skip to Main Content

Kapitalismens uhindrede hærgen

Ubalancen en opskrift på katastrofer og undergang

Af Arne Cheller, Kommunistisk Pari i Danmark


Vi mennesker er børn af stjernestøv fra Big Bang for 13,7 milliarder år siden og grundstoffer fra eksploderede supernovaer. Men vi er i besiddelse af en unik ting: Vi har mulighed for at tænke selv uden andres ledelse, så vi kan handle fornuftigt og i forståelse for, at det gælder om at sikre menneskeheden og naturens overlevelse.

I verdens oceaner eksisterer der en skrøbelig balance mellem rovdyr og byttedyr, kommer der for mange af de første, svinder forekomsten af de sidste. Med den konsekvens at rovdyr sulter og bliver gradvist færre, hvorved byttedyr kan genoprette deres bestande.

Arbejdsmarkedets interessekamp

Arbejdsmarkedet fungerer analogt til den model: Her foregår der stadig kamp mellem lønarbejdere og arbejdskøbere om fordeling af merværdiens frugter. Men modsat naturen findes der ikke selvkorrigerende mekanismer. Siden 1970’erne har arbejdernes levestandard været i tilbagegang. Vel er ledigheden faldet til næsten samme niveau som før kapitalismens seneste krise, som tog sin begyndelse i 2008. Men for mange er det blevet sværere at få indtægter og udgifter til at mødes.

Løntilvæksten i de europæiske lande er historisk lav, gældstiftelsen historisk høj.

Løntilvæksten i de europæiske lande er historisk lav, gældstiftelsen historisk høj. Hvordan det er kommet dertil, er ikke nogen hemmelighed. Fagforeningerne bruger ikke deres magt. De kollektive lønforhandlinger nedbrydes, deltidsarbejde er eksploderet, og hvor normen før var varigt arbejde i samme virksomhed, hutler mange lønarbejdere sig nu igennem med diverse småjobs.

Arbejdskraftens nederlag

Forandringerne går igen i næsten alle lande. De lande i Europa, som er hårdest ramt af kapitalens krise, er Grækenland, Irland, Portugal, Spanien og Cypern. Disse landes regeringer har accepteret prisen for såkaldte hjælpepakker, som er voldsomme spare- og privatiseringsprogrammer, ligesom det står helt klart, at løntilvækstraten aldrig er nået op på det niveau, som den var før 2008.

Alligevel vil det være forkert at se krisen fra 2008 som et brud med fortiden, snarere har den intensiveret en proces, der har stået på siden 1970’erne, og kun kan forstås ud fra én term: Klassekamp.

Klassekampens sejrherre på nuværende er kapitalen, som har scoret kæmpe udbytter: højere profitter, lavere skatter, større andel af nationalindkomsten. I klassekampen mellem kapital og arbejde har kapitalen sejret hele vejen. Slagmarken er oversået med spor efter arbejdskraftens nederlag: prekære jobs for symbolske honorarer, sammenbrud af den kollektive forhandlingsret, stadige nedskæringer i den offentlige sektor. Den laveste reallønstilvækst i årtier siden 1800-tallet.

Konsekvenserne

Der var engang, hvor de reformistiske partier kunne have vundet fremgang med den folkelige modstand over denne udvikling. Men i 2017 fik de tyske socialdemokrater deres værste valgresultat siden Anden Verdenskrig, de franske socialister blev næsten udslettet, ligesom PASOK, det græske socialistiske parti, blev før dem. I Spanien, Holland og Norge er det samme historie. Overalt er der håndgribelig utilfredshed over, hvad der ses som (og måske også er) et systematisk aftalt spil.

De tidligere reformistiske partier har opgivet at føre klassepolitik,og har derfor nu som tidligere ikke været i stand til at udfordre kapitalismen, som ikke blot har fået hele banen for sig selv, men også alt det omliggende.

Kamp er påkrævet

Kommunisterne er ikke bange for at tale om klassepolitik, og køber ikke argumentet om at nationalstater skulle være magtesløse over for de globale markedskræfter. Ligesom kommunisterne går op imod den tredjevejs-dogmatik, som blev præket af Bill Clinton i USA og Tony Blair i Storbritannien og delvist af Helle Thorning i Danmark – som politisk gik ud på at afvikle restriktioner på spekulative aktiviteter og brug af skattemidler til at kompensere for sultelønninger med skattekreditter.

Mange reformistiske partier er stadig overbevist om, at kapitalismen kan tøjles bedst på overstatsligt EU-niveau.

Mange reformistiske partier er stadig overbevist om, at kapitalismen kan tøjles bedst på overstatsligt EU-niveau – en tiltro der overhovedet ikke kan forenes med Lissabon-traktaten fra 2007, som forpligter medlemsstater til at agere i overensstemmelse med en åben konkurrence-økonomi, som griber ind med disciplinære straffeforanstaltninger for regeringer, der oparbejder underskud. Og vi har set, hvad der sker, når denne kapitalistiske teori omsættes til praksis: Da franske og tyske banker havde ydet uansvarlige lån til Grækenland, var EU’s første og eneste bud at beskytte franske og tyske aktionærer – og ikke de græske arbejdere.

Stat og EU som modpart

Det er en kæmpemyte, at 1970’ernes og 1980’ernes politik skulle havde svækket den statslige magt. Reelt udnyttede de samfundsbevarende partier statsmagten til at undergrave arbejdskraftens magt og styrke kapitalens. Hvor vedvarende stærk den nationalstatslige magt var, så vi med krisen fra 2008, da regeringer med offentlige penge og skatteydergarantier kunne frelse hele det kapitalistiske banksystem fra krak.

Derfor står arbejderne og andre over for et valg: Kan kapitalen besejres eller kun tæmmes på transnationalt niveau, eller gøres nationalstaten mere ”fri” ved at kæmpe sig ud af EU. Men selv om kommunisterne og andre vil løbe ind i hård modstand, bliver kommunisterne ved med at kæmpe for socialisme – vi kunne som andre ”arbejderpartier” bare vente, til rovdyrene har ædt sig gennem alle byttedyr. Men det er imidlertid opskriften på katastrofer og undergang.

Videnskaben påpeger, at adfærdsmæssigt har de moderne mennesker kun være på banen i under 0,0001 procent af Jordens historie – hvilket jo ret beset er ingenting:

Så håb for alle gode kræfter, som Røde Lue sang for nogle årtier siden.

Back To Top