Leder: Aktivistisk udenrigspolitik
Det er blevet moderne, at regeringen fører en såkaldt ’aktivistisk udenrigspolitik’. Det betyder nogle gange, at Danmark går i krig rundt omkring eller deltager i ‘krigs-lignende operationer’ – i øjeblikket i Afghanistan, Irak og forskellige steder i Afrika. Stadig har vi også danske soldater placeret i Kosovo og ikke mindst i de baltiske lande. Til det kommer, at Danmark deltager aktivt i forskellige FN-ledede indsatser rundt omkring. Men det er ikke nok, så derfor er Danmark i front, når det gælder om at blande sig i andre landes interne forhold.
Det sker ved, at vi aktivt bidrager til hetzen mod lande, som EU, USA og folketingets flertal ikke bryder sig om. Det gælder aktuelt for lande som Kina, Rusland, Hviderusland, Syrien og Venezuela. I denne hetz deltager stort set hele den danske presse.
Sanktioner skader befolkningen
Men hetz er ikke nok. Der skal andre boller på suppen i form af sanktioner. Nu viser al erfaring, at økonomiske og andre sanktioner normalt ikke har nogen virkning eller ofte virker stik modsat hensigten.
Senest har Danmark været i front, når det gælder om at rette sanktioner mod Hviderusland. Hvorfor Danmark skulle have den store interesse i netop Hviderusland, står hen i det uvisse. Formålet er klart: Hviderusland skal knyttes tættere til EU og helst opgive alt samarbejde med Rusland. Problemet er bare, at det store flertal i Hviderusland føler sig tæt tilknyttet til netop Rusland. Vores statsminister har på det seneste også luftet tanken om at forbyde den russiske gasledning Nord Stream 2, der skal ligge i en del af det danske farvand ud for Bornholm. Begrundelsen er et påstået giftattentat mod Navalnij, en russisk højreorienteret nationalist.
Fælles for disse sanktioner er, at de vil ramme befolkningen, mens de politiske magthavere nok skal overleve.
Ikke alle rammes
Selvfølgelig er der situationer, hvor sanktioner er på sin plads, men her er Danmark yderst tilbageholdende. Israel får derfor lov til at fortsætte sin undertrykkelse af det palæstinensiske folk. USA får lov til at fortsætte sin folkeretsstridige blokade af Cuba, uden at vi gør andet end, sammen med stort set alle andre lande i verden, at stemme imod blokaden i FN. USA får også lov til at fortsætte med at udpine Venezuela, for at det kan indsætte sin egen marionetregering. Der skrives om dødsstraf i bl.a. Iran og Kina, men man glemmer USA’s stigende brug af netop dødsstraf. Tyrkiet kan som NATO-land fortsætte sin undertrykkende politik i landet, og Saudi Arabien og andre lande i området kan uhindret fortsætte undertrykkelsen af deres egne befolkninger – for det er jo USA’s allierede. Selv inden for EU får Ungarn og Polen lov til at fortsætte deres udemokratiske politik, uden at EU gør andet end at brokke sig.
Nordisk samarbejde?
Selvfølgelig skal Danmark føre en aktiv udenrigspolitik. I ’gamle dage’ var det ofte de nordiske lande, der stod sammen og arbejdede for afskaffelsen af apartheidstyret i Sydafrika eller protesterede mod USA’s krig mod Vietnam.
Desværre er det nu EU, der fastlægger størstedelen af den danske udenrigspolitik. Det er ganske vist ikke traktatfæstet, og vi står heldigvis stadig uden for EU’s bindende militære samarbejde. Alligevel følger vi normalt i tykt og tyndt EU’s politik på det udenrigspolitiske område. En løsrivelse fra EU og et styrket nordisk samarbejde kunne igen gøre Norden til et fyrtårn i kampen for fred.