Hjertet_er_en_ensom_FINAL.indd

Langtidsholdbar sydstatsroman

Af Margit Andersen

Da Carson McCullers i 1940, i en alder af kun 23 år, debuterede med romanen ”Hjertet er en ensom -vandrer”, blev den årets litterære sensation i USA. Den poetiske titel skal man ikke lade sig narre af, for ganske vist handler bogen om ensomhed, men med kras realisme og dyb psykologisk og social indsigt fortæller den om, hvordan det er at leve på bunden af samfundet i en lille sydstatsby.

Den udkom kort efter i Europa, bl.a. i Danmark, og når den nu med mere en 70 år på bagen genudgives, er det nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved, om den stadig holder. Det gør den stilistisk og med sine fine persontegninger og – desværre – også hvad samfundsbeskrivelsen angår.

Kløften mellem rige og fattige er ikke blevet mindre, og de sorte er stadig dem, der på alle måder har det værst. Racismen lever i bedste velgående, og beskrivelsen af politiets rå vold mod nogle farvede drenge er helt aktuel.

En tragedie, der skyldes den vanvittige våbenlovgivning, er heller ikke uaktuel. Ej heller den vrede, der kan opstå af magtesløshed over for undertrykkelse og uretfærdighed, og som hos en psykisk lidt ustabil dreng udarter til radikal hævngerrighed. Selv diskussionen om ømfindtlige ord er ikke noget nyt. Hvad må man kalde efterkommere af de sorte slaver fra Afrika? Den gang sagde dannede mennesker ”farvede”, hvor det i dag er blevet til African-Americans. Romanens sorte læge insisterer på at kalde sig selv og dem for negre, for han går ikke ind for besmykninger, der kun er facade.

Vi har her at gøre med en kollektivroman, hvor de fire hovedpersoner er hvide, mens den femte er sort.

Lægen Copeland belærer forgæves sine patienter om, hvordan de kan undgå at få flere børn, end de har råd til at brødføde, for at de ad den vej kan få et bedre og mere værdigt liv. Hans egen familie er gået i opløsning, fordi han prøvede at oplære børnene til at forkaste deres ”slavekultur” og i stedet tage de hvides kultur til sig. Tilbage har han kun sit utrættelige arbejde med at lindre og helbrede og en indvendigt sydende vrede.

Den fordrukne arbejderagitator Blount bliver leet ud, når han opfordrer til strejke blandt de underbetalte tekstilarbejdere. Det har de prøvet, og så blev der bare hentet strejkebrydere ind til at overtage deres arbejde.

Teenageren Mick går i en slags protest mod at være pige i drengetøj og sniger sig om aftenen ind i de riges haver for fra deres radio at høre klassisk musik, bl.a. af en tysker, der hedder Mozart. ”Er han fascist?” spørger naboens dreng. Hvad der er gang i, i Europa er ellers ikke noget, man der på stedet beskæftiger sig med, men drengen er jøde.

Cafeejeren Biff står bag sin disk og funderer over sine kunder. De, der har en eller anden skavank, får en særlig god behandling, og han nages af en skamfuld følelse over for Mick.

Og så er der den døvstumme Mr. Singer, der befinder sig lige i orkanens øje. Hver for sig føler de andre, at i ham har de fundet et klogt menneske, der forstår dem og gider lytte til dem. Realiteten er, at hans mundaflæsning ikke rækker til at opfatte ret meget af, hvad de fortæller ham, men han er et venligt og høfligt menneske. Faktisk er han kun optaget af sin kærlighed til en døvstum ven, der blev sindssyg og derfor til hans store sorg måtte anbringes på et hospital. Mr. Singer, der ikke kan høre, køber en radio, som ikke mindst Mick kan få glæde af, og skriver breve til sin ven, som ikke kan læse.

Med en følsom kynisme og fin indlevelse beskrives disse menneskers drømme og håb og forsøg på at gøre oprør mod social og racemæssig undertrykkelse. Nogle af de ensomme hjerter vandrer videre, mens andre må bøje sig for overmagten.

Carson McCullers:
Hjertet er en ensom vandrer
Oversat af Dorette Uldall.
Lindhardt og Ringhof.
304 sider. 250 kroner.