Leder: Et sort kapitel 80 år
9. april er det 80-året for Nazi-Tysklands besættelse af Danmark. Det kom bag på den danske befolkning, men historien har efterfølgende vist, at det ikke kom helt bag på den danske regering. Dagen blev indledningen til fem års lidelser for danskerne, som oveni dette måtte leve med at vort land blev betragtet som ”tysk-venligt”. Regeringen og Kongehuset overgav sig uden slagsmål og stod fremover for formaninger om ”at opføre sig pænt” overfor besættelsesmagten, undlade modstand og indordne sig under de nye betingelser. Det skulle blive værre, og kom til at koste mange danskeres liv og førlighed.
Danskerne kunne mødes og synge danske sange og en gang om dagen i København møde frem og hylde kongen, der gerne modtog folkets hyldest på sin daglige ridetur.
Bøjede sig underdanigt
Statsmagten, med socialdemokraten Stauning i spidsen, bøjede sig lydigt og følgagtigt for besættelsesmagten. Også i 1941, da tyskerne forlangte forbud mod det kommunistiske parti og ønskede ledelsen fængslet. Det fik de; også selv om det var grundlovsbrud, og de fik ikke alene ledelsen, herunder de valgte folketingsmedlemmer, men hele det hemmeligt samlede kartotek over medlemmer samt frivillige fra Spanienskrigen.
Som under 1. verdenskrig fodrede dansk landbrug den tyske krigsmaskine med vores landbrugsprodukter, og danske ”beton-baroner” tjente store penge på at opføre tyske forsvarsværker langs Jyllands kyst til forsvar for besættelsesmagten mod eventuelle angreb fra de allieredes side.
Jo, det var et sort kapitel for dansk politik og folketingets partier.
Illegale redede Danmarks ære
Det blev det danske folk, der i modstrid med regeringen kom til at redde Danmarks ære. Det blev de illegale frihedskæmpere, der, gennem deres indsats med sabotage af produktion og transport til gavn for Nazi-Tyskland, udgjorde Danmarks indsats mod den grusomme tyske krigsmagt. Og det blev den danske arbejderklasse, der gennem strejker, kulminerende med generalstrejke den 29. august, tvang den danske regering til at gå af. Frihedsbevægelsen havde vokset sig stærk og bred. Det var ikke alene et velorganiseret illegalt kommunistisk partis fortjeneste. Især ungdommen meldte sig, og sammen med anstændige socialdemokratiske og borgerlige kræfter indledtes et godt samarbejde, der endte op med det provisoriske Frihedsråd. ”De fem forbandede år” sluttede endelig med Tysklands kapitulation i maj 1945. Freden havde kostet dyrt.
Tyende-mentaliteten
Selvom man er lille og underkuet, bør man beholde sin ære og selvrespekt. Det burde være læren af det sorte kapital. Alligevel sagde Danmark ja til at indgå i NATO kun fire år efter krigsafslutningen. Den var angiveligt en forsvarspagt, og NATO skulle forsvare os mod Sovjetunionen, det ene af de to lande, der befriede Danmark. Sovjetunionen lå i ruiner, og havde mistet 22 millioner borgere i krigen.
Der var da også stor folkelig modstand i de europæiske lande mod NATO oprettelsen, men formålet var et ganske andet end forsvar, hvilket dets historie tydeligt har vist.
For Danmark har det afsløret en pinlig gentagelse af underdanighed overfor efterkrigstidens nye ”storebror”, USA. De byder, vi lyder, Balkan krig, Afghanistan, Irak, Libyen… og lige nu deltagelse i en storstilet militær, virusbefængt aktion mod Rusland. Som stadigvæk ikke har angrebet os, og som Danmark bør melde fra overfor.
Meget tyder på, at det endnu engang skal være de folkelige kræfter, der sikrer freden.