Krigen mod Jugoslavien

Af Anton Nielsen

Også Danmark gik i krig. De danske jenser svingede dannebrog, mens de med fast stemme sang så det gjaldede. Som da Jyske Dragonregiment fra Holstebro drog af til Kroatien.

Melodien var stjålet fra arbejderbevægelsens sangskat. Teksten var ”ny”, men gav mindelser om en ikke fjern fortid, da Danmark ligesom Jugoslavien var besat af nazis­tiske voldsmænd:

”Når jeg ser et rødt flag smælde
fylder jeg mit hylster op
med de spidsskarpe, så jeg kan hælde
godt med bly i serbernes krop.
Jeg må ud og ha’ luft for min galde
gennem blod, gennem voldtægt og mord
vil jeg sætte et hvidt kors på alle
røde faner, der findes på jord.”

Krigen i Europas baggård

Nu – et kvart århundrede senere – har journalisten Steen Ramsgård udgivet en bog – ”Krigen i Europas baggård” – hvor han, som dengang var ansat ved Politikens udenrigsredaktion og senere (1988 – 2007) ved DR som udenrigskorrespondent forsøger at forklare begivenhederne og årsagerne til krigen i Jugoslavien. Hans politiske holdninger er og var helt på linje med det officielle Danmarks holdninger, ellers havde han næppe været længe i jobbet.

I den egenskab var han selvfølgelig mange gange i Jugoslavien, hvorfra han rapporterede hjem til danske seere. Det er disse rejser, og de mennesker han traf på rejserne, som danner grundlaget for bogen. Han havde fra første færd taget parti i krigen. Fjenden var serberne og ikke mindst Serbiens præsident Slobodan Milosevic, som systematisk blev dæmoniseret i den vestlige presse.

Udenlandsk indblanding fra første færd

Den udenlandske indblanding optager ikke forfatteren synderligt, selv om den fra første færd havde den afgørende indflydelse såvel på krigens gang som på det i forvejen planlagte slutresultat. Opsplitningen af Forbunds­republikken Jugoslavien til for Vesten små og håndterbare enheder, der dermed blev åbne for vestlig kapital.

Kun en enkelt gang nævnes det, nemlig i forbindelse med Kroatiens operation ”Storm” mod serberne i Krajina, som blev fordrevet fra deres hjem efter at have beboet området siden slaget på Kosovo Pollje i 1389.

Tilsyneladende overrasket skriver Steen Ramsgaard: ”Det har siden vist sig, at den kroatiske generobring af Krajina var en nøje planlagt militæroperation, udarbejdet af ni pensionerede amerikanske generaler, der som en slags lejesoldater blev hyret til at lave den kroatiske hærs slagplan.”

Dayton-aftalen

Steen Ramsgaard kalder den Dayton-fredsaftalen. Det vil jeg nu ikke kalde den. Som jeg skrev dengang: ”Freden” fra Dayton kom til det tidligere Jugoslavien. En ejendommelig fred. Bajonetternes fred. Kendsgerningerne talte deres eget tydelige sprog om denne såkaldte ”fred”: I slutningen af 1995 rykkede 3000 amerikanske NATO-soldater ind. Senere fulgte mere end 50.000 efter – heriblandt 4000 tyske Wehrmacht-soldater.

Men de var nu ikke de første. CIA’s skyggekrigere havde været der i mere end to år, sammen med soldater fra det britiske Special Air Force og franskmændenes legionærer.

Ifølge Dayton-aftalen skulle besættelsen vare ét år. Som bekendt var NATO stadig i Bosnien i det herrens år 1998. Besættelsen fortsætter på ubestemt tid.” Men man havde nået, hvad man ville – at splitte Jugoslavien op efter etniske grænser. Dermed var dørene slået op på vid gab for yderligere eskalering af konflikten.

På étårsdagen for Dayton-aftalen d. 21. november 1996, lagde et amerikansk fragtskib – som længe havde ligget underdrejet i Adriaterhavet – til kaj i den kroatiske by Split, hvor losningen af kampvogne, helikoptere, geværer, maskinpistoler, radioer og andet militært udstyr øjeblikkeligt gik i gang. Det var en del af en våbenpakke på i alt 100 millioner dollar, som USA havde lovet den muslimsk-kroatiske føderation – for som man sagde – at skabe balance mellem føderationen og de bosniske serbere.

Dette var en af følgerne af Dayton-aftalen. En anden var et totalt økonomisk kollaps. En tredje var Vestens trusler og stadig større indblanding i de interne politiske forhold i Serbien.

Målet var at vælte Milosevic og indsætte sin egen regering. Kun to danske blade skrev seriøst om disse forhold – 14-dages bladet Kommunist og dagbladet Arbejderen. Alle andre – inklusive Steen Ramsgaards TV-avis – fulgte den slagne NATO-vej.

