skip to Main Content

Lystlæsning om digterspirerne fra frokoststuen

Af Margit Andersen

I Hvede (2019) tegnede Arne Herløv Petersen et billede af den unge digtergeneration fra 40’erne, der samledes omkring tidsskriftet Vild Hvede. Med Klinte går han baglæns til de unge digterspirer fra 20’erne, og det er en stor og farverig buket, vi her præsenteres for. En del af dem læses stadig, nogle er bare blevet til et navn, og enkelte er faldet helt ud af historien.

Samlingsstedet for de unge mennesker var universitetets frokoststue i Studiegården, som i 1916 var blevet åbnet for at de studerende i denne dyrtid kunne få lidt næring for en billig penge. Her sad de i grupper ved marmorbordene og diskuterede litteratur, kunst og politik. Kun Athos Josephson (bedre kendt som Mogensen i Hans Scherfigs Den forsvundne fuldmægtig) sad helst for sig selv. Man funderede.

Hovedpersonen i Klinte er Tom Kristensen, der hellere vil være digter end gymnasielærer, og det bliver han jo med bravur, men i succesens bæger er der malurt i form af en hård kamp med Kong Alkohol. Hans ven Emil Bønnelycke, der smidigt glider fra at være revolutionær til reaktionær, havde allerede debuteret i 1917, og var blevet alle blades darling, så længe det varede. I hvert fald skulle det blive Tom, der overlevede litterært.

Udenom de to er der så den brogede flok, som for de flestes vedkommende var en slags kommunister for kortere eller længere tid. 

I flæng kan nævnes Broby-Johansen med viltre lokker og et brændende blik, der kunne hypnotisere høns, maleren Eugène de Sala (egentlig Osvald Salomonsen) med grønt hår og også foreviget af Scherfig i Den Døde Mand, og Jens August Schade, der trods sit udseende er udstyret med et enestående kvindetække. 

Otto Gelsted er lidt ældre end de andre, allerede et navn og derfor kommet igennem Cavlings nåleøje og blevet ansat på Politikens litteraturredaktion.

Lidt udenfor er stud.jur. Carl Madsen, der er socialdemokrat, men han mænger sig alligevel med kredsen omkring Broby-Johansen, for det er der, der sker noget. 

Fra Jylland kommer kæmpen Bertel Budtz-Müller, der skriver voldsomme dramaer og er anmelder ved Arbejderbladet. 

En anden jyde dukker op en gang imellem og skaber ravage, det er William Waagner, der påstår, at han er af taterslægt, hvad der burde undskylde meget. Han skriver gode digte, men er en skidt fyr. Som det i den forbindelse siges i romanen, så er der også gode mennesker, der skrive dårlige digte, og det bør man tage i betragtning,

Nogle få kvinder er der dog i dette mandekor: Johannes Jørgensens datter Ingeborg Jerk, der skriver digte, der minder om en slags åndelig stramaj, og Lulu Ziegler, der flakser rundt som en sommerfugl og suger mænd til sig. Dertil kommer nogle af digternes arme koner.

Der bliver dannet foreningen og holdt digteraftener, tidsskriftet og forlaget Klinte kommer til verden, tidsskriftet dog kun for en kort tid, og Kommunistisk Studenterfraktion bliver oprettet af Broby-Johansen for senere at blive til noget andet og tredje. 

Landmandsbanken krakker. Kongen afskediger Zahle med efterfølgende påske-krise. Broby-Johansen får udgivet Blod, der fem dage efter beslaglægges som utugtig. 

I USA vælger man en præsident, der udmærker sig ved bundløs uvidenhed og som erstatter argumenter med enkle slagord, og i Europa dannes bevægelsen Clarté mod den voksende fascisme.

På første side står der, at bogen er en roman, og det er den da, men skildringen af den tids politiske og kulturelle rørelser er ikke digt, men -fakta, og personerne er taget lige på kornet med hver deres karakteristiske træk. Altså historieskrivning på en måde, der gør den til ren lystlæsning.

Arne Herløv Petersen: Klinte. Det poetiske Bureaus Forlag. 272 sider. 200 kr.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk