skip to Main Content

Krigen mod ytringsfrihed og kritisk tænkning

Krigen mod sandheden har nået nye højder. I 2015 kunne Google fortælle, at de havde udviklet en teknologi til at afsløre, om ”fakta” på internettet var sande.

Af Kari Angelique Jaquesson, Friheten

Google er den største søgemaskine på internettet. Den behandler tre milliarder søgninger om dagen og har 64% af markedet i USA. Google er længe blevet kritiseret for, at søgeresultaterne bliver manipulerede, så betalte sider kommer højest på søgelisterne.

Nu har de udgivet en 160-siders håndbog, som nøjagtigt beskriver, hvordan de skal gå frem for at få kontrol over, hvad vi som brugere skal kunne se eller ikke se, når vi søger på nettet. Der tales nemlig ikke mere om, at de mest populære og mest besøgte sider skal komme højst op i rangeringen, nu er det Google, som skal bestemme, hvad du skal ”udsættes for”.

Allerede nu oplever en række netsider et dramatisk fald i antallet af træf på deres sider, efter Google har gjort det til sin opgave at udrydde uafhængige medier. Google mener, de har ret og evne til at undertrykke al information, de regner som ”uegnet” for læserne. Det er vanskeligt at tro på tilfældigheder, når dette først og fremmest rammer netsider med andre synspunkter end ”magtens”.

Googles magtmisbrug

Google har sin egen nyhedskanal, News.google.com. Politisk senioranalytiker på World Socialist Web Site, David North, beskriver i en artikel, hvordan de er blevet ramt af censuren. De havde en nedgang på 92% træf på deres side i løbet af én uge. News.google.com henviste kun 53 personer til netsiden, mod et ugentligt gennemsnit på over 650 i løbet af det sidste år.

Tidligere blev artikler af den Pulitzer-prisvindende journalist og forfatter Chris Hedges til forskellige netsider delt af Google. En søgning efter Chris Hedges på Google News nu giver ikke længere relevante resultater. Selv mener han, det er fordi han i et interview til WSWS langede ud mod Googles censur af venstreorienterede sider. Dette interview kom ikke frem på Google News.

Hvis du går ind på Google Nyheder og skriver mit navn, kommer der seks indlæg op, og ingen af dem har noget med mig at gøre.

Han siger selv: ”Hvis du går ind på Google Nyheder og skriver mit navn, kommer der seks indlæg op, og ingen af dem har noget med mig at gøre.”

Google ser ud til at have beholdt en ældre version af nyhedssøgeren tilgængeligt på nettet,(google.com), hvis man klikker på ”nyheder”, kommer der mellem 70.000 og 90.000 referencer til Chris Hedges. 254.000 for søgning på World Socialist Web Site.

Systematisk kampagne

Ændringerne i Google News markerer et nyt stadium i en systematisk kampagne med censur og sortlistning, som har været i gang i hvert tilfælde siden april, da Ben Gomes, selskabets generaldirektør, sagde, at Google forsøgte at fremme ”autoritative” nyheder frem for ”alternative” nyhedskilder.

Siden da har tretten ledende venstresider fået deres søgninger fra Google kraftigt reduceret med 55% i gennemsnit. World Socialist Web Site har fået sin søgetrafik reduceret med 74%.

Google udvikler stadigt mere intensive målretningsmetoder, som tager sigte på at blokere kritiske stemmer.

”Google udvikler stadigt mere intensive målretningsmetoder, som tager sigte på at blokere kritiske stemmer”, siger David North.

Hedges påpeger, at Googles censur må ses i sammenhæng med den aggressive og accelererende tone i den anti-russiske kampagne, der bliver ledet af store dele af den amerikanske administration.

Krav om censur

Lovgivere i USA kræver, at it-selskaberne skal censurere journalister og udøve masseovervågning. De første udkast til nye love blev for nylig fremsat af senatorer fra det demokratiske parti. De brugte de totalt udokumenterede påstande om, at Rusland forsøgte at blande sig i 2016-valget og argumenterede med, at russerne forsøgte at ”så splid” i det amerikanske samfund. Denne konspirationsteori har Google ingen kvaler med at sprede og godtage som præmis for at udøve censur.

