Klassens frække elev

Af John Poulsen

I begyndelsen af 1939 tog Kulturkampen emnet Demokrati og Skole op. Det var nok ikke helt tilfældigt, for den ansvarshavende redaktør var Inger Merete Nordentoft.

I 1945 skrev hun pjecen ”Opdragelse til Demokrati”, som udkom på Forlaget Tiden. I DR’s serie ”Historien om Danmark” blev hendes ideer kort omtalt og var et af de kritikpunkter, der kom frem. Ingen af kritikerne kan have læst hendes pjece, for hvis de havde gjort det, ville de fleste kunne skrive under på det, hun skrev, men forargelsen havde ingen grænser, fordi det var en kommunist der udtalte sig. Det skal tilføjes, at mange at de forslag, hun kom med, er gennemført i dag.

I det samme nummer af Kulturkampen er en artikel om forholdene på lærerseminarierne, hvor forstanderne opførte sig som enevældige konger. På flere seminarier havde forstanderne forbudt Kulturkamp-grupper, og hvor de var tilladt, mødte de hård modstand. Det nævnes også, hvordan forstanderne blandede sig i, hvordan de kvindelige seminarister skulle opføre sig til baller på seminarierne. Lignende eksempler blev også beskrevet i tidsskriftet Unge Pædagoger (UP), som begyndte at udkomme i sommeren 1939. Det var lærerstuderende, som tilhørte det kulturradikale miljø, der tog initiativet til at starte det. Et af målene for UP var at få moderniseret læreruddannelsen og at få oprettet elevråd på seminarierne, lige som der var på universiteterne.

Dette og meget andet kommer Egon Clausen, som var redaktør af UP i 70’erne, ind på i bogen ”Klassens frække elev”, som handler om UP’s virke gennem 75 år.

Lige fra starten blev bladet hånet af Danmarks Lærerforening (DL) og i dets blad Folkeskolen. DL mente, at UP gjorde skade på DL’s omdømme og kaldte redaktøren for en rotte. Bladets første redaktør blev endog truet til at træde tilbage, for ellers kunne han ikke få lov til at gøre sin uddannelse færdig.

Selv op i 1970’erne var man ”bange” for UP. DL etablerede ligefrem en hemmelig gruppe, som samledes ugentligt på et loftsrum i Kompagnistræde for at studere UP’s udgivelser, og som også skulle følge med at i, hvad der blev skrevet i Land og Folk, da man var bange for kommunisternes indflydelse, på trods af at de kun udgjorde under 1% af medlemsmassen.

Heldigvis er DL senere kommet udover angsten for UP, hvilket bl.a. manifesterer sig i, at en af redaktørerne af Folkeskolen var aktiv i UP.

Efter krigen var en del af UP’s medlemmer kommunister, og forfatteren har svært ved at forstå, at de både kunne være det og samtidig have fornuftige pædagogiske holdninger. Det var, mener han, dog til stor gavn for UP, at mange af dem forlod partiet i slutningen af 50’erne, og at UP kunne gøre op med de venskabelige forbindelser til kommunisterne.

Men det var da et held for UP ved starten i 1939, da det det kneb med økonomien, at man kunne låne 70 kr. af Ib Hauge, som var formand for de kommunistiske lærere. Det var højst sandsynligt også ham, der hjalp med at finde et trykkeri, der ville give kredit, nemlig Nørrebro Centraltrykkeri, som trykte mange udgivelser fra Arbejderforlaget.

UP eksisterer den dag i dag, men oplaget på tidskriftet er dalet til 300. Gennem Egon Clausens bog får man et indtryk af, hvilken betydning organisationens virke har haft for reformpædagogikken, og forfatteren kommer også ind på en række andre interessante emner, f.eks. debatten om indoktrinering i skolen og marxistisk pædagogik.

Egon Clausen: Klassens frække elev. Gyldendal 304 s. 180 kr.