skip to Main Content

Konflikt mellem USA og Europa 

Brød ud på NATO-konferencen i München

Af Andre Damon, Friheten

Den 56. sikkerheds-konference i München blev domineret af sammenbrud i NATO-alliancen. Der voksede en ”begyndende konflikt op mellem stormagterne” samtidigt med, at de imperialistiske magter prøver at kolonisere verden igen. 

Med en rapport fra åbningen af konferencen forelå der en uklar udtalelse om, at ”større mellemstatslige krige ikke nødvendigvis er noget, der hører fortiden til”. Videre ”at det er mere end sandsynligt, at den intense konkurrence mellem de store magter vil føre til krig igen”.

Hidtil største splittelse

Da USA’s forsvarsminister, Mark Esper, talte til de delegerede, advarede han: ”Vi befinder os nu i en æra med konkurrence mellem stormagterne”. Det, han mente, var: ”Vi må komme videre fra småkonflikterne og endnu en gang forberede os på en alvorlig krig”.

Imperialist-magterne var helt enige om, at man nu må forberede sig på krig. Samtidig var det slående, at de var uenige om, hvem der er målene. I denne ophedede atmosfære kom de længe ulmende spændinger og disputter mellem USA og Europa alligevel op til overfladen. De afslørede den største splittelse mellem Washington og deres NATO-allierede i efterkrigstidens historie.

Uenighed om ”fjenden”

Tidligt i konferencen kom beslutningen fra Frankrig og Tyskland, og nu for nyligt fra Storbritannien, om ikke at bøje sig for USA’s krav om at forbyde det kinesiske telekommunikationsselskab Huawei i at opbygge mobil-infrastrukturer i deres lande.

NATO-alliancen viser tegn på splittelse.

I en række taler prøvede USA’s embedsmænd at smigre og bruge bølletaktik overfor sine NATO-allierede for at få dem til at slutte sig til USA’s anti-kinesiske holdning.

Truslerne fra forsvars-minister Esper blev kombineret med moraliseringer fra formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og tom triumferen fra udenrigsminister Mike Pompeo, som erklærede, at ”Vesten vinder”. 

At Pelosi og lederen af Husets efterretningskomite, Adam Schiff, som det netop var mislykkedes at fjerne Trump, fordi han var for lidt aggressiv overfor Rusland, var til stede, forklarede Esper med, at det var en forenet front for ”Pentagons vigtigste bekymring: Folkerepublikken Kina”.

Uenighed om sanktioner

I tillæg til den eksplosive uenighed mellem USA og deres på papiret europæiske allierede, så blev hele mødet domineret af en dyb uro og en atmosfære af krise.

Åbningsudtalelsen fra Wolf-gang Isschinger, konferencens leder, erklærede, at ”Vesten er i alvorlige vanskeligheder”. Temaet for konferencen var ”Westlessness”. Åbningsrapporten brugte Spenglers definition på Vesten til at omfatte en hel række kriser: forfaldet i amerikansk hegemoni, den øgende konflikt mellem USA og Europa, en voksende fascistisk højredrejning og forfaldet i internationale normer.

Rapporten snakker om ”revner” og ”splittelser inden for Vesten”. Den peger på flere sager ”fra fremtiden for Iran-aftalen og rørledningsprojektet North Stream 2 til NATOs forsvarsudgifter og den transatlantiske ubalance i handelen”. North Stream 2 skulle være færdig nu, men på grund af sanktioner fra USA er den forsinket, måske op til et år.

USA ikke enerådende mere

Ja, til og med annoncerede USA under mødet nye toldafgifter på europæiske fly, samtidig med at USA’s energiminister Dan Brouillette pralede af sin succes med USA’s sanktioner for at tvinge Tyskland til at opgive planerne om at lægge en rørledning for naturgas med Rusland.

Selv om det er vigtigt i sig selv, så er konflikten med Huawei på mange måder en undskyldning for mere fundamentale splittelser. Som i perioden før første Verdenskrig, hvor stormagterne var optaget af at dele verden imellem sig. De brugte koloniseringssproget om ”indflydelsesområder”.

Som en artikel i Foreign Affairs pegede på for nylig: ”Det er slut med unipolaritet og med illusionen om, at andre nationer simpelthen skulle indtage deres tildelte plads i en USA-ledet international orden.

For USA vil det betyde, at de må acceptere den realitet, at der er flere indflydelsessfærer i verden i dag – og at ikke alle disse sfærer er amerikanske”.

Ny-opdeling af verden

Efter opløsningen af Sovjetunionen i 1991 ville De For-enede Stater reorganisere verden med ren militær magt. De begyndte med Golfkrigen, der var begyndelsen på en imperialistisk ny-opdeling af verden. Slutningen af efterkrigstiden betød en afslutning af den post-kolonialistiske æra. Siden opløsningen af Sovjetunionen, som skulle betyde ”socialismens nederlag”, proklamerede det imperialistiske borgerskab – i gerning om end endnu ikke i ord – uafhængighedens nederlag.

Efterhånden som krisen -udviklede sig, tvang den alle de store imperialistiske magter til at konfrontere de tidligere kolonier med muligheden for at sikre sig kontrol over de strategiske ressourcer og markederne. Tidligere kolonier, som havde opnået en vis grad af politisk uafhængighed, måtte underkues igen.

Med det brutale angreb på Irak sagde imperialismen, at den nu ville anvende samme slags hæmningsløs dominans overfor de tilbagestående lande, som havde været der før Anden Verdenskrig.

Imperialistiske magter i kamp

USA-imperialismes forsøg på at generobre verden har ikke bare skabt en enorm menneskelig katastrofe. Det er også endt som en katastrofe for USA. Det forklarer Foreign Affairs: De, der har ført politikken i USA i henimod tre årtier, har arbejdet med den teori, Pentagons planlæggere kom med i 1992, at USA skulle beholde en militær over-legenhed så overvældende, at det ville afholde allierede og også rivaler fra at udfordre Washingtons autoritet. 

Men denne overlegenhed sluttede hurtigt af sig selv. Ved at søge dominans i stedet for bare forsvar, har denne strategi om overlegenhed kastet USA ud i en nedadgående spiral. Amerikanske aktioner skabte modstandere og fjender, som viste sig at gøre denne overlegenhed endnu farligere at følge.

Selv om USA’s serier af blodige krige har skabt den ene katastrofe efter den anden, så ser USA’s imperialisme, med karakteristisk arrogance, nye krige og nye trusler som metoder til at frigøre sig fra denne krise. Men dette vil nok bare føre til nye katastrofer.

Den mangel på selvkritik, som repræsentanterne for de imperialistiske magter bruger, når de snakker om deres forberedelser til en verdenskrig, udgør en enorm fare for menneskeheden og viser, at det haster med at opbygge en ny massiv anti-krigs bevægelse, baseret på den internationale arbejderklasse.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk