Leder: Den frie presse

Efter valget i Rusland for nyligt gjorde den danske presse en del ud af at understrege, hvor svært det er for den ”frie presse” at slå igennem i Rusland, og at TV var domineret af regeringens synspunkter. Mon ikke det var på tide, at den danske presse og de danske journalister begyndte at se lidt kritisk på sig selv – herunder de danske statsstøttede medier? Måske var det også en ide at se lidt kritisk på journalistuddannelsen.

Journalisternes fokus er bemærkelsesværdigt ensidigt. Når de indkalder politiske ”eksperter”, analytikere og kommentatorer, er det journalister, og deres fokus er i meget høj grad indskrænket til at handle om interne trakasserier på Christiansborg, kan der blive valg ud af dette eller hint, hvordan går det den ene eller anden valgte person og andre ret så ligegyldige spørgsmål, som af uforståelige grunde er af topinteresse for journalisterne.

Med få anstændige undtagelser er der en skrigende mangel på interesse for selve substansen: Konsekvenserne for befolkningen af de love, der vedtages og de beslutninger, der tages. Og vel at mærke hele befolkningen. Ikke kun de, der stort set lever samme liv som de selv rent økonomisk.

Skæv boligdebat

Eksemplerne er mange. F.eks. den løbende debat om boligskatten, hvor regeringen går på vælgerjagt blandt deres kernevælgere, boligejerne. På mængden af den medieplads dette har fået, er det tydeligt, at journalisterne selv er boligejere og ikke har samme fokus på lejerne, som dog er næsten halvdelen af danskerne.

Et andet friskt eksempel, som mange almindelige lejere har bidt mærke i, er Inger Støjbergs forsvar for kontanthjælpsloftet med bemærkningen om, at der da fandtes så og så mange billige lejligheder til 7.000 kr. månedligt. Bemærkningen anfægtedes ikke af journalisten, men for mennesker med en indtægt, der ligger i bunden af den statistiske lønskala, og det er statistisk den største gruppe, er det aldeles ikke billigt. For kontanthjælpsmodtagere endda alt for dyrt, idet der jo skal tillægges varme, vand, strøm, forsikring, telefon, transport, for bare at nævne nogle faste udgifter. Også internetabonnement, idet man er nødt til at have internet for at være aktivt jobsøgende i dagens Danmark. Og så er disse menneskers økonomiske loft for længst sprængt.

Skæv prioritering

På de udenrigspolitiske linjer slår ensidigheden ligeledes igennem. Mon ikke de, der har en interesse i USA’s valgkamp, der matcher mængden af medieplads for dette show, kan tælles på få hænder?

Mens de elektroniske statsmedier fylder sende- og nyhedsfladerne med dette, kan man lede forgæves efter nyheder om en beslutning, der i den grad kommer til at få indflydelse på vores hverdag og fremtid, nemlig EU-topmøderne om at Danmark og de øvrige EU-medlemslande skal underlægge sig storfinansens diktater og uhindrede profitkrav med CETA-aftalen og senere TTIP. Det har heller ikke fanget de ellers så Christiansborgfikserede journalisters opmærksomhed, at sagen har været igennem det udenrigspolitiske nævn, hvor et flertal ukritisk har forhåndsgodkendt aftalen, eller at et ændringsforslag har været til behandling i Folketinget. Ingen kritiske spørgsmål er stillet af den frie presse.

Friheden er åbenlyst også frihed til at undlade kritik. Er det selvcensur? Eller en ordre? Eller er det bare en dårlig og ensidig uddannelse?