”Fredsforhandlingerne” i Rambouillet

I januar 1999 blev 45 indbyggere i landsbyen Racak myrdet. Som vanligt – uden skygge af bevis – lagdes skylden på serberne. Det betød en accelerering og yderligere brutalisering af kampene mellem UCK (den såkaldte Kosavas Befrielseshær) og den Jugoslaviske hær.

Med det som påskud indkaldte Frankrig parterne i striden til møde i den franske by Rambouillet. Et langt og vanskeligt forståeligt ultimatum blev lagt frem – man kunne kun sige ja eller nej. UCK sagde øjeblikkelig ja, hvad ellers, forslaget var jo kreeret efter deres behov. Serberne sagde nej. Det kom siden frem, at der var et appendiks til teksten, som ikke var offentligheden bekendt – appendiks B. Appendiks B var af en sådan kaliber, at ingen – altså heller ikke Serbien – kunne underskrive et sådant dokument. Det ville være ren kapitulation!

Appendiks B

Det fremgik af appendiks B, at den fremtidige NATO-besættelsesstyrke, KFOR (Kosovo Forces) skulle ”kunne bevæge sig frit og uhindret i hele Forbundsrepublikken Jugoslavien.” Altså ikke bare i Kosovo men i hele Jugoslavien inklusive luftrum og territorialfarvand.

Besættelsesmagten NATO skulle derudover have diplomatisk immunitet og fritages for gebyrer i havne og lufthavne. Derudover krævede man frit at kunne ind og udføre forsyninger og våben uden nogen form for Jugoslavisk kontrol. Med andre ord, Jugoslavien skulle besættes og de jugoslaviske myndigheder fratages enhver indflydelse på deres eget land.

Dette afgørende bedrag bruger bogen ikke mange ord på. Hvorfor? spørger man sig selv. Ramsgaard er jo en dygtig journalist – og med sine mange rejser og samtaler med repræsentanter for krigens parter – godt inde i den politiske baggrund for krigen. Kunne han ikke se – eller ville han ikke se – hvad narrespillet i Rambouillet skulle bruges til? At det var forspillet til sidste akt i den jugoslaviske tragedie!

Fredsbomber over Jugoslavien

Det jugoslaviske nej til dette diktat udløste NATOs bombekrig mod Jugoslavien, som det hele tiden havde været hensigten.
Bomberegnen startede d. 24. marts 1999 og fortsatte frem til og med d. 10. juni. Undertegnede anmelder, som var i Jugoslavien flere gange under krigen, var vidne til resultatet af NATOs bombardementer, som Steen Rams­gaard i første omgang anser som en succes for NATO.

Det har jeg svært ved at forstå, efter have beset ofrene og ødelæggelserne efter NATOs ”humanitære bomber.” I en periode boede jeg klods op af den udbombede kinesiske ambassade og en totalt smadret musikskole. Jeg besøgte udbombede hospitaler, en smadret TV-station. Tusinder af ødelagte hjem og fabrikker. De ødelagte broer over Donau ved Novi Sad. Så smadrede tog og en totalt ødelagt infrastruktur. Alt blev sat ind for at knække et folk – inklusive de beskidte uranbomber, som har mærket folk for livet – også de ufødte.

Valgobservatør

Året efter var jeg valgobser­vatør ved det valg, som ­væltede Milosevic og socia­listerne. Alle kræfter var sat ind for at nå det mål. Udenlandske penge flød i en lind strøm ind til den såkaldte opposition.

I dag er det tidligere Ju­goslavien opløst. Magten ligger nu hos Vestens lakajer, som har et mål, at berige sig selv.

NATOs march mod øst

Alle parter i Balkan-krigene i 90erne har begået overgreb og forbrydelser, som ikke kan tilgives.

Men vigtigst er det at forstå, at krigen ikke var et produkt af modsætningerne i det gamle Jugoslavien. Den blev født af fremmede magter, som ønskede fri ­adgang til Balkan for de imperialistiske magters videre march mod øst. Tidligere havde man oprettet baser i Tjekkiet, Polen, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Nu er det tidligere Jugoslavien også inde i folden.

Siden dengang har mange andre stiftet bekendtskab med USA’s og NATOs ”humanitære bomber,” mens glatte journalister fortsat sender magthavernes budskab videre til en stadig mere politisk manipuleret befolkning. Sandheden er fortsat krigens første offer.

I dag brænder Mellemøsten, Afrika og Ukraine, men krigenes ophavsmænd er de samme. De vil den totale globale magt. Alle andre er udset til at betale prisen for deres imperialistiske politik.

NATO og USA har flyttet grænserne for deres provokationer helt frem til Ruslands grænser. De leger med ilden, og kan – hvis de ikke stoppes – sætte hele verden i brand.

Steen Ramsgaard:
Krigen i Europas Baggård.
Forlaget Lindhart og Ringhof.               
Pris 300,- kr.