Leder: Levende eller død tilbagetrækning

Forbundet 3F fortjener ros for sin aktive indsats mod den borgerlige regerings forslag om at hæve pensionsalderen med yderligere et halvt år. Godt, at et forbund går aktivt ind og bekæmper et socialpolitisk lovforslag, der går hårdt ud over medlemmernes liv og tryghed, selvom det er kommet noget sent. Med rette har de henledt opmærksomheden på den nedslidning, som hærger de mange mennesker med fysisk hårdt arbejde.

At initiativet er populært, vidner de mange underskrifter og meningsmålingerne om. Men man kunne have ønsket sig, at de havde udvist samme aktivitet, da den såkaldte Velfærdsaftale om den generelle hævelse af folkepensionsalderen og efterlønsalderen blev vedtaget i 2006, en aftale som også Socialdemokratiet og DF var en del af.

Regneark mod virkeligheden

Undskyldningen var dengang som nu, at den gennemsnitlige levealder er steget, hvorfor pensionsalderen også skal stige. Man skal ifølge beregningerne, der er kædet sammen med de forventede besparelser, kun have ret til 14,5 års otium. Men sådan hænger livet kun sammen på regneark. Det holder ikke i det virkelige liv. At danskerne – og andre – lever længere betyder ikke, at de aldersbetingede svækkelser kommer senere. Det betyder heller ikke, at nedslidningen kommer senere, og da slet ikke med det arbejdstempo der nu forlanges på både private og offentlige arbejdspladser.

Med livet på spil

Flertallet i Folketinget mener, at arbejdet som politiker berettiger til en pensionsalder på 60 år, men at alle andre sagtens både kan arbejde og få arbejde i mange år efter
de 60 år. De har nok svært ved at forestille sig, hvordan
en flyttemand har det i den alder og alligevel skal kunne arbejde, til han nærmer sig 70, hvorefter han så skulle -kunne nyde 14,5 år som golfspillende pensionist. Eller hvordan en 68-årig håndværker skal kunne klatre rundt og reparere tag, stå på et stillads og skifte vinduer, eller udføre mange andre farlige jobs, uden at komme til skade eller give op.

Netop den nu ødelagte efterlønsordning har vist, hvor stort behovet var for at have mulighed for at forlade arbejdsmarkedet, når man var nedslidt, eller for den sags skyld når man som ældre blev arbejdsløs, og ingen ville ansætte en ny arbejdskraft i den alder. Myten om det eftertragtede grå guld er netop en myte, i hvert fald inden for mange fysiske fag.

Fortsæt kampen

Vi hører igen og igen, at mange både kan og vil arbejde længere, og TV viser med glæde en glad murer på 66, der er glad for at have noget at stå op til. Det er da godt, for det er jo ikke en pligt at gå på pension, når man er (nu) 65 år. Det er en mulighed. Lige som det er en mulighed for de rige at sælge deres firma og selvpensionere sig for formuen og sejle verden rundt, hvis det er det, man vil. Men det er en grundlæggende og vigtig rettighed, vi – med undtagelse af skattesnyderne og skatteunddragerne – har givet hinanden med at kunne få en værdig alderdom, når vi ikke kan mere. Den ret skal liberalister og nyliberalister ikke have lov til at underminere på samme måde, som de har undermineret retten til førtidspension, når man er kronisk syg, nedslidt eller handikappet.

Så fortsæt kampen, 3F, NNF og alle de andre faglige forbund. Også når/hvis regeringsmagten skifter.