Et resume af forslaget viser, at det kræves at ”netplatformene skal gøre en rimelig indsats for at sikre, at udenlandske personer og enheder ikke køber politiske annoncer for at påvirke de amerikanske vælgere”. En af senatorerne gjorde det klart, at dette bare er første trin. Målet er at bruge det som starten på langt mere aggressive restriktioner på internettet. ”Vi begynder forsigtigt”.

Hvem er ekspert?

En række personer, kaldet ”Search Quality Evaluator” skal arbejde sig igennem et utal af netsider, og den omfattende håndbog instruerer dem i, hvordan disse skal evalueres. Der findes forskellige typer ”rating” fra lav til høj. Selv om der beskrives en række kriterier, er der også temmelig luftige instruktioner om, hvordan netsider skal bedømmes. Lad os sige det rent ud: Netsteder, som kritiserer USA’s udenrigspolitik, bliver trukket langt ned.

Lad os sige det rent ud: Netsteder, som kritiserer USA’s udenrigspolitik, bliver trukket langt ned.

”Vurderingen af en netside baserer sig på oplevelsen fra virkelige brugere, og også på meningen fra folk, som er eksperter på temaet på netstedet”. Men hvem er værdig til titlen ”ekspert”? Hvem udnævner ”eksperterne”? Som vi ser det dagligt i nyhedsudsendelser, er det de ”eksperter”, som taler ”magtens” sag, der udtaler sig i mainstream-medierne.

Rusland og Syrien

Når en doktor i russisk historie udtaler sig om Rusland, vil dette naturligvis blive opfattet med en anden grad af seriøsitet, end hvis en tilfældig politiker uden nogen uddannelse indenfor emnet mener noget. Det vil sige, dette virker logisk, men sådan er det ikke i virkeligheden. Bjørn Nistad er doktor i russisk historie. Men man har aldrig læst nogen kommentar fra ham i de norske avisers dækning af Rusland. Hvorfor? Det er nok fordi, hans udtalelser ville modsige den herskende Rusland-negative retorik fra myndighedernes og ikke mindst fra vor ”allierede” USA’s side.

Da krigen i Syrien var på sit højeste, var der trængsel af ”eksperter”, som skulle udtale sig. Nu, da Syrien ser ud til at vinde, er de borte alle sammen. Det kan give indtryk af, at de først og fremmest blev taget med i udsendelserne og artiklerne for at give vind i sejlene til dem, som havde regimeskifte i Damaskus på dagsordenen. Hvor er de for resten alle sammen blevet af?

SOHR (Syrian Observatory for Human Rights) er et enmandsforetagende, som baserer sig på anonyme kilder. Siden starten af krisen i Syrien er det blevet og bliver fortsat citeret og brugt som kilde af samtlige mainstream-medier. Hvilke eksperter siger god for den netside? Jo, det gør Neil Sammonds i Amnesty International – uden nogen mulighed for at verificere påstandene fra Rami Abdul Rahman, der skriver hjemmefra i Coventry i England.

Formidlere af konspirationsteorier – hvem er det?

Gita Sahgal ledede tidligere Amnesty International’s afdeling for kønspolitik. Hun anerkendte, at Gadaffi skulle have brugt systematisk voldtægt og givet soldaterne Viagra, for at de skulle voldtage flest mulige kvinder. Denne ”sandhed” blev også gengivet af de allerfleste mainstream-medier, før det blev afsløret som usandt. Disse ”respektable” medier vil uden tvivl gå gennem radaren på Googles evalueringer og få høj karakter.

”Kilden” til myterne om Viagra og voldtægt kom fra to terrorister i Libyen, der fremviste pakker med Viagra til pressen og påstod, at de havde fundet dem i en udbrændt tank fra regerings-hæren. At der ikke var den mindste smule sod på pakkerne fik ikke pressen til at fatte mistanke.

Røverhistorien blev fulgt op af en libysk psykolog, som påstod, at hun havde uddelt 70.000 spørgeskemaer til folk, som opholdt sig i terrorist-kontrollerede områder på grænsen til Tunesien. Hun skulle have fået 60.000 af dem tilbage i udfyldt stand. Enhver, som arbejder med sådanne undersøgelser, ville reagere på det høje antal, hun påstod at have fået svar fra og specielt i en sådan situation. Det er slet ikke let at få folk til at svare på undersøgelser, og endnu mindre, når de selv skal udfylde skemaerne.

