skip to Main Content

Krigspropaganda

Endnu en ny krigspropaganda, udviklet af løgne

Af Betty F. Carlsson

Det gik stærkt med at få gang i oprustning og krige efter Sovjetunionens opløsning. Den første storkrig, hvor ”Vesten” blandede sig, fandt sted knapt et år efter og var den første krig mod Irak, der var i konflikt med Kuwait. Billeder og påstande om drab på spædbørn i kuvøser og TV-optagelser af grusomheder blev kort efter afsløret som manipulerede og løgnagtige. Det fik sågar journalister herhjemme til at minde seerne om, at det første offer i krige er sandheden! En påmindelse, som er yderst relevant at få gentaget under de nuværende propagandatogter til forberedelse af nye krige. Denne gang også i Europa.

Pres på forskere

Den næste store løgn, som huskes, er Pentagons manipulerede beviser for store lagre af kemiske masseødelæggelsesvåben i Irak på trods af den internationale inspektions benægtelse af påstanden. Denne løgn fik USA med sine tro væbnere Englands Tony Blair og Danmarks Anders Fogh til at angribe Irak og slå Saddam Hussein ihjel.

Krigen er endnu ikke slut og landet er i kaos. Løgne om gift og kemiske våben florerer nu igen og ædes råt af de fleste medier. Den engelske journalist Craig Murray har boret i påstanden om anklagen mod Rusland for at have forsøgt at slå en tidligere dobbeltagent og hans datter ihjel med gift.

Fra en kilde i Udenrigsministeriet har han fået bekræftet, at forskere ved Porton Down (engelsk center for militære forskningsfaciliteter) ikke er i stand til at identificere nervegassen som russiskproduceret. Og de har været forbitrede over det pres, de har været udsat for, for at få dem til at identificere gassen som russisk.

Porton Down ville kun gå med til formuleringen ”af en type udviklet i Rusland” efter et meget vanskeligt møde, hvor der blev enighed om dette som en kompromis-formulering. Russerne forskede sandsynligvis i en gruppe nervemidler i sit ”Novichok”-program – midler som kunne produceres fra kommercielt tilgængelige forløbere, som f.eks. insektmidler og gødningsmidler.

I den forstand er substansen en ”novichok”. Den er af den type. På samme måde som en laptop er af en type, som er udviklet af USA, selv om den blev lavet i Kina.

Mordforsøget

Derfor har den britiske regering aldrig sagt, at nervemidlet blev produceret i Rusland, eller at det kun kan fremstilles i Rusland. Den nøjagtige formulering ”af en type udviklet i Rusland” blev brugt af Theresa May i parlamentet, brugt af Storbritannien i FN’s sikkerhedsråd, brugt af Boris Johnson i BBC, og mest afslørende af alt: ”af en type udviklet i Rusland” er præcis den samme formulering, som er brugt i det fælles kommunike, som blev udsendt af Storbritannien, USA, Frankrig og Tyskland.

Når den samme nøjagtige formulering aldrig bliver fraveget, ved man, at det er resultatet af et meget spinkelt kompromis. Hans kilde i udenrigsministeriet husker det ekstreme pres, som blev lagt på ansatte i ministeriet og andre offentligt ansatte for at underskrive de beskidte sagsdokumenter om irakiske masseødelæggelsesvåben. Hun sammenlignede på eget initiativ den situation med det, som sker nu.

Har vi hørt om disse fakta?

Journalisten har på egne vegne skrevet til pressebureauet for OPCW (Organisationen for forbud mod kemiske våben) og bedt dem bekræfte, at der aldrig har foreligget noget fysisk bevis på russiske ”novichok’er”, samt at inspektionsprogrammet og ødelæggelsen af russiske kemiske våben blev gennemført sidste år.

Inspektører for OPCW har haft fuld adgang til alle kendte russiske faciliteter for produktion af kemiske våben i over 10 år – heriblandt dem, som blev identificerede af den påståede ”Novichok”-varsler Miirzayanow. Sidste år fuldførte ORCW-inspektører destruktionen af de sidste 40.000 tons russiske kemiske våben. I kontrast til dette har programmet for destruktion af USA’s kemiske våbenbeholdning stadig fem år tilbage.

Ukontrollerede kemiske våbenlagre

Israel har omfattende lagre af kemiske våben, men har altid nægtet at oplyse om nogen af dem til OPCW. Staten Israel er ikke medlem af Kemivåbenkonventionen, og heller ikke medlem af OPCW. Israel underskrev i 1993, men nægtede at ratificere, fordi dette kunne betyde inspektion og destruktion af landets kemiske våben. Israel har uden tvivl lige så stor teknisk kapacitet som en del andre stater til at kunne fremstille ”novichok’er” syntetisk.

Det har længe været en næsten universel opfattelse blandt våbeneksperter – og den officielle holdning hos OPCW – at ”novichok’er” i værste fald var et teoretisk forskningsprogram, og at russerne aldrig ville lykkes med faktisk syntetisering og fremstilling. Det er derfor, de ikke findes på OPCW’s liste over forbudte, kemiske våben.

Porton Down er fortsat ikke sikker på, at det er russerne, som tilsyneladende har syntetiseret en ”novichok”. Derfor: ”af en type udviklet i Rusland”. Læg mærke til: udviklet, ikke lavet, produceret eller fremstillet. Det er en meget omhyggeligt og farligt formuleret propaganda. Af en type udviklet af løgnere.

Back To Top