Skip to content

Krig og svig

Af Margit Andersen

En så grum historie som Pierre Lemaitres roman ”Vi ses deroppe” (på dansk i 2014 og anmeldt i Kommunist) om den 1. Verdenskrigs sidste dage og tiden umiddelbart derefter, er det svært at forestille sig filmatiseret. En ting er, hvad man kan kapere på tryk, og noget ganske andet at få det serveret som billeder.

Men nu er den her, filmen, og den er lykkedes forbløffende godt. Romanen er på godt 500 sider og er af gode grunde kogt noget ned, og der er foretaget visse ændringer i handlingen, især i slutningen, men forfatteren har haft en finger med i spillet, og filmen må sige at være loyal over for forlægget.

Den begynder ved den fransk-tyske front i november 1918, hvor det er klart for enhver, at Tyskland står lige foran kapitulationen. Alligevel er der en fransk løjtnant, der lige skal gøre sig bemærket for at sikre sig et godt ry, som ganske formålsløst kommanderer sine soldater til at foretage et angreb mod fjenden. Det er det rene selvmord, men ikke desto mindre er der to, der mirakuløst og ved fælles hjælp overlever, og de har set mere, end løjtnanten kunne ønske.

De to bliver bundet sammen i et venskabs- og afhængighedsforhold. Rigmandssønnen Edouard Péricourt har fået skudt underansigtet i smadder, mens Albert Maillard, der kommer fra beskedne kår, er sluppet legemligt uskadt. Edouard har på grund af en gammel konflikt med sin far afskrevet sig fra familien, og det bliver Albert, der nu tager sig af ham og må tjene til deres fornødenheder, hvori indgår rigelige mængder af morfin til Edouard.

Løjtnanten, der stammer fra en gammel adelsslægt, der kun har titlen tilbage, er en kyniker grænsende til psykopat, og han finder to måder at berige sig på. Den ene er at gifte sig med en arving til en stor formue, og den anden at blive begravelsesentreprenør, da ligene fra slagmarken skal flyttes til heltekirkegårde. Her skal ikke spares, mens de overlevende må klare sig selv.

De to venner hutler sig således igennem på bedste beskub, indtil Edouard, der er billedkunstner, får en genial idé, der også har noget med heltedyrkelsen af de faldne at gøre, men den del af den, der foregår over jordens overflade.

To store bedragerier, hvoraf det ene faktisk har fundet sted i virkeligheden, kører sideløbende med krydsede spor og ud fra forskellige motiver. Det ene udgår fra grådighed og afstumpethed, mens det andet er båret af skuffelse og hævnlyst over for et samfund, der styres af en uskøn blanding af penge, korruption og kynisme tilsat patriotisme.

Romanens og filmens titel er hentet fra et afskedsbrev fra en fransk soldat, der i december 1914 blev henrettet ved skydning for at have forladt sin post i utide, og som blev rehabiliteret i 1921, og bogen er en hyldest til de millioner af unge mennesker, der blev ofret i en krig, der dybest set handlede om at rage til sig af klodens resurser.

Hvad det filmiske angår, så er det bemærkelsesværdigt, hvor smukt, men uden at kollidere med indholdet, der er fotograferet. Og så skal vi da lige nævne, at Niels Arestrup, som vi via hans aner har lidt andel i, spiller fint som finansfyrsten Péricourt, Edouards far, der for sent finder ud af, at der er større værdier i tilværelsen end penge og magt, og at instruktøren Albert Dupontel har rollen som Albert.

Vi ses deroppe. Instruktion Albert Dupontel. Manuskript Albert Dupontel og Pierre Lemaitre
Premiere den 14. juni.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk