Klimakatastrofer

Et produkt af kapitalistisk vareproduktion

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Hvis vi skal undgå kapitalismens klimakatastrofer, er det ikke individuelle handlinger, der er brug for. Der skal være et alternativ til kapitalismens ”frie markeds” mantraer.

Vi kommunister vil aldrig råde nogen til at stoppe en husbrand med våde håndklæder eller en skudduel med en fluesmækker. Ikke desto mindre er de råd, vi får om, hvordan vi skal bidrage til at bekæmpe farlige klimaforandringer af samme kategori.

Brænder planeten af

Det vælter ind på mail med forslag om, hvordan man gør arbejdspladserne mere grønne og bæredygtige: Ved at bruge genbrugskuglepenne, male væggene i lyse farver, holde op med at bruge elevatoren etc. I privaten skal man skifte til lavenergipærer, købe lokalt dyrkede grøntsager, sætte solpanel på taget og så videre.

Der kommer stadig flere af disse offentlige og private formaninger om at handle individuelt. De er ikke andet end ligegyldig information for den enkelte, men meget vigtige for Kapitalen i dens ideologiske kamp. For mens menneskene har travlt med at gøre deres privatliv grønnere, er de fossile brændstofs-koncerner i fuld gang med at gøre alle sådanne bestræbelser irrelevante.

Mens man fumler med genbrugskuglepenne, er disse selskaber i gang med at brænde planeten af.

Frihed til at forurene

Disse monopolistiske selskabers frihed til at forurene afspejler to ideologiske målsætninger:

  • For det første skal flest mulige barrierer for den kapitalistiske pengemagts ”friheder” nedbrydes, herunder også muligheden for at befri dem for at kunne drages til ansvar.
  • For det andet skal disse ”friheder” sættes uden for rækkevidde for enhver udøvelse af offentlig kamp og vilje.

Kapitalismen og dens neo-liberale politikere giver de store selskaber, monopolerne, frihed til at akkumulere enorme profitter og bruge atmosfæren som kloak. Alt hvad der kan bruges til at kontrollere monopolernes markedsfrihed er blevet et mål for de herskende klassers modarbejdelse i form af lobbyisme, politisk sponsorering, udhuling af det borgerlige demokrati, obstruktion af ambitiøse miljøbevægelser. Alt sammen for at sikre, at de fossile brændstoffer kan flyde.

Samtidig er fagforeningerne – det mest effektive middel til at organisere arbejderklassens kollektive magt – blevet knækket og stækket i mange lande.

Forbruger som ideologi

Kapitalismens dominans over hele kloden har ikke blot betydet, at meget ny lovgivning handler om at give Kapitalen så gode vilkår som muligt, samtidig med at arbejderklassens muligheder for at gennemføre sociale forbedringer stækkes.

Kapitalen og dens politiske håndgangere arbejder også med at indskrænke og individualisere det kulturelle liv. De politiske partiers entydige hyldest til konkurrenceevnen, individualismen og angreb på solidaritet og kollektiv ansvarsfølelse har nedbrudt den generelle forståelse af klassesamfundet.

Folket er blevet påduttet en kultur, hvor man kun tænker på sig selv som forbruger. Derfor er den første indskydelse at gribe til individuelle løsningsmuligheder.

Altid din egen skyld

Kapitalismen trives ved at bilde menneskene ind, at fattigdom, arbejdsløshed og dårligt helbred skyldes egne personlige brister. I dag får vi at vide, at det er ens egen fejl, hvis man ikke kan finde sig et godt og velbetalt job, er forgældet eller for stresset af overarbejde, samtidig med at man også er ansvarlig for at bære byrden ved det faretruende miljømæssige kollaps.

Selvfølgelig er der brug
for, at menneskene generelt forbruger mindre, vælger lavkulstofs alternativer, bæredygtige landbrugsprodukter, batterier ladet med sol- og vindenergi, men det vil først betyde noget i det øjeblik, de er til at betale.

Hvis billig offentlig transport ikke er tilgængelig, -vælger folk privatbilen. Hvis lokal økologisk mad er for dyr, køber man mad fra supermarkedernes fossil-intensive produktionskæder. Hvis billige varer oversvømmer markedet, vil de blive købt af arbejderklassen.

Ikke individuelt problem

Dette er endnu et af kapitalismens store svindelnumre. Kapitalen har overbevist de fleste om, at de skal sætte ind mod klimaforandringerne med deres pengepung i stedet for at fravriste Kapitalen magten og derved få mulighed for at for at forhindre de miljømæssige katastrofer, som venter i fremtiden.

Kommunistisk Parti i Danmark har i vort program ”Folkemagt mod Pengemagt” skrevet, at de transnationale monopoler handler ud fra klasseinteresser – af den grund kan de globale miljøspørgsmål, herunder krigsødelæggelse, ikke løses isoleret fra kampen mod kapitalismen og dens imperialisme. I vort program er vore analyser og krav omkring miljøkampen beskrevet. Læs programmet på hjemmesiden www.kommunisterne.dk og lad det være en vejviser i klassekampen.

Men vi kommunister siger også: Dyrk dine gulerødder og hop op på din cykel, hvis det gør dig sundere og gladere. Men hold op med at være besat af, hvor grønt vi lever enkeltvis.

Der er brug for masse-mobilisering mod den penge- og monopolmagt, som er ansvarlig for klodens miljøproblemer. I den kamp vil kommunisterne sammen med det arbejdende folk altid være i første række.