skip to Main Content

København vil bygge, hvor andre river ned

Af Allan Nielsen

Hovedstaden vil ikke følge storbyerne Aarhus og Odenses nedrivningsplaner for at imødekomme folketingsflertallets ghetto-planer. 

Planerne går blandt andet ud på at nedrive, sælge eller ommærke op til 60 procent af de almene familieboliger i de mest udsatte boligafdelinger.

Hvor skal de fattige bo?

Stort pres

I København går politikere og boligorganisationer en anden vej og vil give de udsatte boligområder et løft ved at bygge flere private boliger og genhuse familier fra de belastede områder i andre almene boligafdelinger.

– Det er nødvendigt at lave en særlig københavnermodel for at indfri regeringens og Folketingets ghettoplan. Vi har et meget stort pres på vores boligmarked, så vi kan ikke rive boliger ned, siger Frank Jensen i følge DR.

I Gellerup-parken i Aarhus Kommune og i landets største ghetto, Vollsmose ved Odense, er strategien, at der blandt andre tiltag skal rives omkring 3.000 boliger ned.

Godt signal

Københavns plan om genhusning frem for nedrivning tænder håb hos formanden for Brabrand Boligforening i Gellerup, Keld Albrechtsen. Han håber nemlig, at den beslutning kan være med til at få byrådet i Aarhus til at genvurdere planerne om nedrivning.

– Vi håber meget, at signalet fra København kan føre til en ny runde i Aarhus, hvor vi forhåbentlig kan forhandle os frem til løsninger, der ligner dem, man lægger op til i København, siger Keld Albrechtsen til DR. 

Boligforeningen fremlagde for nylig sit eget bud på en løsning for Gellerup-parken, da den ikke ønskede at være en del af den plan, som kommunen præsenterede med de øvrige boligforeninger i Aarhus. 

Det skyldes blandt andet, at Brabrand Boligforening kun vil nedrive en tredjedel af de 600 boliger, som byrådet har besluttet skal væk.

Tusindvis til grin

Men uanset om der nedrives, ommærkes, sælges eller bygges private boliger ved byfortætning ændrer det intet ved den kendsgerning, at der vil ske en uhørt tvangsforflytning af de økonomisk svageste borgere. De vil blive flået ud af deres hjem og hverdagsliv, mens dele af boligafdelinger blotlægges for spekulation. 

Samtidig gøres der grin med tusindvis af borgere, der betaler for at stå på endnu mere udsigtsløse ventelister til almene familieboliger.

Boligforeninger og kommuner skal sende deres planer for områderne til Transport-, Bygge- og Boligministeriet inden den 1. juni 2019.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk