Kulturliv

Film værd at se
Brooklyn
Den danske kvinde
Dheepan

Lille Oscar

Når den danske dokumentarfilm ”Look of Silence” ikke fik en Oscar, var det uden tvivl af politiske årsager. Som et lille plaster på såret fik den, dagen før den officielle Oscaruddeling, den uafhængige ”Spirit Award”, også kaldet den lille Oscar, som er blevet uddelt siden 1984 til uafhængige filmproducenter.

Trumbo-film

I anledning af premieren på portrætfilmen Trumbo (se Kommunist nr. 3. 2016), viser Cinemateket, efter opfordring fra Kommunists kulturredaktion, i april og maj måned fire af hans film under fællestitlen ”Dalton Trumbo – Kommunisten der forførte Hollywood”.
Det drejer sig om de to Oscarbelønnede film ”Prinsessen holder fridag” og ”The Brave One”, samt ”Exodus” og ”Man gav Johnny et gevær”. Hvilke dage filmene vises kan ses på www.cinemateket.dk.

Museumsnedskæringer

Allerede nu kan man på en række museer mærke konsekvenserne af de besparelser, som de borgerlige partier har gennemført på kulturområdet.

Statens Museum for Kunst (SMK) har fra 1. marts ændret åbningstiden fra kl. 10 til 11. Lakonisk skriver museet, at man ”roligt kan nyde formiddagskaffen inden turen går til SMK”, men mon ikke turisterne hellere vil gå på museum end at sidde på deres hotel og drikke kaffe til kl. 11. Den kortere åbningstid vil også betyde mere trængsel, når de mange skoleklasser, som kommer på museet, skal presses ind inden for en kortere periode. Besparelserne på SMK rammer også Afstøbningsafdelingen, som ikke længere vil have faste åbningsdage, undtagen ved særlige arrangementer. Ønsker man at besøge samlingen, så skal man aftale det i forvejen og hive pungen op af lommen.
På Nationalmuseet viser besparelserne sig på en anden måde. For næsten 25 år siden åbnedes den 1000 kvm. store Egmonthal, som skulle bruges til to store årlige særudstillinger. Under den forrige borgerlige regering måtte museet skære antallet af særudstillinger ned til en, og nu vil salen stå tom fra 1. april, når udstillingen ”De hvide busser” lukker. På museets hjemmeside annonceres at det er muligt fra 1. august 2016 til 31. december 2017 at leje salen til arrangementer, såsom konferencer og fester, men det var vel ikke tanken da man åbnede den i 1992.

De, der står bag besparelserne, burde have en flov smag i munden over, at det store lokale ikke længere bliver brugt til sit oprindelige formål: udstillinger. Det er blevet oplyst, at museet har tanker om at lave såkaldte semipermanente udstillinger, men der er ikke planlagt noget på nuværende tidspunkt. Igennem flere år har forskere og museumsfolk planlagt udstillingen Vestinderne i 2017, men den er blevet aflyst for at spare 3,4 mio. kr., og en del af det store arbejde er således spildt.

I finansloven for 2016 fik Dansk Folkeparti (DF) indføjet, at der 2016 og 17 skal afsættes i alt 3,0 mio. til markering af salget af Jomfruøerne til USA, penge som er ”stjålet” fra andre besparelser på Statens Kunstfond. Hvem, der skal arrangere den, blev ikke bestemt. Det er fuldstændigt grotesk, at det er Folketinget (DF) der kan bestemme, at der skal være en sådan udstilling. Hermed fratages museerne deres suveræne ret til at vælge hvilke udstillinger, de ønsker at vise.