Skip to content

Leder: Den store plan

Den 8. april lancerede regeringen sin store såkaldte infrastrukturplan, en plan for udviklingen i trafikken. Den skal i alt koste 160 milliarder kroner, og det lyder jo voldsomt. Men det skal lige betænkes, at det er over en lang periode indtil 2035, så det er i gennemsnit ’kun’ ca. 10 milliarder om året. Men hvad skal pengene så gå til: Regeringen oplister 7 punkter.

Færre skal sidde i kø

Det handler især om en udbygning af motorvejsnettet, så bilerne kan komme hurtigere frem. Ud fra nogle sindrige beregninger mener regeringen, at man hermed kan spare en masse, for de samfundsmæssige udgifter ved at sidde i sin bil i en lang bilkø er beregnet til 26 milliarder kr. årligt. En sådan beregning må dog tages med meget store forbehold. At det tager længere tid for en lønmodtager at komme på arbejde på grund af kø i trafikken, giver jo ikke nogen udgift. Det er ikke sådan, at kommer man hurtigere frem til arbejdspladsen, så arbejder man mere. Det ville kræve en forøgelse af arbejdstiden fra de nuværende normalt 37 timer om ugen. Så mener man, at virksomhederne kan miste ordrer, fordi lastbilerne med varer er længere om at komme frem. Men det er vist en ren skrøne. 

Så regeringens våde drøm om flere motorveje vil sandsynligvis kun føre til mere forurening.

Kollektiv transport skal være attraktiv

Heri kan vi kun være enige. Det skal opnås ved fornyelse af nogle jernbanespor hist og her og ved nedsættelse af prisen for togbilletter ned for pensionister og unge under uddannelse. For almindelige lønmodtagere er der derimod ikke tale om billigere togbilletter. I øvrigt er der da gode tanker i forslaget, men det er bemærkelsesværdigt, at der skal bruges væsentligt flere penge på den private biltrafik end på den kollektive trafik.

Det skal være nemmere at køre fossilfrit

Fint at der kommer flere ladestandere til el-bilerne, som man håber, at der kommer mange flere af fremover. Det er der sat den svimlende sum af 500 millioner kr. af til! Desværre vil de benzin- og dieseldrevne biler ikke bare lige forsvinde, så problemerne med forurening og klima løses ikke.

Flere skal tage cyklen

Fint med flere cykelstier – og så skal 2022 udpeges til at være ’Cyklens år’ – og det skal jo nok hjælpe. Det understøttes så af, at lidt af Tour de France skal foregå i Danmark!

Trafikstøj skal begrænses

Også et fint mål, men de 3 milliarder kr. over 15 år vil næppe løse mange støjproblemer.

En mere grøn retning

Det er bare meget tyndt med konkrete ideer – ud over det meget omtalte forslag om, at der kan indføres bilfri søndage i kommunerne. Men når det kun er om søndagen, så vil det være meget begrænset, hvor meget grønt, der kan komme ud af det. Den største del af den forurenende trafik er vel på hverdagene!

Det skal være trygt at færdes i trafikken

Det kan man kun være enig i. Men igen er det ret begrænset, hvad der egentlig kan komme ud af det.

Samlet må man konstatere, at den store plan langt fra er så stor, som regeringen påstår! Fx er det eneste forslag vedrørende den meget forurenende flytrafik, at der skal indsættes flere fly til og fra Bornholm!

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk