Må ikke fravælge leverandører i skattely

Det er ikke ulovligt at udnytte dansk og europæisk skattelovgivning til skattely

Af Betty F. Carlsson

EU er en forhindring for, at vore kommuner kan fravælge virksomheder, der tjener deres penge på danske skattepenge, men ikke selv vil betale skat. I privatiseringens hellige EU-navn er der klare diktater for, at kommunale opgaver skal sendes i såkaldt udbud. Som tidligere påpeget i nærværende blad, er det en dyr affære for kommunerne og de ansatte.

Nu protesterer omkring 20 borgmestre over, at de ikke har ret til at fravælge de skattenassende virksomheder, der sender overskuddet ud af landet i skattely. De 20 borgmestre kritiserer folketinget for at nøle med en løsning.

Kræver lov til at fravælge

Det er avisen ”Kommunen”, der har foretaget en undersøgelse blandt borgmestrene, om de vil bakke op om kravet til regeringen om at give kommunerne lov til at fravælge leverandører, der har ejere i skattely. Problemet er åbenlyst, og de 20 borgmestre peger på, at regningen sendes videre til lønmodtagerne og de virksomheder, som ikke benytter sig af såkaldt aggressiv skatteplanlægning. Fanø’s borgmester, Erik Nørreby (V) er klar til at trække en streg i sandet – med eller uden hjælp fra politikerne i folketinget.

– Hvis lovgiverne ikke vil være med til at løse problemet, eller hvis de ikke kan finde ud af det, så må vi jo i kommunerne beslutte, at der er virksomheder, vi ikke vil handle med, mener han. Aarhus-borgmesteren Jacob Bundsgaard (S) mener, at folketinget og regeringen må skride ind, når de ser problemerne.

Vil beskytte skattenasserne

Det er dog ikke alle borgmestre, der vil være med. Den konservative borgmester i Allerød, Jørgen Johansen appellerer til virksomhedernes ”moral” og lægger mere vægt på at sikre de blakkede virksomheders ”retssikkerhed” end at beskytte skatteborgernes og kommunernes økonomi og sikkerhed.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen vrider sig.

– Når det gælder krav om andre skatteforhold, for eksempel at virksomhederne har en skatte-politik, så er der nogle begrænsninger i EU’s udbudsregler, der giver nogle ”udfordringer” (problemer). Derfor er vi fra dansk side i løbende dialog med EU-kommissionen om at forbedre mulighederne for at stille krav på skatteområdet i forbindelse med udbud, skriver han.

Det er EU i en nøddeskal, og det er helt uacceptabelt at skulle finde sig i, at EU freder spekulanter, der lukrerer på vores skattekroner, og at Danmark finder sig i det. Her er der brug for såkaldt civil ulydighed, kaldet sund fornuft.

Denne ”udfordring” viser endnu engang, hvad EU er for en institution og til gavn for hvem. Kommunerne har i årtier kunnet levere den service, der indbetales skat til – uden at behøve profit. Det er på høje tide at vende tilbage til den model, og lade spekulanter og private virksomheder prøve at klare sig på det liberalistiske junglemarked – eller lade være.

Privatiseringerne er prøvet. De dumpede.