hele meningen med at skændes? Og hvad med 1. Internationale? Hvad var der sket med den? 

Hvad jeg allerhelst ville -vide, og det blev ikke specifikt diskuteret på møderne, var: Hvilken Internationale stod på de koloniserede folks side? 

Jeg rejste dette spørgsmål, det vigtigste ifølge mig, på et møde. Nogle kammerater svarede: Det er den 3. Internationale, ikke den 2. Internationale. Og en kammerat gav mig til læsning Lenins “Teser om det nationale og koloniale spørgsmål”, udgivet af l’Humanite. 

Skabte klarhed

Der var politiske termer i disse teser, som var svære at forstå. Men ved at læse dem om og om igen, kunne jeg endelig forstå hovedparten af dem. Hvilken følelse det vakte, hvilken entusiasme, klarsyn og hvilken tillid, det gav mig. Jeg græd af lykke. Selvom jeg sad alene på mit værelse, så skreg jeg højt ud, som om jeg talte til store masser: “Kære landsmænd, dette er, hvad vi behøver, dette er vejen til vores befrielse!”

Herefter havde jeg fuld tillid til Lenin, til 3. Internationale. 

Holdning til Kolonialismen

Tidligere på partiafdelingens møder havde jeg bare lyttet til diskussionerne. Jeg havde en vag tro på, at der var en logik i alt og kunne ikke skelne mellem hvem, der havde ret, og hvem, der tog fejl. 

Men herefter kastede jeg mig også ind i debatterne og diskuterede glødende. På trods af at jeg stadig savnede franske ord til at udtrykke alle mine tanker, så imødegik jeg stærkt, uden at lade mig slå ud, de påstande, som angreb Lenin og 3. Internationale. Mit eneste argument var: “Hvis du ikke fordømmer kolonialisme, hvis du ikke står på de koloniserede folkeslags side, hvilken slags revolution gennemfører du så?” 

Jeg deltog ikke bare i min egen partiafdelings møder, men tog også hen til andre partiafdelinger for at frem-lægge “min position”. Nu er jeg så nødt til at fortælle, at kammeraterne Marcel Cachin, Vaillant Couturier, Monmousseaud og mange andre kammerater hjalp mig med at udbrede mit budskab. (II) Til slut på Tours-kongressen stemte jeg sammen med dem for vores tilslutning til 3. Internationale. 

Befrielse af undertrykte folk

I begyndelsen var det patriotismen og endnu ikke kommunismen, som førte til, at jeg fik tillid til Lenin, til 3. Internationale. Ved at studere marxismen-leninismen parallelt med at deltage i praktiske aktiviteter kom jeg gradvist frem til det faktum, at kun socialismen og kommunismen ville kunne befri de undertrykte folk fra slaveri. 

Der findes en legende i vort land såvel som i Kina om den mirakuløse “De vises bog”. Når man står overfor store vanskeligheder, åbner man den og finder en udvej. Leninismen er ikke bare en “De vises bog”, et kompas for os vietnamesiske revolutionære og vort folk: Den er også den lysende sol, som skinner på vores vej til den endegyldige sejr, til socialismen og kommunismen.

Selected works vol 4 (Hanoi: Foreign Languages publishing House 1962)
Oversættelse Lasse Brandt Jakobsen

Noter

I)

1., 2., 2 1/2 og 3. Internationale

1. Internationale blev oprettet på en kongres i London 1864 af bl.a. Marx og Engels og opløstes i 1876. Den var præget af store stridigheder mellem marxister og anarkister. 

2. Internationale blev oprettet i 1889 og bestod først og fremmest af socialistiske partier. Den ophørte i forbindelse med første Verdenskrig (formelt i 1917), hvor mange partier svigtede internationalismen og støttede de forskellige landes krigspolitik. Efter krigen afløstes den af Socialistisk Arbejderinternationale, også kaldet 2 1/2 Internationale, og som var overvejende socialdemokratisk. 

3. Internationale eller Kommunistisk Internationale (Komintern) blev dannet på Lenins foranledning i marts 1919 og bestod af revolutionære og kommunistiske partier. Den blev nedlagt i maj 1943. 

Efter krigen dannedes i september 1947 dannedes Kominform som en slags afløser af Komintern. Kominform opløstes i april 1956. 

II) 

Marcel Cachin (1869 – 1958) Medstifter af det franske kommunistparti (PCF) og mangeårig redaktør af partiets avis l’Humanite. Ofte benævnt som “PCF’s bedstefar”. 

Paul Vaillant-Couturier (1892 – 1937) Fransk forfatter og medstifter af PCF. 

Gaston Monmousseau (1883 – 1960) Medstifter af PCF og ledende fagforeningsmand. 

Alle forblev til deres død fremtrædende medlemmer af PCF. 

100 året for dannelsen af 3. internationale er markeret i år i den internationale kommunistiske bevægelse.