Kampdagen

Magteliten og de unges rollemodeller er simpelthen kriminelle. Så længe man ikke bliver opdaget, er det en naturlig adfærd for den herskende klasse.

1. maj er Arbejdernes Internationale Kampdag, en dag som overalt på kloden bliver fejret under meget forskellige betingelser. 1. maj i Damaskus i Syrien, i Havanna i Cuba, eller i København er ikke det samme. De historiske og objektive forhold har forskellige udgangspunkter, men er alligevel grundlæggende ens nemlig: at arbejderklassen skal overtage magten og opbygge et socialistisk samfund.

Det er sket på Cuba, og det vil også ske i andre lande, hvor arbejdere kæmper mod kapitalismen, dens kriser og dens krige.

Her i landet kæmper kommunisterne som en del af arbejderklassen både for de dagsaktuelle og for de langsigtede krav, og ikke som nogle påstår ved at recitere ”Det Kommunistiske fest” ved vore familiefester og veteraners begravelser.

Regeringens ’tidsånd’

Her på majdagen har EU og den danske storkapital med dens håndlangerregering så godt som frit spil til politiske angreb på folket. Magtudøvelse i juridisk maskering er daglig kost, der søger sin accept i ”tidsånden”.

Når Venstreministeren Inge Støjberg forkynder, at hun gerne så en muslimsk moske i Aarhus ”jævnet med jorden,” skal udtalelsen ses i lyset af en nylig tv-udsendelse. Udtalelsen fra en minister om det positive i så drastiske skridt mod et lovligt trossamfund er et udtryk for regeringens snak om ”tidsånden”.

Såfremt en almindelig dansker offentligt ønskede Vor Frue Kirke eller Synagogen i Krystalgade jævnet med jorden, er der ikke tvivl om regeringens og Folketingets reaktion. Hvis den samme dansker først var tilfreds, når Vor Frue Kirkes tårn lå fladt hen ad Fiolstræde, ville der komme et ramaskrig i de købte borgerlige medier med krav om straf og om muligt udvisning af landet. De mange små skridt mod Fascismen kan hurtigt blive til store skridt.

Forventede kriser

Den kapitalistiske økonomi og politikernes tiltag styrer mod afgrunden. Vi bliver nødt til af fjerne det kapitalistiske system, før det kvæler os i effektivisering og nedskæringer.

Da boligboblen bristede i 2008, kom det ikke bag på finansspekulanter og økonomer. De vidste godt, at det, som de foretog sig, kunne få systemet til at bryde sammen. Men så længe musikken spillede, og der var tårnhøj økonomisk gevinst, blev de ved med at danse.
Siden krisen har Folketinget og politikere i alle kapitalistiske lande gennemført en hård opstramning på det sociale område, på arbejdsmarkedet, på boligområdet og på uddannelsesområdet.

Kapitalismens væsen

I april måned blev Panama Papers lækket. Store kanoner, ja alt fra sportsstjerner til regeringsledere, har million­beløb stående i disse finansielle selskaber for at unddrage sig skattebetaling. Magteliten og de unges rollemodeller er simpelthen kriminelle. Så længe man ikke bliver opdaget, er det en naturlig adfærd for den herskende klasse.

Denne magtelite betegner de økonomiske svage i samfundet som nasserøve. Flygtninge udstilles som velfærdskriminelle. Reformer bruges til at dække over kapitalismens sande ansigt – udbytning af det arbejdende folk. De, der flytter deres rigdomme til off shore konti, skal ikke kun ses som grådige uhyrer, men derimod som rationelle individer, der søger at beskytte deres rigdom. Det er selve kapitalismens væsen. Under kapitalismen kan man ikke smide de finansielle spekulationers snavsede badevand ud og beholde realøkonomiens sunde baby. Moral er ikke nok til at lave systemet om.

Multinationales markedspolitik

Lækket af Panama Papers fremhæver endnu engang den rolle, som de multinationale selskaber spiller i politik og økonomi. De er både skabt af staten, men fremstår som uden for og i opposition til staten. Hvis problemet skal forklares, må man forstå, hvordan staterne og selskaberne er knyttet sammen.

Den kapitalistiske krise udlægges af tidens markeds­ideologer til ikke at være et udtryk for det fejlslagne ”frie” marked, men derimod som overdreven statsregulering, dvs. at forklaringen skulle være, at markedsøkonomien ikke er en ægte en af slagsen, fordi den er i kløerne på staten! Spørg blot Liberal Alliance.

Klassesamfundets virkelighed

Læren af Panama-papirerne er lige netop, at dette ikke er tilfældet. Korruption og svindel med skattebetaling er ikke en tilfældig afvigelse ved det globale kapitalistiske system, men en del af dets grundlæggende funktionsmåde.

Det er klassesamfundets virkelighed – så simpelt er det. Papirerne viser, hvordan velhavende mennesker lever i en anden verden, hvor der gælder andre regler, og hvor retssystemet og ordensmagten ikke blot er indrettet på at beskytte de rige, men også på systematisk at bøje retsstaten for at imødekomme dem.

Handler om magten

Som kommunister er vi ikke bange for at drage den fulde konsekvens: Det globale kapitalistiske retssystem er selv i sin mest grundlæggende form en slags legaliseret korruption. Spørgsmålet om kriminalitet er et politisk spørgsmål, et spørgsmål om magten i samfundet. Det eneste alternativ er ekspropriering af denne kapital, men det kan kun ske, hvis arbejderklassen – den største del af befolkningen – tager magten og opbygger et socialistisk samfund.

Så hvordan kan det være, at monopolkapitalen og dens politikere gør de ting, som dokumenterne i Panama-papirerne dokumenterer? Svaret er det samme som på spørgsmålet om, hvorfor hunde slikker sig selv bagi: Fordi de kan.

Mathias (barnebarnet) nikker bekræftende til det sidste afsnit – og siger han også er med på majdagen.

GOD 1. MAJ