skip to Main Content

Lenin 150 år

Den 22. april 1870 – altså for 150 år siden – blev Vladimir Ilitj Lenin født i den russiske by Simbirsk. Han fik efternavnet Uljanov, men under sin illegalitet tog han dæknavnet Lenin.

Af Bo Møller

Politiske aktiviteter før revolutionen

Lenin har spillet en meget væsentlig rolle på mange såvel praktiske som teoretiske områder. 

Lenin blev i sine unge år en glødende revolutionær marxist og kommunist. En del af inspirationen for ham var, at hans storebror blev arresteret af den russiske zars politi og henrettet for at have været aktiv i planerne om at afsætte zaren. På baggrund af bl.a. denne oplevelse begyndte Lenin for alvor at studere marxismen og kom selv til at give meget væsentlige bidrag til det, der nu betegnes marxismen-leninismen.

Lenin gennemførte sit juridiske studium i Sankt Petersborg – det senere Petrograd og endnu senere Leningrad – og blev tilknyttet en socialdemokratisk gruppe. Lenin begyndte at udgive en illegal revolutionær avis, men blev fundet og arresteret af politiet og sendt i fangelejr i Sibirien i 4 år. 

På trods af forvisningen fortsatte han sit politiske arbejde, ikke mindst med at udbygge planerne om en revolutionær avis, der kunne blive et våben i arbejderklassens kamp for at afskaffe enevælden til fordel for socialismen. Avisen blev en realitet. Den blev første gang udgivet i Tyskland og blev herfra smuglet til Rusland. Avisen fik navnet Iskra – på dansk Gnisten. I dens levetid kom mange russiske revolutionære til at skrive i avisen, der dermed var en væsentlig forudsætning for dannelsen af et revolu-tionært parti i Rusland. 

Det eksisterende socialdemokratiske parti var delt i adskillige grupper med hver sin mere eller mindre progressive baggrund. På en partikongres i 1903, lykkedes det Lenin sammen sine kampfæller at vinde flertallet i det socialdemokratiske parti for en revolutionær politik. Bolsjevikkerne – det betyder flertallet – vandt kongressen, mens mensjevikkerne (mindretallet) stod tilbage som et reformistisk og revisionistisk mindretal.

I eksil

I 1905 foretog zarens styre et blodigt angreb på fredeligt demonstrerende arbejdere ved Vinterpaladset i Sankt Petersborg. På baggrund af denne massakre kom den russiske arbejderklasse og dens fortrop – bolsjevikkerne – frem til en meget central erkendelse: Arbejderne måtte organisere sig på en ny måde i form af arbejderråd – på russisk kaldet sovjetter, og det blev som bekendt en organisationsform, som fortsatte til Sovjetunionens opløsning.

Efter 1905-oprøret måtte Lenin sammen med mange andre revolutionære gå i eksil for at undgå zarens fængsler. Men det betød bestemt ikke, at de lå på den lade side! Lenin var ud over at være bolsjevikkernes politiske leder i adskillige år forfatter til mange artikler i den illegale russiske presse, og samtidig forfattede han væsentlige værker – se senere. 

I 1910 boede han i et par måneder i København for at deltage i den 2. Internationales kongres. Samtidig brugte han meget tid på det Kongelige Bibliotek, hvor han bl.a. studerede dansk landbrugs historie og hentede derved en række fakta, som skulle benyttes i flere af hans bøger.

Februarrevolutionen

I marts 1917 udbrød februar-revolutionen i Rusland (navngivet efter den tidligere russiske kalender). Som et resultat blev zaren afsat, efter at soldaterne i Petrograd havde valgt at vende geværet om og atter blive til proletarer, som det hedder i sangen. I stedet for at skyde på de russiske arbejdere skød de derfor mod zarens folk. 

Baggrunden for revolutionen var, at arbejderklassen i Rusland var vokset betydeligt i de forudgående år, men at den samtidig var blevet udsat for en voksende udbytning fra kapitalisternes side. Hertil kom zarens fortsatte og styrkede undertrykkelse og endelig, at Rusland deltog i 1. verdenskrig, hvor russiske arbejdere og bønder blev tvunget til som soldater for zarens militær at kæmpe mod arbejdere fra andre lande. Lenin formulerede parolen om Fred, jord, brød og arbejde.

Det umiddelbare resultat af februarrevolutionen var, at Kerenskij blev leder af den midlertidige – provisoriske – regering. Kerenskij var nok mod zardømmet, men bestemt ikke for socialismen, så hans regering sammen med borgerlige liberale kredse mv. var ikke nogen revolutionær regering.

Februarrevolutionen gjorde det muligt for Lenin at vende tilbage til Rusland, hvor han straks kom i spidsen for de revolutionære, der ønskede at fortsætte revolutionen frem til en socialistisk omvæltning. Ikke mindst betød de April-teser, som Lenin formulerede, at overgangen til en socialistisk revolution og etablering af sovjetstyret nu var det foreløbige mål. Han formulerede parolen Al magt til sovjetterne.

Oktoberrevolutionen og borgerkrigen

På grundlag af Lenins April-teser lykkedes det. Bolsjevikkerne kunne sætte sig i spidsen for arbejderklassen og de fattige bønder og gennemføre den store oktober-revolution den 25. oktober (efter den gamle russiske kalender). Lenin blev formand for Folke-kommissærernes Råd, dvs. en form for præsident eller statsminister. 

