skip to Main Content

Livet er noget lort – og så dør man

Hvad er meningen med livet? Får jeg en chance til, når jeg er død?

Jeg mødte de trofaste Jehovas Vidner ude i Nordvest-kvarteret i København. For jer, som ikke bor i Hovedstaden, er det kvarteret, hvor de store moskeer ligger, og masser af folk fra hele verden bor. Sandsynligheden for at bytte tro er ikke stor i det område. 

Men oddsene for at finde bare et lille forsømt menneske, svigtet af samfundet, ensom uden håb, er derimod stor. De har ikke travlt. De er ikke provisionslønnede og skal ikke opnå en kvote. De har ikke andet liv, og det giver ro og mening. De er på en urokkelig mission. Ja, og jeg var på vej til Trump demonstration.

De står der igen i morgen med Vagttårnet. Med fantasifulde billeder af løven, der ligger i arm med kaninen på en solskinsbestrålet savanne. Harmoni. Mennesker i alle nuancer i huden (ikke seksuelt!). Hvor kan livet dog skildres skønt. Som et øjebliksbryllupsfoto, som første skoledag, studenterhuen, sølvbrylluppet og … 

Skyld og skam

Ind imellem disse lykkelige målfotos ved vi godt, hvordan livet arter sig. Man skændes, barnet får kolik, dumper, bliver fyret, bliver skilt, går konkurs, bliver syg og familiemedlemmer dør, sorg.  

Men hvem værner om sådanne livsoplevelser, ikke mange. Det er ikke midt i skænderiet, at man trykker ”er i parforhold” eller ”sønnen dumpede og må gå om”, mens alle andre viser 12 tals børn. Vi opdrages til at måle og veje, og ”det skal ikke hedde sig”. Vi skaber tabuer og påvirkes stadig af de kristne doktriner som skyld og skam. Vi skadefrydes stadig lidt over, at andre har det værre end os selv. 

Borgerligt kupdemokrati

Det er vores opdragelse i et borgerligt samfund. Vi indoktrineres fra barnsben. Vi ser Lars Løkke blive slagtet på TV fuldstændigt ublu i demokratiets navn. Demokrati er nu medier. Ingen spørger til foreningsdemokratiet i Venstre. Ikke at jeg ved, hvordan deres partiforening er bygget op, men der tales da om landsmøder og delegerede i Venstre. Jeg tror ikke. at sådan et offentligt show var gået i min andelsforening, haveforening eller i bokseklubben. 

Nu er det jo ingen hemmelighed, at mange nyhedsværter har været eller er venstrefolk, og så er det jo en god alliance at have, hvis man vil skifte ud på posterne i partiet. Glipper det, så er der heldigvis spindoktorer, som har forbindelserne dertil, eller direkte til firmaer (partiets sponsorer), der kan presse med reklame-/annoncepenge. Forsider blev ryddet og formanden faldt. Missionen løst!

Vi har jo set det før i politik, det er ikke noget nyt. Svend Auken vs Poul Nyrup. Helle Thorning vs Frank Jensen og en hel masse konservative formænd, der blev skiftet ud. Men det gør det ikke mere spiseligt.

Demokratisk sund fornuft burde jo være, at en formand og en ledelse skal repræsentere partiets politik – ikke omvendt. Som enhver generalforsamling i ens fag- eller lystfiskerforening. 

Men det er, fordi det er arbejderbevægelsen i Danmark, der startede foreningslivet med dens grundlag for det nye demokrati. Vi ville have indflydelse. Sjældent i dag tænker vi, at det kunne være anderledes.

Tilbage til ja og amen

I erhvervslivet ser det helt anderledes ud. Her bestemmer pengene. Vejen frem er beskidte tricks, spidse albuer og resultater til profitten. I de religiøse grupper er det præsten. Målet helliger midlet. Går folk tabt eller dør undervejs, betyder det ikke noget. 

Sådan så det ud i flere 100 år. Det var godsejerne, hoffet – og resten inklusive deres koner, ja vi var/er der bare, og nye kommer til. Man var bange og taknemmelig, loyal over for sin godsejer. Som lydige slaver. Man gik i kirke og bøjede hovedet i håb om, at loyaliteten blev belønnet. Ikke så meget pis. Ingen diskussion. Ingen udvikling. De tørrede røv i guld. De fornægtede videnskab. De sad jo på den urørlige magt. 

Det blev forandret, men er nu på vej tilbage. Går vi bare tilbage til landbruget, så havde Danmark ca. 200.000 bedrifter midt i 50’erne. I dag er vi nede på 35.000 – og målet for de centrale aktører, der opkøber i dag, er 1.000 enheder. Landbruget er i dag en handelsvare på det internationale marked. 

Fødevarer kapitaliseret

En landmand høster ikke mere, hvad han sår. Han lever af landbrugsstøtte fra EU. Og hvis vi lige vender tilbage, så var der i midten af 1800-tallet 700 godsejere, der ejede alt. 

Den historie, vi får fortalt i TV-demokratiet, er reklameindslag med lykkelige idylfotos af familiegårde, med romantisk økologisk islæt. Det kan vi lide at støtte, når vi handler. Ingen fortællinger om underbetalte udenlandske landbrugs-/gartnerimedhjælpere. Brugen af glyphosat pesticid, der forurener vores grundvand og øger risikoen for kræft. Med EU’s velsignelse har vi dispensation 5 år endnu. Nej, det fyldte ikke medierne, det var jo Venstres tid i TV-demokratiet. Og snart når de når de 700 godsejere/enheder, nå ja… så er der jo slet ingen grund til at spørge os mere. De køber bare en ny planet.

Det samme sker for fiskeriet. De små bæredygtige fiskere kæmper mod det ulovlige hollandske trawl-fiskeri, der hærger i Skagerak og ødelægger fiskeyngel og liv til fremtidigt fiskeri. De fik besat Udenrigsministeriet, hvor der blev lovet mere overvågning… De blev vist i TV! Og så blev der også jublet over, at regeringen ikke vil give flere tilladelser til udbygning af havbrug. Men det er der jo stadig? Og det er stadig skadeligt. 

Tro håb og oprør

Vi må knytte vores håb til mennesket. Oddsene er simpelthen større. Bare tænk, hvornår der sidst har været et religiøst mirakel? Ca. for 2000 år siden. Og hvornår så vi sidst mennesket gå i aktion? Ja, fiskernes aktion gav jo resultater. Arbejdernes strejker gav resultater. 

For at bruge magthavernes ord: Det betaler sig! Valget er vort – slave eller oprører? Det er den mening med livet, vi står over for. Hverken mere eller mindre. Resten er drømme.

Back To Top