Årets fredspris retter sig med stor præcision direkte ind mod alle kriges absolutte credo, udslettelsen af alt liv på jorden.

ICAN – International kampagne for forbud mod atomvåben fik fredsprisen

Den første i mange år som korrekt svarer til betingelserne i Nobels testamente

Af Per Andreas Kveseth

I dag er det faktisk sådan, at et flertal af verdens lande og ligeledes et flertal af klodens beboere ikke længere ønsker at blive forsvaret af atomvåben. Dette er en væsentlig drejning af indfaldsvinklen, både i synet på og anvendelsen af atomvåben.

Og så oplever vi, at en svensk og en norsk kvinde, sammen med tusinder af -medsøstre verden over, står frem som sejrskvinder i humanismens og fredens navn. At de med dyb foragt for gamle mænds nedladende hersketeknikker har vundet frem i hele verdens folkeforsamling – FN’s generalforsamling.

Langt tilbage i vor nukleare historie – fra Hiroshima til Nordkoreas sidste prøvesprængning – har atombomben været set som det sidste mulige forsvarsvåben, selv om NATO har erklæret en suicidal ret til førsteslag, begrundet i en situation, hvor atomkrigen nødvendigvis bliver næste skridt.

Der er ingen stat på jorden, der har udviklet atomvåben som et middel i en planlagt angrebskrig. Selv de to atombomber, som hidtil i historien er blevet brugt mod mennesker, forklares med nødvendigheden af at slutte en krig, som ville tage livet af flere mennesker og skabe mere lidelse end de to bomber. Om dette bliver historien aldrig færdig med sin diskussion.

Atombomben er ikke et forsvarsvåben

Det er vel netop den diskussion, som efterhånden har skabt en erkendelse af, at enhver frigørelse af kræfter med ukendt udviklingsomfang, som i hele sit væsen hverken er kontrollerbare eller forudsigelige, og som derfor bærer i sig den definitive afslutning på alt det liv, vi endnu ved, er det eneste i hele universet, ikke engang kan forsvares som forsvarsvåben.

Vi kan måske overleve et atomangreb, men et forsvar mod dette angreb vil vi definitivt ikke overleve. Derfor vil vi ganske enkelt ikke længere lade os forsvare af atomvåben! Atombomben er ikke et forsvarsvåben! Og paradoksalt nok heller ikke et angrebsvåben – men hvad er det så?

Vi har forlængst forstået og erkendt, at atombomben ikke må bruges som angrebsvåben – i en slags skizofren-rationel åbenbaring præget af rådløs dødsangst, forklarer vi atombombens eksistentielle nødvendighed som en evig trussel mod angreb og en garanti for fred.

En krampagtig fredssituation og et ingenmandsland præget af midlertidig julefred, hvor fjenderne i et øjebliks nølende mistænksomhed kan fraternisere med hinanden bare ved at have et våben, som ubetinget vil føre til, at alt liv bliver udslettet, kan vi undgå, at alt liv bliver udslettet.

Det er denne tilstand, hvor vi er dømt til at stå ubevægelige med begge fødder på en landmine, vi ikke længere vil finde os i! Og for at opnå det, må vi have et totalforbud, som udspringer fra alverdens folk, ikke bare et pinefuldt ludospil i atommagternes baglokale, hvor terningkastenes tilfældige krumspring afgør menneskehedens skæbne.

Skal vi tro mere eller mindre bekræftede historier, er det faktisk allerede sket nogle gange, at vi bare gennem tilfældigheder ikke er vågnet op til en evig fimbulvinter. Det vil sige – vågnet og vågnet!

En elitær drabsret

Hvordan ser det globale atomkort ud i dette fredspris år?

Lad mig bruge nogle billeder – i en slags EU’s indre fem, har vi en traktatfæstet atomklub, som foreløbigt nægter at slippe andre ind som fuldgyldige medlemmer. Disse indre fem er USA, Rusland, Kina, Frankrig og England.

Udenfor disse i et aspiranternes EØS, finder vi fire, som ønsker fuldgyldigt medlemskab – Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea, sammen med en helt uoverskuelig gruppe, som gennem forskellige alliancer godkender og til og med har udstationeret atomvåben.

Og så har vi alle de andre lande på kloden, som står helt udenfor atombevæbnings- og afvæbningsproblematikken, på nær akkurat dette ene – at de alle sammen vil blive ramt af et nukleart ”Ragnarok”. De fem ”lovlige” atommagter har denne status med en slags godkendelse, fordi de allerede havde atomvåben, før ikke-spredningsaftalen blev etableret og ratificeret i 1968-70.

Den vigtigste fredsprisvinder

Det er her, vi er ved kernen i årets fredsprisuddeling. De indre elitære fem holder krampagtigt fast på deres nedarvede førsteret til at være de eneste atomvåbenmagter, med eneret til al debat og ejerskab i atomvåbenudviklingen og afviklingen af verdens atomvåbenarsenaler. Med lovlig tilladelse til at bære atomvåben.

Det er i denne mærkelige situation, NATOs chef og Norges udenrigsminister befinder sig. Gratulationer med prisen og enighed om målet, men uden støtte til det mest demokratiske af alle standpunkterne i dette spørgsmål – at det er noget, som faktisk angår hele klodens befolkning, og som automatisk giver alle ret til medbestemmelse og ytringer.

Og så langt jeg kan se: FN må være en instans overordnet alle de indre fem – de fem atomvåbenmagter, som gennem deres dødelige magt opkaster sig til klodens diktatorklub.

Bare det at nedbryde denne brutale og selverklærede autorisation, en lovlig tilladelse til at bære atomvåben, fortjener en fredspris.

At ICAN oven i købet har lagt en slagplan for alternative måder at nærme sig en total afskaffelse af atomvåben, at de til og med har fået denne plan vedtaget som en FN-aftale, gør antageligt denne fredspris til en af de vigtigste i hele fredsprisens historie.

Alle tidligere fredspriser har knapt nok handlet om nedrustning og afslutning af alle kriges elendighed – årets fredspris retter sig med stor præcision direkte ind mod alle kriges absolutte credo, udslettelsen af alt liv på jorden.

 

Faktaboks

Fredsprisen for 2017 går til kampagnen for afskaffelse af atomvåben (ICAN). Med dette har fredspriskomiteen i Oslo fredag d. 6. oktober 2017 valgt en seriøs kandidat.

ICAN blev startet i 2007 af den internationale fredsorganisation Læger mod atomvåben (IPPNW), som selv blev tildelt Nobels fredspris i 1985.