259 kvinder skulle angiveligt have rapporteret, at de var blevet voldtaget. Men da Amnesty International’s specialist i Libyen anmodede om at møde nogle af kvinderne, svarede Dr. Sergewa, at ”hun havde mistet kontakten med dem” og ikke så sig i stand til at fremlægge nogen dokumentation.

Den samme psykolog stod bag påstandene om, at Gadaffi voldtog sine kvindelige livvagter. En påstand, som aldrig er blevet dokumenteret. Det forhindrede ikke medierne i at sprede dette som ”sandheder”. Der er ingen grund til at tro, at disse ville få lav troværdigheds-score hos Google på trods af dette. Også politikere i regimer, som ønskede at styrte Gadaffi og ødelægge Libyen, gentog historien.

Godkendte ”eksperter”?

Daværende FN-ambassadør for USA Susan Rice var en af drivkræfterne bag angrebet mod Libyen og gentog beskyldningerne fra talerstolen i FN.

I samme boldgade anklagede hun, uden at fremlægge nogen dokumentation, Iran for at hjælpe de syriske myndigheder med at undertrykke oppositionen. Dette var i 2011, og vi ser i dag, hvordan dette kort spilles igen og igen.

Man skulle tro, at chefanklager ved den internationale straffedomstol Luis Moreno-Ocampo var til at stole på, men han påstod også, at der fandtes bevis på, at dette var sandt.

Men til trods for, at de har spredt konspirations-teorier, som bidrog til at hundredetusindvis af mennesker blev drevet på flugt, et ukendt antal mennesker er dræbt, et land er blevet lagt i ruiner og blevet et arnested for brutale terrorister, anser Google med al sandsynlighed, at Luis Moreno-Ocampo og Susan Rice fremdeles kan regnes som pålidelige ”eksperter”.

Googles krav om indhold

”Fails to Meet” er en betegnelse på netsider, som ikke leverer det, de påstår at levere, eller som ikke møder søgerens (efter Googles vurdering) intention med søgningen. Porno er et eksempel, man skal ikke få pornosider frem, hvis man f.eks. søger efter en amme-BH. Men de to sidste eksempler på, hvordan man definerer det, der kvalificerer til at blive ”Fails to Meet”, giver grund til bekymring.

”Følgende bør også vurderes som ”Fails to Meet”, fordi de giver meget dårlige og oprørende oplevelser for brugerne:

– Netsider, som direkte modsiger god etableret videnskabelig eller medicinsk konsensus om spørgsmål, der søger videnskabelig eller medicinsk information, med mindre søgningen indikerer, at brugeren søger et alternativt synspunkt.

– Sider, der direkte modsiger veletablerede historiske fakta (for eksempel grundløse konspirationsteorier) med mindre søgningen tydeligt viser, at brugeren søger et alternativt synspunkt.

Med andre ord: Med mindre man søger med specifikationer på, at man ønsker det, Google har bestemt er ”alternativer”, er det ”Googles godkendte sandheder”, der skal kommer op, når man søger efter noget. Og så bliver spørgsmålet jo: Hvornår er noget en sandhed? Der er flere sager, hvor påstande, som har været latterliggjort og afskrevet som konspirationsteorier, har vist sig at være sande.

Et totalitært system

”Hvis du ser på et totalitært system, er deres angreb på pressen tiltagende”, påpeger Chris Hedges.

Google er involveret i en rent ud sagt politisk konspiration i samarbejde med regeringen.

”Google er involveret i en rent ud sagt politisk konspiration i samarbejde med regeringen”, sagde North, ”der er oprettet hemmelige censurprogrammer, der er rettet mod modstandere af den amerikanske udenrigspolitik. Dette er et ulovligt angreb på konstitutionelt beskyttede rettigheder.”

Hedges tilføjer: ”Jeg har boet i og dækket despotiske regimer og kan fortælle dig, at vi må ringe med alle alarmklokkerne, mens vi stadig har chancen, for de vil ikke stoppe.”

Back To Top