skip to Main Content

Leunbach: Abortlæge, seksualoplyser og socialist 

Af John Poulsen

Ved folketingsvalget den 16. november 1932 blev Danmarks kommunistiske Parti for første gang repræsenteret i Folketinget med to mandater: Aksel Larsen og Arne Munch Petersen. Det lykkedes kun, fordi lægen J.H. Leunbach (1884-1955), der var partiløs, stillede op på DKPs liste og fik 1.100 personlige stemmer. Men hvem var denne Leunbach ? Det kan man få mere at vide om i Jens-Emil Nielsens bog ”Dr. Leunbach – Abortlæge, idealist og seksualoplyser”.

Leunbach, der kom fra en præstefamilie, blev færdiguddannet som læge i 1912 og er blevet kendt for, at han fra begyndelsen af 1920’erne gjorde en stor indsats for at give kvinder, især arbejderkvinder, seksualoplysning, og fordi han i 1936 blev idømt 3 måneders fængsel for at have medvirket til ”ulovlige” aborter. 

Men Leunbach beskæftigede sig ikke kun med seksuelle problemer, men også med de samfundsmæssige forhold og debuterede som forfatter med bogen ”Socialismens verdensbillede og livsanskuelser”. Han betragtede sig som socialdemokrat, men med en klar socialistisk holdning. Forfatterskabet fortsatte de kommende år med bøger som ”Arvelighed og udvikling” (1925), ”Kvinden og forplantningen” (1926) og ”Kønslivets problemer” (1926). 

Sideløbende med sit forfatterskab og sin lægepraksis påbegyndte han i 1924 et tæt samarbejde med ”Arbejderkvindernes Oplysningsforbund” (AO) om gratis konsultation i seksualoplysning. Det foregik i en butik, der solgte såkaldte gummivarer, men det skabte så megen røre i pressen, at forretningen fik opsagt sit lejemål og blev flyttet til hans private konsultation. Hans senere samarbejde med DKP ved valget i 1932 skyldtes måske, at to af hovedkræfterne i AO var kommunisterne Marie Nielsen og Inger Gamborg. 

Da Clarté blev oprettet i 1926, var han i en periode kasserer og skrev artikler til bladet af samme navn. Han blev kritiseret for at samarbejde med kommunister, men forsvarede det på denne måde: ”Det er rigtigt, at Clarté bl.a. ser det som sin opgave at bygge bro mellem socialdemokrater og kommunister. Det er en vanskelig opgave, og den bliver ikke lettere ved, at enhver, der tager den op, straks bliver mistænkeliggjort”. Senere skrev han også i tidsskriftet Monde, og var med i en række politiske komiteer, f.eks. til forsvar for Nakskovarbejderne. 

Som led i sit oplysnings-arbejde samarbejdede Leunbach med mange kvinder som f.eks. forfatterinden Thit Jensen, men med sidstnævnte gik det i vasken, fordi han gik ind for frivillig abort, hvilket Thit Jensen var modstander af. I en periode var han formand for ”Foreningen for seksuel oplysning”. Borgerlige aviser og kristne kredse angreb hans og andres oplysningsarbejde, og der blev ikke brugt blide ord. En katolsk præst krævede ligefrem, at politiet skulle gribe ind og forbyde hans foredrag. Selv Dansk Kvindesamfund tog afstand fra ham, selv om man nok skulle mene, at det var en oplagt sag for dem at støtte.

Leunbach fik i hundredvis af breve, især fra kvinder, som fortalte om deres fortvivlede situation pga. fornyet graviditet og bad ham om hjælp. En del af disse breve blev i 1932 trykt i bogen ”Kvinder i nød – Breve til en læge”, for at deltagtigøre andre i deres problemer. Den blev godt modtaget i dele af pressen, f.eks. Politiken, Ekstrabladet og Socialdemokraten, mens de konservative aviser var kritiske, og Kristeligt Dagblad udtrykte ligefrem, at offentliggørelsen af brevene var noget af det mest usmagelige, man havde læst.

Samme år blev Leunbach i pressen anklaget af en læge for uagtsomt manddrab i forbindelse med et abortindgreb. Det tog flere år, før anklagemyndigheden i februar 1935 fik udarbejdet et anklageskrift imod ham. Han erkendte, at han havde gennemført abortindgreb, men at de var foretaget efter lovens særlige regler om, at to andre læger skulle godkende indikationerne. Leunbach gjorde opmærksom på, at der altid var en risiko ved et abortindgreb, og han forholdsmæssigt ikke havde haft flere dødsfald end Rigshospitalet. Sagen endte med, at han blev frikendt. Men der skulle ikke gå ret lang tid før, han igen blev anklaget, ikke for selv have foretaget indgreb, for det var han holdt op med, men for at have henvist kvinder til en anden læge. I denne sag blev han idømt tre mdrs. fængsel og blev frataget sine borgerlige rettigheder i fem år. Det medførte, at han ikke i de fem år måtte praktisere som læge. 

Valgplakat, 1935. Plakaten kan ses på den aktuelle udstilling på Arbejdermuseet.

Efter henvendelse fra Aksel Larsen aftaltes det, at Leunbach også i 1935 skulle stille op på DKPs liste til folketingsvalget. Året efter blev samarbejdet afbrudt af Leunbach, fordi DKP støttede, at den frie abort blev afskaffet i Sovjetunionen.

For at skaffe sig brød på bordet fortsatte han med kun at give seksualvejledning, indtil han igen kunne praktisere som læge i 1942. Under besættelsen hjalp han både illegale danske og tyske kommunister, og sammen med 100 andre kulturpersonligheder og antinazister blev han taget som gidsel af tyskerne efter 29. august 1943 og anbragt i den del af Horserødlejren, der var tom efter kommunisternes fangeflugt. Men allerede 11. oktober blev han løsladt.

Leunbach døde i 1955 under et ferieophold i Italien, 18 år før hans ønske om fri adgang til abort blev indført i 1973, ikke mindst i kraft af hans store indsats.

Jens-Emil Nielsen: Doktor Leunbach – Abortlæge, ideallist og seksualoplyser. Bogforlaget HER&NU. 284 s. 249 kr.

Back To Top