En af de første opgaver var at få afsluttet Ruslands deltagelse i verdenskrigen og så sætte sig på magten i hele det enorme område, som det russiske zarrige havde. Parallelt hermed skulle sovjetsystemet opbygges, og der skulle styr på regeringsmagt, laves jordreformer på landet, sikres fødevarer til arbejderne i byerne osv.

Naturligvis var kapitalisterne og storbønder og godsejere ikke tilfredse med den bolsjevikiske ledelse af landet, så de indledte – militært stærkt støttet af mange udenlandske magter, herunder Danmark – borgerkrigen, der kom til at vare nogle år. Resultatet blev dog som bekendt, at kommunisterne og arbejderklassen vandt, så de i 1920 kunne danne Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, USSR, med Lenin i spidsen.

Kommunistisk Internationale

Samtidig med, at bolsjevikkerne gennemførte revolutionen, kom de også til at spille en afgørende rolle for de progressive kræfter overalt på jorden. På Lenins initiativ og under hans ledelse blev den Kommunistiske Internationale (3. internationale eller Komintern) stiftet i 1919. 

Helt afgørende var det, at de tilknyttede partier fra hele verden med deltagelse i Internationalen samtidig skulle følge de kommunistiske organisationsprincipper, som Lenin havde formuleret, altså den demokratiske centralisme, som sikrer, at et kommunistisk parti kan handle som én stærk enhed. Samtidig betød det også, at partierne overalt, herunder også i Danmark, betegnede sig som kommunistiske partier.

Lenins mausoleum i Moskva

Lenins død

Fra 1922 blev Lenin oftere og oftere ramt af sygdom, der sandsynligvis hang sammen med, at han i 1918 var blevet offer for et skudattentat fra en kontrarevolutionærs side. 

Lenin døde i januar 1924 – kun 53 år gammel. Alle progressive mennesker i Sovjetunionen og i andre lande sørgede over hans død. Hans legeme blev placeret i et nyopført mausoleum på den Røde Plads i Moskva. Borgerlige kræfter har siden kontrarevolutionen forsøgt at få mausoleet fjernet, men de har til dato ikke turdet af frygt for folkets modstand.

Lenin som teoretiker

Ud over Lenins meget store virke som leder af revolutionen og meget andet, så bidrog han i meget høj grad til at videreudvikle den revolutionære teori, som byggede på Karl Marx og Friedrich Engels’ værker. Nogle af Lenins mest betydningsfulde teoretiske bidrag kan findes i følgende:

Kapitalismens udvikling i Rusland fra 1899 hvor Lenin klart beskriver, at selv om det store russiske rige var præget af landbrug, så var kapitalismen bestemt til stede i form af endog meget store kapitalistiske industrivirksomheder. Samtidig havde landbruget udviklet sig fra at være et traditionelt bondebrug til at være domineret af kapitalistiske storbønder, kulakkerne, der udbyttede bønderne på det voldsomste.

Hvad må der gøres fra 1902 som beskriver, hvorledes det er nødvendigt og muligt at opbygge en stærk revolutionær bevægelse med et revolutionært parti i spidsen.

Materialisme og empiriokriticisme fra 1909 er en noget tung sag, men den giver et meget væsentligt bidrag til udviklingen af de filosofiske teorier om den dialektiske materialisme, som Marx og Engels udviklede.

Imperialismen som kapitalismens højeste stadium fra 1917 hvor der gives en meget vigtig analyse af, hvorledes kapitalismen har udviklet sig til imperialisme. Denne analyse bygger helt klart på det, som Karl Marx havde skrevet i Kapitalen, Det Kommunistiske Manifest og andre steder, men hvor kapitalismen senere efter Marx’ død var gået over i sin monopolkapitalistiske fase.

Staten og revolutionen fra 1917 hvor Lenin mere detaljeret beskriver overgangen til socialisme og derefter til kommunisme og specielt statens rolle. Det var noget, som Karl Marx kun ret sporadisk havde beskrevet.

’Venstre’-kommunismen – en børnesygdom fra 1920 hvor Lenin tager skarpt afstand fra højreafvigelser, men bestemt også fra venstreafvigelser, der kan være ødelæggende for mulighederne for at opbygge socialismen. Bl.a. gjorde Lenin det klart, at det ikke var nok at komme med revolutionære paroler. For at vinde folket og revolutionen var det også nødvendigt at skaffe arbejderklassen og bønderne mad på bordet. Det var nødvendigt gennem mindre reformer for at forbedre livet for den arbejdende befolkning uden på nogen måde at glemme de revolutionære mål.

Teoretisk udvikling

Samlet er Lenins værker udgivet på russisk og engelsk i 45 tykke bind. Så det er et imponerende forfatterskab, han stod bag, samtidig med at han gennemførte en revolution og meget mere! På dansk kan en del af hans bøger købes i KPiDs bogcafe.

Både Marx, Engels og Lenin har i deres værker betonet vigtigheden af en løbende udvikling af teorien sammenhængende med udviklingen i kapitalismen og i arbejderklassen. Desværre gik udviklingen af den marxistisk-leninistiske teori mere eller mindre i stå i 1950’erne, og det var en af forudsætningerne for, at det kunne lykkes højrekræfterne at gennemføre den kontrarevolution, der førte til Sovjetunionens opløsning og kapitalismens genindførelse i Rusland og i de østeuropæiske lande.

Back To Top