skip to Main Content

Hviderusland hvorhen?

Lukasjenko har det store flertal i parlamentet bag sig, men han mangler en bred basis, og når han på et møde med strejkende beder dem om at blande sig udenom politik, viser det kun, hvor katastrofalt, det er, når man baserer sin magt på en elite.  

Af Lasse Brandt Jacobsen og Rikke G.F. Carlsson

Ved Sovjetunionens opløsning arvedes en udviklet infrastruktur for landbrugs- og industriproduktion. Landet opretholder meget tætte politiske, økonomiske og militære forbindelser med Rusland. Det indgik en aftale med Rusland om oprettelse af en enhedsstat, men denne proces er lagt på is. Hviderusland deltager dog i regionale sammenslutninger, hvor Rusland agerer “lokomotiv”. 

Efter en folkeafstemning (1996) flyttedes selvstændighedsdagen fra d. 27. juli (dagen for landets uafhængighed fra Sovjetunionen) til d. 3. juli, dagen hvor den røde hær i 1944 befriede Minsk. Og det rød-hvide nationalistflag erstattedes af Hvideruslands sovjetflag (dog uden hammer og segl).

Forfatningen 

Hvideruslands parlament har 2 kamre. Republikkens Råd er indirekte valgt gennem regionale forsamlinger. Rådet består af 64 medlemmer, hvoraf 17 er fra det kommunistiske parti, 1 er liberaldemokrat og resten (46) er uafhængige. 

Herudover er der Repræsentanternes Hus, som har 110 repræsentanter. De delegerede er valgt ved almindeligt flertal. 19 kommer fra partier, hvoraf 8 er kommunister. De resterende 93 er uafhængige udpeget af forskellige -organisationer og virksomheder.

Landet har ca. 10 millioner indbyggere. Det er det største land i Europa uden kystlinje. 

Nærmeste naboer Øst

Hviderusland er afhængig af russiske energikilder og -spiller en vigtig rolle i eksporten af russisk naturgas til Europa. Landet “arvede” fra Sovjetunionen en betydelig mængde olie- og gasledninger, gennem hvilke cirka 50% af den russiske olie og 30% af den russiske gas eksporteres til Europa. 

Samtidig tjener landet på bearbejdning af russisk råolie. Dette sikrer op mod 25% af statens indtægter (8 milliarder euro om året). 

Det har også modtaget betydelig støtte fra Rusland, der i øjeblikket tegner sig for 40% af landets udenlandsgæld, mens Kina udgør den næststørste del (26%). Samtidig er Rusland den vigtigste importør af hviderussiske varer, mens Kina er den næststørste importør. 

De vigtigste udenlandske investeringer i 2019 kom fra Rusland (44,2% af alle investeringer) fulgt af Storbritannien (19,7%) og Cypern (6,6%), hvor russisk kapital er vældig aktiv. 

Kina ser Hviderusland som Silkevejens sidste stop før EU, og i de senere år har Kina investeret i og finansieret dele af den hviderussiske økonomi.

Vesten

I flere år har EU og USA presset på for at få Lukasjenko til at åbne landet mod vest og fortsætte med politiske og økonomiske reformer, ind imellem med gulerod (EU’s øst-partnerskab), men mest med pisk ved at finansiere og træne oppositionen, indføre sanktioner mod den hviderussiske ledelse samt udvikle og forstærke NATO’s styrker ved landets grænser, men uden synlige resultater. Faktisk anså nylige EU-rapporter, at der ikke i øjeblikket kunne forventes politiske forandringer. 

EU har dog efter urolighederne bevilget 53 mio. euro til Hviderusland, hvoraf 2 millioner skal gå til “ofre for undertrykkelsen” og 1 million til støtte for civilsamfundet (læs oppositionen) og resten til coronaofre. 

Landets situation

Den kapitalistiske virkelighed er ubarmhjertig i Hviderusland. Sovjettidens erobringer forsvinder, omend langsommere end i andre lande. Pensionsalderen er hævet, og sundhedssystem og uddannelse markedsgøres. Tusindvis af mennesker har søgt arbejde i udlandet. Officielle tal viser, at omkring 60% af arbejdsstyrken arbejder i ikke-statslige virksomheder, hvilket er højere end den tilsvarende procentdel i Rusland. 

Denne udvikling er de sidste 20 år blevet tydeligere. Alene i 2020 forventes flere statsejede virksomheder privatiseret.

Spiller på flere heste

Selvom Rusland er Hvideruslands nærmeste allierede, har der været store uoverensstemmelser om bl.a. priserne på transit af naturgas, men også om priserne på hviderussiske eksportvarer. Samtidig forsøger USA at udnytte disse uoverensstemmelser. 

Som et resultat af et besøg af den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo i Hviderusland i februar i år, lå en tankbåd den 10. august med 76.000 tons amerikansk råolie til Hviderusland fortøjet i Klaipeda i Litauen.

Dette var den anden amerikanske last, som Hviderusland havde modtaget. Tidligere på sommeren var der modtaget 77.000 tons. Hviderusland overvejede også at tage imod amerikansk eller saudisk olie via polske havne som en del af landets “uafhængighed” af russisk olie.

Valget

Op til valget blev adskillige præsidentkandidater med forskellige begrundelser udelukket fra at deltage i valget. Svetlana Tichanovskaja, hustru til Sergei Tuchanovsky, som var blevet diskvalificeret som kandidat, fik 10,1%, men hun hævder at være vinderen baseret på sine egne beregninger. 

Parret Tichanovsky har tydeligvis en mere provestlig dagsorden end de andre udelukkede kandidater, som angiveligt var “for internationalt samarbejde med alle parter”. Alle går ind for øget privatisering. Tichanovskaja flygtede til Litauen og nedsatte et “koordineringsråd”, som krævede, at Lukasjenko overdrog magten til hende.

Presset folk

Det er tydeligt, at imperialismen også presser Hviderusland. Målet er yderligere inddæmning af Rusland og at vinde støtte fra landene i den Euro-Asiatiske Union i rivaliseringen mellem Vesten og Rusland og Kina. 

De, der var finansieret og uddannet til at udføre netop dette arbejde, er nu sat i gang. Som set før i Ukraine er det med ønsket om et reaktionært og nationalistisk Hviderusland. 

Sammen med dele af det hviderussiske bourgeoisi var de i stand til at sætte situationen i brand. Det brændbare materiale var de sociale problemer og blindgyder, som var blevet skabt af den kapitalistiske udvikling i landet, og gnisten var politiets optræden mod demonstranterne. 

Det vigtigste i denne meget komplicerede situation må være, at al udenlandsk indblanding i hviderussiske forhold stoppes. Hverken USA, NATO, EU, Polen, Litauen eller Danmark skal bestemme, hvad der skal ske. Det hviderussiske folk har en nær tilknytning til Rusland, og det skal de have lov til. Alle ønsker om sanktioner mod Hviderusland skal afvises.

Back To Top