skip to Main Content

Kapitalismens hærgen i Europa

Næsten tre årtier er gået, siden den virkeliggjorte socialisme forsvandt. Resultatet er, at kapitalismen er blevet styrket kraftigt både i Øst- og Vesteuropa. Store dele af Europa har gennemgået en kapitalistisk kontrarevolution.

Af Terje Alnes, Friheten

I 1989 faldt muren, og i 1991 var Sovjetunionen historie. Kapitalismen stod tilbage som sejrherre efter den ideologiske kolde krig, og som et virkeligt herrefolk har kapitalisterne taget sat sig godt til rette. Værdier, som tidligere blev forvaltet af fællesskabet, er fordelt som et krigsbytte mellem oligarker og multinationale selskaber. Millioner af mennesker har mistet deres sociale sikkerhedsnet, og i hele verdensdelen har fagbevægelsens tilbagegang ført til forværrede vilkår for arbejderne.

En generation senere er folketallet i Østeuropa, minus Rusland, reduceret med 24 millioner mennesker. Mange lande oplever en fatal flugt af unge og uddannede. I de vesteuropæiske lande er arbejderklassen udvidet med mange millioner som følge af indvandringen fra øst.

Et tab for arbejderne

Der var mange, der jublede over socialismens sammenbrud. Men eftertiden har vist, at socialismen indirekte bidrog til at styrke den vestlige arbejderklasses stilling. Da den ideologiske konkurrent til den vestlige kapitalisme var borte, forsvandt også grundlaget for det klassekompromis, som i flere årtier sikrede en jævn reallønsstigning for de fleste.

Resultatet er, at arbejdernes andel af værdiskabelsen synker, mens ejerne beholder mere af overskuddet. Den sociale ulighed er øget i alle lande, og også i vesteuropæiske lande er millioner nu dumpet ned under fattigdomsgrænsen.

Således blev den virkeliggjorte socialismes sammenbrud et tab for arbejderne både i Øst- og Vesteuropa og en triumf for kapitalisterne, som i praksis har haft frit spil i store dele af Europa de sidste tredive år. Når klassekompromiset er opgivet, føres i realiteten en klassekrig oppefra og ned.

Hvorfor er Putin så populær?

Når folk i Vesten har svært ved at forstå Vladimir Putins popularitet, skyldes det manglende viden om situationen i Rusland efter Sovjetunionens opløsning. Her anbefales bogen Second Hand Tid af den hviderussiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitsj. Den giver en levende beskrivelse af, hvordan folk oplevede tiden efter kommunismens fald.

1990’erne var banditternes og tyvenes (oligarkernes) årti i Rusland, hvor folk med indflydelse plyndrede de fælles værdier og blev dollarmilliardærer på en nat. For den tidligere sovjetborger betød det en katastrofe, sikkerhedsnettet forsvandt, og de kriminelle hærgede. Den mentale omvæltning var dramatisk, sovjetiske værdier blev intet værd, en rå kapitalisme dominerede, noget, de fleste var totalt uforberedte på. Drømmen om et vestligt demokrati, hvis den overhovedet eksisterede, forsvandt hurtigt.

Neoliberalistisk chokterapi

Det nye Rusland blev et laboratorium for nyliberale eksperimenter, støttet af USA, Vesten og internationale finansinstitutioner. En ureguleret kapitalisme blev indført, uden nogen som helst modmagt.

Den nyliberale chokterapi under Jeltsin fratog russerne alt, hvad de havde af anstændig levestandard. Sovjetunionen var et højt udviklet land. På et indeks over verdens sociale udvikling lå Sovjetunionen på en 25. plads, mens USA til sammenligning lå som nr. 18.

Ti år efter Jeltsins kapitalistiske kontrarevolution lå Rusland som nr. 60. I løbet af 1990’erne blev Ruslands bruttonationalprodukt reduceret med 50%, en historisk rekord for noget land i fredstid. Reallønnen gik ned med 60% for de fleste mennesker. Da Jeltsin gik af nytårsaften 1999, viste meningsmålinger, at han kun havde 2% tilslutning. Dette er forklaringen på, at kun 5-6% af russerne i dag stemmer på liberale politikere, og det forklarer Putins stærke position.

Selv om flertallet af russere støtter Putin, er de alligevel klar over, at landet har store sociale problemer. Indtægtsforskellene i Rusland er større end i alle europæiske OECD-lande, og også større end i USA. Opinionsundersøgelser viser, at konflikten mellem fattig og rig er den vigtigste sag for de russiske vælgere.

Folkevandring væk fra de tidligere østbloklande

Den samme kapitalistiske kontrarevolution er gennemført i de fleste østbloklande. Store grupper af befolkningerne har fået dramatisk forværrede levevilkår. Millioner af mennesker har svaret på de sociale udfordringer ved at udvandre. På tredive år har mange stater oplevet drastiske og samfundskritiske fald i folketallet. Migration, øget dødelighed og lave fødselstal er årsagen.

