Skip to content

Hvornår bliver der grebet ind over for kyniske arbejdsgivere

Rumænske chauffører står uden løn og bolig efter at have kørt for dansk direktør. De forklarer, at de har boet og levet i lastbilerne.

Uden arbejde og uden løn

Halvanden år efter afsløringen af slumlejren i Padborg er der stadig forhold, der vækker vrede i transportbranchen.

24 rumænske chauffører levede og boede i flere år i deres lastbiler, mens de kørte for vognmandsfirmaet Knud E. Sørensens rumænske selskab, Ghanda Logistic. Det forklarer flere chauffører til Fagbladet 3F. Nu står de uden arbejde og har to måneders løn til gode – svarende til mellem 31.000 og 37.000 kroner.

De mistede jobbet i slutningen af marts, efter at de to vognmandsfirmaer var gået konkurs.

”Vi fik bare en sms i marts om, at Knud-Erik Sørensen ikke havde penge til vores løn, og siden har vi intet hørt”.

En af chaufførerne Leonti Petru forklarer, at han har arbejdet tre år for Knud-Erik Sørensens firma og har boet i lastbilen hele perioden.

”Jeg kørte fra Danmark til blandt andet Frankrig, Spanien og Portugal. Jeg vidste godt, det var ulovligt, men vi havde ikke nogen mulighed for at stille krav om bedre forhold. Så ville de bare have ansat en anden”, fortæller Leonti Petru.

Boede i lastbilen

Knud-Erik Sørensen erkender, at chaufførerne har løn til gode. ”Ja, det er rigtigt nok. Det har de, men det er ude af mine hænder nu, efter at firmaet gik konkurs”, forklarer Knud-Erik Sørensen.

Han fortæller, at de er blevet tilbudt overnatning på hotel. Men han ønsker ikke at fremlægge dokumentation for chaufførernes hotelovernatninger.

En af chaufførerne siger: ”Det er løgn. Vi har ikke haft noget sted at bo og er aldrig nogensinde blevet tilbudt et hotel. Jeg har levet i lastbilerne uge efter uge. Efter fire til seks måneders arbejde var jeg hjemme i Rumænien i nogle uger og så ud at køre igen”. 

Han bakkes op af chaufføren Alexandru Preda, der har kørt i 16 måneder for Knud-Erik Sørensens firma.

”Vi levede i lastbilerne, også når vi havde overnatninger og lange hvil. Vi lavede mad over gasblus og forsøgte at få vasket tøj, hvor det var muligt”, siger Alexandru Preda, der er 32 år, og fortsætter, ”vi overnattede altid på parkeringspladser eller benzinstationer og har fremlagt dokumentation”.

3F satser på den såkaldte vejpakke

3Fs forhandlingssekretær håber, at den vejpakke, der er ved at blive vedtaget i EU, kan hæve niveauet i branchen. 

Vejpakken betyder, at udenlandske chauffører fremover skal have dansk løn, når de kører i Danmark.

mj

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk