Leder: Så er det nu

Op til fremlæggelsen af finansloven for næste år, er der løbende søsat en række ideer og forslag fra regeringspartiernes side. Klart nok er motivet at styrke regeringspartiernes aktuelle valgkamp for at blive genvalgt til det nærtstående kommune- og regionalvalg. Det er der ikke noget nyt i, og det kan de fleste vælgere godt gennemskue. Når valget er overstået, er der fire lange år til næste valg, så det er nu, der skal stilles krav.

Hvad får de penge til

Derfor er det interessant, hvad der er budgetteret med i finansloven for det – og de kommende år. Her bliver der nemlig afsat de penge, som vil styre de ”forhandlinger”, der skal finde sted næste års forsommer mellem finansministeriet og kommunernes landsforening og regionerne om de mange store og vigtige opgaver, som det pålægges dem at løse. Og de opgaver giver anledning til megen utilfredshed og mange protester fra både borgerne, de ansatte og ofrene for de økonomiske diktater, som rammer så mange mennesker i liberalisternes fremstød mod den skattefinansierede, efterhånden slagne, nordiske samfundsmodel indenfor det kapitalistiske samfundssystem.

Løfter og virkelighed

De frygtelige menneskelige konsekvenser af førtidspen-sionsreformen ryster ikke alene ofrene, men hele samfundet. Et hedt emne i løbet af sommeren. Alligevel skriver formanden for socialdemokratiet, Mette Frederiksen i en kronik om en rosenrød fremtid med en socialdemokratisk ledet regering, at de vil ”insistere på at fastholde velfærdssamfundsmodellen – men gennem brede forlig”. Hov, det var førtidspensionsforliget da også, og var der ikke også bredt forlig om efterløns- og dagpengeforliget og forhøjelsen af pensionsalderen? Hvad er det så for en social retfærdighed, Socialdemokratiet vil insistere på gennem brede forlig med de partier, hvis afvikling af den sociale retfærdighed endelig har fået fagbevægelsen til at vågne op til kamp for retfærdighed? Parlamentarismens ”Nødvendighedens politik” når det igen går den gale vej?

Liberalismens korruption

Vi ved, at netop strategien med at vælte de store og omkostningsdyre velfærdsudgifter over på kommunerne og regionerne skal tage skraldet for regeringernes nedskæringer, dikteret af EU. Det bekymrer kommunerne og regionerne, især op til valgene. Men de kan gøre oprør, hvis de vil og mobilisere befolkningen. Og de vil gerne være med. De valgte kan også ændre på den påduttede regel, som kommuner og regioner er inficeret af, med en hær af alt for dyre og imbecile konsulenter og såkaldte HR afdelinger, der koster kassen med talentløse indkøbsregler og kontroller med skemaer, der skal bruges tid på ude i det virkelige liv i de offentlige institutioner, i stedet for at passe det arbejde, de er uddannet til. Ingen læser alle disse rapporter, og de, der bliver læst, danner tema til endnu en konference med endnu et spørgeskema. Indkøbet af konsulenternes ubrugelige, dyre EDB-systemer behøver ikke andre argumenter end deres uduelighed, med mindre det bør undersøges, om det efterhånden ikke står klart, at det drejer sig om en moderne form for korruption med så mange milliarders dyre fejlkøb inden for den offentlige sektor? Det er dog ikke ukendt, at indkøbere eller statssælgere har fået topjobs eller mere diskrete bestyrelsesposter i de udvalgte virksomheder – kapitalfonde – …

At gøre op med disse diktater handler om mod, vilje og nærhed og samhør med den befolkning, man repræsenterer.