skip to Main Content

Lukkede skoler

Over de sidste ti år er der lukket 603 folke- og specialskoler rundt omkring i landet, fremgår det af et udvalgssvar fra undervisningsministeren

I udvalgssvaret oplyser Merete Riisager, at 103 specialskoler og 500 folkeskoler er lukket fra 2007 til 2017. Lidt over halvdelen af skolerne er lukket i forbindelse med sammenlægning.

Ministeren oplyser samtidig, at der i perioden er oprettet 175 folkeskoler og 59 specialskoler på landsplan.

Hjørring lukker flest

På listen over kommuner, der har lukket flest skoler, ligger Hjørring Kommune på en førsteplads med hele 11 skolelukninger. Derefter kommer Esbjerg, Haderslev, Lolland, Svendborg og Vesthimmerland. Haderslev slår samtidig også rekord i flest fusioneringer med 17 sammenlægninger af skoler.

Morsø, Egedal, Glostrup, Hørsholm og Vallensbæk er blandt de kommuner, der har undgået skolelukninger.

Færre folkeskoler

Ifølge en rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra den 18. november 2017, kan der være mange forklaringer på skolelukningerne rundt om i kommunerne. Faldende elevtal kan være en del af forklaringen, men den pressede økonomi kan også være en del af forklaringen, således at man har forsøgt at effektivisere skolerne i kommunerne ved at lukke de mindre skoler og samle eleverne på større skoler i byerne, lyder det i rapporten.

En tredje forklaring kan være et spørgsmål om at sikre kvaliteten af undervisningen ved at samle eleverne på større enheder.

Flere privatskoler

Samtidig viser rapporten fra november 2017 også, at imens antallet af folkeskoler svinder, øges antallet af privatskoler. Ifølge rapporten var der 11 pct. flere privatskoler i 2017 i forhold til 2007, og dette kan også være en faktor for, at folkeskolerne lukker, da forældrene tilvælger privatskolerne. Det kunne være interessant med en undersøgelse af, hvorfor forældre opretter og tilvælger privatskoler, og hvor i landet de oprettes.

Når det ses, at det især er landkommuner, hvor der er store afstande, indikerer det et motiv om nærhed. I den offentlige debat har der især været fokus på forældres utilfredshed med den udskældte skolereform, der bl.a. har betydet, at danske børn har verdens længste skoledag.

-al

Back To Top