Blev kurderne snydt igen i Irak?

USA kan alliere sig med kurderne en dag og dolke dem i ryggen den næste dag

Det kurdiske folk har en lang historie med at blive svigtet af stormagterne. Kurdiske ledere i Irak og Syrien har allieret sig med USA og Israel og har troet, at denne gang skal de realisere drømmen om en kurdisk stat. De kurdiske separatister i Nord-Irak under ledelse af Masoud Barzani gik til og med så langt, at de 25. september arrangerede en folkeafstemning for at oprette et uafhængigt Kurdistan i det nordlige Irak.

Men til deres overraskelse var det kun Israel, som bifaldt projektet. Vestmagterne med USA i spidsen lod deres allierede i stikken. Og Barzanis projekt ser ud til at kollapse fuldstændigt, efter regeringsstyrker indtog den olierige by Kirkuk, som længe har været kontrolleret af de kurdiske separatister.

Kirkuk er olie og gas

Det var USA’s invasion af Irak i 2003 og den brutale knusning af den irakiske stat, som USA-koalitionen så udførte, der gjorde det muligt for Barzanis folk at tage kontrollen over den nordlige del af landet. Men Irak er i færd med at komme på benene igen. I 2016 og 2017 har irakiske styrker nedkæmpet IS’s besættelse af Mosul, som ligger nordvest for Kirkuk. Og så var turen altså kommet til Kirkuk.

Dette handler i betydelig grad om olie og gas. Israel får 75% af sin naturgas ulovligt fra Kurdistan, og kurderne har håbet på at kunne eksportere olie og gas via Nordsyrien og Tyrkiet til Europa.

Ingen fungerende centralregering i Irak ville kunne tolerere dette. Kirkuk står
for to tredjedele af al olieproduktion i Nord-Irak. Når Irak igen indtager byen, er hele det strategiske landskab i Nord-Irak dermed ændret. Hjertet i det irakiske Kurdistan er bortopereret. Og Kirkuk har ingen kurdisk majoritetsbefolkning. Selve byen er domineret af arabere og turkmenere, så en eventuel folkeafstemning der ville heller ikke have givet Barzani nogen støtte. Det er i landsbyerne rundt om byen, at kurderne er i flertal.

Bitter lære

Hverken Irak, Syrien, Iran eller Tyrkiet vil tillade, at der opstår en kurdisk stat, og USA’s politik i regionen er så selvmodsigende og ad hoc, at det ikke er meget at bygge en kontroversiel stat på. USA kan alliere sig med kurderne en dag og dolke dem i ryggen den næste dag. Og der er ingen grund til at bilde sig ind, at USA vil gå hårdt ind med styrker, som er store nok til at kunne holde et uafhængigt Kurdistan på plads.

Skæbnen for det kurdiske projekt i Irak burde få kurderne i Syrien til at indse, at USA også vil svigte dem, så snart USA ikke længere har brug for dem.

Dialog nødvendig

Iraks Kommunistiske Parti (ICP) advarer mod brug af magt og gentager kravet om dialog for at løse krisen i Irak. Dialogen må baseres på den irakiske konstitution. Det gælder specielt situationen, som er opstået i Kirkuk og andre områder, som får følger for indbyggerne.

Raid Fahmi fra Centralkomiteen udtalte til avisen ”Tareeq Al-Shaab”, “at vi forstår kravet til den føderale regering om, at situationen i Kirkuk-provinsen må genrejses til det, den var før 9. juni 2014”, men han understregede, at det må ske gennem dialog og enighed mellem de lokale styrelser og de kurdiske regionale myndigheder. Alt i overensstemmelse med den irakiske konstitution.

ICP advarede stærkt mod folkeafstemningen, som blev gennemført af de regionale myndigheder i Kurdistan-regionen under de omstændigheder, der rådede der i august i år. Partiet slog fast, at dette bare yderligere ville komplicere den vanskelige situation både i regionen specielt og for hele Irak og den overordnede politiske proces generelt. Vor frygt er bekræftet af den store interne, regionale og internationale opposition mod folkeafstemningen, som kun øgede spændingen.

Lige rettigheder for alle

Fahmi tilføjede, at situationen i Kirkuk har udviklet sig i en meget negativ retning, efter den føderale regering overtog kontrollen med områderne. Det har ført til, at hundredevis af familier forlader regionen mod Sulaymaniyah og Arbil på grund af frygt for mulige militære sammenstød og repressalier mod tilstedeværelsen af ukontrollerede elementer.

Fahmi konkluderede: ”Vi vil ikke få nogen ende på strømmen af kriser og Irak vil ikke genvinde sin sikkerhed, stabilitet og nationale enhed, før man fjerner en sådan intolerant politik, bevæger os hen mod at opbygge en demokratisk, civil stat baseret på social retfærdighed, der garanterer rettighederne for alle nationaliteter i et føderalt Irak.”

Pål Steigan, Friheten

 

Kurderne i det 20. århundrede

I den seneste del af kurdernes historie blev Mellemøsten domineret af de europæiske imperialistiske stormagter. Mellemøsten blev delt op i interessezoner, protektorater, kronkolonier etc. Det Osmanniske Imperium stod på den tabende side efter 1. verdenskrig og blev splittet op af de sejrende europæiske magter Frankrig og England. En ny stat voksede frem af det gamle riges kerne: Tyrkiet.

Sevres-traktaten 1920

Kurdernes ret til selvstændighed blev fastsat i Sevres-traktaten i 1920, primært fordi de sejrende stormagter England og Frankrig efter første verdenskrigs afslutning ønskede at svække det nye Tyrkiets magt. I traktaten står der, at kurderne (og armenerne) i Tyrkiet har ret til at bede om en stat, hvis en kurdisk repræsentation beder om det. Stormagterne havde næppe konkrete planer om det og lod med vilje formuleringerne være meget vage på dette punkt. Men for kurdere er Sevres-traktaten et vigtigt symbol på stormagternes dårlige behandling af dem.