Integrationsydelse

Den stærkt nedsatte ydelse er et overgreb mod mennesker i nød

Af Lilli Rodeck

Vi har en regering, som tror, at fattigdom er den bedste hjælp til at få ”et normalt liv”. Det kan lyde besnærende, når politikere forklarer, hvorfor fattigdom virker. Men måske er det fordi, mange politikere tror, at det er frydefuldt at få kontanthjælp eller dagpenge.

Ud fra den tankegang indførte man integrationsydelsen til mennesker, som ikke kunne bevise de havde ophold i Danmark, Færøerne eller Grønland i 7 ud af 8 år. Det kommer til at ramme mange flere, end regeringen havde forudset. Faktisk er der folk, som har opholdt sig i landet alle 8 år, men bare ikke kan bevise det med lønningsopgørelser eller lignende, og som så sættes ned på den meget lavere integrationsydelse.

Syge flygtninge

Hårdest ramt bliver flygtninge med humanitær opholdstilladelse på grund af sygdom. De fik opholdstilladelsen, så de kunne fortsætte med den livsvigtige behandling. Men med den lave integrationsydelse har man frataget disse mennesker økonomi til medicin og genoptræning, som er yderst nødvendig for dem. Det vil også være problematisk at møde op hos egen læge eller til behandling på sygehuse, når der ikke er penge til transport. Den humanistiske opholdstilladelse er blevet det modsatte af hensigten.

Det samme gælder for mange af de flygtninge, som er kommet fra Syrien eller andre krigszoner. Mange af disse vil have behov for behandling af traumer, men det bliver ikke muligt, hvis man ikke har råd.

Det er tåbeligt, at samfundet foretrækker pisk frem for human behandling og udsætter denne svage gruppe for yderligere pres. Det er nemlig i sig selv en overordentlig stor psykisk belastning, hvis man ikke har råd til mad, bolig, medicin, tøj og transport, og det er et yderligere voldsomt pres, hvis forældre skal kæmpe for at give deres børn en nogenlunde normal tilværelse på integrationsydelse. Det vil betyde, at mange voksne ikke har råd til tre måltider om dagen og transport til sprogskoler, som de jo selv skal betale for.

Nedslidte ældre

Nu er flygtninge og udenlandsdanskere ikke de eneste, som er blevet ramt af politisk uvidenhed. Ældre nedslidte borgere tvinges til årelange arbejdsprøvninger for at presse den sidste arbejdsevne ud af dem. De ender på kontanthjælp og i fattigdom efter et langt livs arbejdsindsats. Og dette fordi politikere, som aldrig selv har prøvet at være på arbejdsmarkedet, mener at arbejde er den største gave til menneskeheden. Men med nedslidte kroppe er arbejdsprøverne ofte at sammenligne med en avanceret tortur. Og de nedslidte og langtidssyge ældre må se frem til et liv i fattigdom frem til de dør.

Stil krav

Det er et ynkeligt samfund, som presser mennesker ud i den yderste fattigdom uden udsigt til at få rettet op på helbred eller psykiske traumer. Det er et ynkeligt samfund, som takker hårdtarbejdende nedslidte med kontanthjælp, arbejdskrav og psykisk pres. Det kan et rigt samfund ikke være bekendt. Der er andre måder at hjælpe mennesker på.

Måske er integrationen mislykkedes for nogle få, men størstedelen af de flygtninge og indvandrere vi har modtaget gennem årene, lever et produktivt liv. De få, vi har fejlet ved, kan skyldes, at vi som samfund ikke tog deres psykiske traumer alvorligt, men troede, at de forsvandt, når de var i sikkerhed. Man bør ikke lave politik på de få, som vi har været vidner til siden 00’erne.

Vi skal kræve, at mennesker behandles ordentligt og med værdighed. Vi skal kræve, at alle skal have råd til at spise sig mæt, have råd til medicin, bolig, tøj, transport mm.

Vi er et rigt land og kan ikke være bekendt at behandle visse grupper i samfundet som andenrangs mennesker.