Letland har mistet hver fjerde indbygger. Bulgarien, Litauen og Bosnien hver femte.18% reduktion af folketallet i Ukraine, 17% i Moldavien og 14% i Rumænien viser, hvilken tilbagegang landene er gået igennem. Slovenien og Tjekkiet er til en vis grad undtagelser fra den nedadgående spiral. Begge lande modsatte sig den nyliberale chokterapi og har haft en mere gradvis overgang til markedsøkonomien.

Det er som regel de unge og uddannede, som rejser. Udvandringen fra Østeuropa reducerer arbejdsløsheden og fungerer som en ventil for politiske spændinger. I stedet for at tage kampen op på hjemmebanen anses migration for at være en enklere løsning for den enkelte. Den samme migrationsmekanisme kan forklare, hvorfor den brutale nedskæringspolitik i lande som Grækenland og Spanien ikke har ført til et socialt oprør.

Den kapitalistiske kontrarevolution i Europa

De fire ”friheder” i EU er en grundpille for den kapitalistiske kontrarevolution i Europa. En af ”frihederne”, aftalen om arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor det fælleseuropæiske arbejdsmarked, sikrer en uophørlig strøm af arbejdskraft mod vest.

Resultatet er, at lønniveauet for store dele af den vesteuropæiske arbejdsklasse stagnerer eller til og med falder. Når dette sker samtidigt med, at europæiske arbejdere oplever massive angreb på oparbejdede rettigheder, det som i ”new-speak”hedder modernisering af arbejdslivet, rammer den kapitalistiske kontrarevolution hele EU-området. Stadig flere europæere tvinges over i dårligt betalte jobs, i mange lande sker dette i samarbejde med Arbejdsformidlingen / Jobcentrene, som kræver, at arbejdsløse arbejder for dagpengene.

Fagbevægelsen svækket

Den europæiske fagbevægelses indflydelse er i tilbagegang. Den har kun i ringe grad været i stand til at organisere arbejdsindvandrere, som ofte rekrutteres af vikarbureauer og arbejder på korttids-kontrakter. I de tilfælde, hvor fagbevægelsen faktisk har organiseret arbejdsindvandrerne, har mange oplevet at miste arbejdet i næste omgang. Dette sker ved, at midlertidige arbejdskontrakter ikke fornyes, eller ved at bedrifter, hvor arbejderne er organiserede, ganske enkelt går konkurs, ofte bevidst og planlagt.

Mange lande har en organisationsprocent på omkring 20 eller lavere. Dette gælder store europæiske lande som Tyskland, Spanien og Frankrig. Sidstnævnte har kun 8% organiserede arbejdere. Når flertallet er uorganiseret, øges arbejdsgivernes magt.

EU er i dag kapitalismens garanti for, at en anden politik ikke kan føres. De politiske spilleregler indenfor EU-systemet gør det i praksis umuligt at føre klassisk socialdemokratisk eller socialistisk politik. Al snak fra pseudo-venstre om at ændre EU indefra er derfor politisk humbug.

Social dumping er blevet et forretningskoncept

De fælleseuropæiske love er designede til at tjene kapital-interesserne. For særligt kyniske arbejdsgivere er social dumping blevet et forretningskoncept. En række sager knyttet til udnyttelsen af arbejdsindvandrere er kommet på bordet – også her i Norden.

Nogle eksempler fra Danmark ses af tallene for konkurser i byggebranchen, hvor antallet af konkurser er steget 30% fra sidste år til i år. Det til trods for det store opsving for byggebranchen, hvor ordrebøgerne er fyldte hos landets byggefirmaer og håndværkere.

Et andet eksempel er det københavnske Metrobyggeri, hvor den danske arbejdsret idømte den italienske entreprenør en millionbod for bl.a. underbetaling, hvorefter firmaet i sit hjemland indstævner dommen for at stride mod EU’s regler. Et tredje er beretninger fra østeuropæiske arbejdere, hyret gennem private forhyringsbureauer i hjemlandet, der bare ikke får arbejde igen, hvis de fastholder at få udbetalt tilkendt efterregulering af lønnen.

Kapitalismen er upopulær

Ingen må tro, at kapitalismen er blevet styrket, fordi den er populær. Hvor den kapitalistiske kontrarevolution er kommet længst, er den også mest upopulær. I Østeuropa har reaktionære højrenationalister i høj grad indkasseret gevinsten ved den folkelige misfornøjelse, sådan som vi også har set det i vesteuropæiske lande.

Samtidigt oplever flere socialistiske kræfter fremgang. Begrebet ”socialisme” har ikke nødvendigvis den samme afskrækkende virkning på den generation, som er født efter den kolde krig. Ungdom ønsker gratis uddannelse, jobsikkerhed og boliger, som ikke gør folk til gældsslaver. Tydelige stemmer, som fremmer socialistisk tankegods vinder nu en opslutning, som ingen troede var mulig for få år siden.

Jo tydeligere den kontrarevolutionære kapitalisme viser ansigtet, des større kan opslutningen om det socialistiske fremtidsperspektiv blive.

Back To Top