skip to Main Content

Indigneret og hjertevarm japansk film

Af Margit Andersen

I Japan tages butikstyveri og pensionssvindel meget alvorligt og vækker stor forargelse i offentligheden, mens langt større forbrydelser går mere upåagtet hen. I Kore-Eda Hirokazus film ”Shoplifters” (hvorfor hedder den dog ikke ”Butikstyvene” i Danmark?) kommer vi tæt på en familie, der bl.a. ernærer sig ved at stjæle i butikker og foretage andre former for smårapserier med videresalg for øje.

Familien befinder sig på den absolutte bund af samfundet. Den er faldet igennem det meget stormaskede sociale system og stjæler af nød, men så kan man jo ligeså godt gøre en kunst ud af det og have det lidt sjovt. Sådan er det i hvert fald for faderen Osamu og hans mindreårige søn Shota, der har gjort deres fælles tyvetogter til lidt af en sport.

Familien, der bor sammen i et meget lille, skuragtigt hus, har dog en smule legale indkomster. Bedstemor har en lille pension fra sin afdøde mand, eller hvordan det nu hænger sammen, Osamu er løsarbejder på byggepladser, hans kone arbejder på et vaskeri og teenagedatteren i et peepshow. Men der skal mere til, især efter at Osamu kommer til skade på sit job og som løsarbejder ikke får sygedagpenge, og hans kone bliver fyret, fordi vaskeriet skal spare, og hun er den, der får højest løn.

Selv om pladsen er trang og pengene små, er hjerterummet stort, og da Osamu og Shota løber på en lille pige, der en iskold vinterdag er blevet lukket ude på altanen af forældrene, der er gået i byen, så tager de den lille med hjem. Det viser sig, at hun bærer mærker af grov vold, og efter nogen snak frem og tilbage beslutter de at beholde hende, og hun bliver alles øjesten.

De har selvfølgelig noget indbyrdes småkævl og irritation kørende, men viser også stor omsorg for hinanden og har det hyggeligt, når de slubrer nudler i sig ved middagsbordet. Helt skøn er en udflugt til stranden, hvor bedstemor sidder i sandet og nyder at se de andre pjatte i vandkanten. Men en dag går det galt under et butikstyveri, og hermed afsløres det, at meget ikke er, hvad det giver sig ud for at være. Nu træder samfundet til i form af læger, politi og socialvæsen, og ”familien” går ufrivilligt i opløsning.

Ud over at give udtryk for sin sociale indignation sætter Kore-Eda spørgsmålstegn ved, hvad det er, der skaber en familie, om det er blodets bånd eller socialt fællesskab, og desuden skildrer han en drengs udvikling, idet Shota når frem til den erkendelse, at det ikke kun er dem, der ikke kan lære noget derhjemme, der har brug for at gå i skole, og at han må lægge afstand til den småkriminelle mand, han er kommet til at betragte som sin far. Filmen er både varm, humoristisk og hjerteskærende uden at gå over stregen til det sentimentale, og den giver, ligesom instruktørens tidligere film, et noget andet billede af Japan, end det vi ellers ser.

I år modtog filmen Den Gyldne Palme i Cannes, og den er af indlysende grunde blevet udtaget som Japans bidrag til Oscar-nomineringerne, men har måske det minus, som i andre sammenhænge er et plus, at den er meget uamerikansk, idet den giver sig tid til at male med detaljerede penselstrøg og tegner psykologien ved at dvæle ved personernes ansigtsudtryk.

Shoplifters. Instruktion og manumskript: Kore-Eda Hirokazu

Back To Top