Melodien, der ikke blev væk

Af Margit Andersen

Fra begyndelsen af 30’erne var Per Knutzon (1897-1948) den drivende kraft i DKP’s meget aktive revy- og teater­virksomhed, som partiets ledelse betragtede som den bedste form for agitation.

I 1935 blev han direktør for Riddersalen på Frederiksberg, og det første stykke han opførte der var Kjeld Abells musikalske komedie ”Melodien, der blev væk”. Knutzon var optaget af avantgardeteatret og var straks med på Abells ideer om at udskifte den beklumrede dagligstuenaturalisme med poesiens og fantasiens friske luft. Teatret skulle være et eventyrland, hvor alt var muligt og samtidig aktuelt og vedkommende.

Fra teatermaler til dramatiker

Disse ideer var Abell kommet hjem med efter nogle års ophold i Paris, hvor den nyudklækkede cand. polit. havde valgt at ”gribe livet”. I stedet for at finde sig et vellønnet embede i Danmark var han på lykke og fromme rejst til byernes by, der den gang også var centrum for det nye teater. Det lykkedes ham at tjene til livets opretholdelse, og heller ikke meget mere, ved at arbejde som teatermaler, dvs. lave dekorationer, og som kostumetegner. Han kom til at arbejde sammen med toneangivende instruktører, og den russiske koreograf George Balanchine blev så begejstret for ham, at da denne i 1930 var gæst på Det Kongelige Teater, valgte han den ukendte Kjeld Abell som teatermaler.

Abells gennembrud som dramatiker blev ”Melodien, der blev væk”, der blev en bragende succes både hos anmelderne og publikum. På Riddersalen blev stykket opført lidt over 500 gange, og det blev desuden sat op i provinsen og flere steder i Nordeuropa. Dog ikke som ellers ønsket i det nazistiske Tyskland. Det afslog forfatteren. I Finland blev det filmatiseret, og Forlaget Monde udgav det i bogform, og med så stor succes at bogen nåede at udkomme i tre oplag. At det var Monde, der stod for udgivelsen, var ingen tilfældighed, for Riddersalens forretningsfører, Børge Houmann, var også forretningsfører for forlaget.

På alle måder var komedien en revolution i dansk teaterliv. De lette og stiliserede dekorationer, som Abel havde tegnet, gav sig på ingen måde ud for at efterligne virkeligheden, ligesom personerne hverken i kostumer eller adfærd var realistiske, om end meget genkendelige. Viserne, der var skrevet af Sven Møller Kristensen, var ledsaget af moderne, jazzagtig musik komponeret af Bernhard Christensen og Hermann D. Koppel.

Historien om Larsen

Hovedpersonen i stykket hedder Larsen, og det navn er i eftertiden blevet betegnelsen på den helt almindelige, kommunefarvede mand, der løber rundt i sit hamsterhjul dag efter dag, og omkvædet i sangen om ham, at det sku’ vær’ så godt, og så’ det faktisk skidt, er blevet en fast vending.

Larsen er kontormand og tilhører således den ”lavere middelklasse”, hvor man ikke var fagligt organiseret men måtte kæmpe hver for sig for at leve op til egne og ikke mindst andres normer og idealer om, hvad der sig hør og bør. Men en dag hører Larsen en melodi, der sætter brus i ham. Han vil leve livet i stedet for at støve til på kontoret sammen med sløve kolleger og en tyrannisk chef. Han bliver kåd som et føl, og hans kæreste, Edith, er helt med på, at han skal sige sit arbejde op og ”blive sit eget livs direktør”, for til gengæld har hun fået en meget mere charmerende kæreste. Den mening deler svigerforældrene, eller rettere svigermoren, nu slet ikke, så de lokker med tilbud om sofaarrangement og økonomisk bistand, hvis de to unge gifter sig, og Larsen forbliver i sit gode job.

Den lidt vege Larsen falder til patten, men efter giftemålet udvikler han sig fra at være en sheik til at blive et trist skaffedyr. Da det bliver for meget for Edith, tager hun affære. Jagten går ind for at finde den livgivende melodi, så de kan komme ud af dagligstuen med tapeterne, der stopper porerne til med melklister.

Fra nu af vender bøtten, kvinden bliver den handlekraftige, og hun beordrer hele familien i gang med eftersøgningen, der går fra hittegodskontoret, præsten, døden og naturen for at ende hos et barn med et rødt sjippetorv, der leder Edith frem til melodien.

Genopsætningen

For første gang i 20 år og 70 år efter at komedien blev opført første gang, kan den nu opleves på Nørrebro Teater, og det store spørgsmål er selvfølgelig, om den holder, om den stadig kan forføre og er aktuel og vedkommende. Svaret er ja. Melodien er ikke blevet væk. Larsenerne er ikke en uddød race, og moralen om at man skal gøre oprør, hvis man bliver kuet, og at melodien bedst findes sammen med andre er stadig gyldig. Genopsætningen er lavet med respekt for forlægget, men med enkelte moderniseringer. Man kunne have ønsket sig, at den scene, hvor rampen mellem scenen og salen nedbrydes, fordi en arbejder blandt publikum begynder at brokke sig højlydt over instruktørens arbejde, havde været bibeholdt, men den forudsætter nok, at det er Knutzon, der blev skældt ud på, for at virke efter hensigten.

Skuespillerne gør det rigtig godt, og det er forfriskende at se en del ”nye” ansigter på scenen. Musikken er grundlæggende den originale, men også med en nænsom bearbejdning, og scenografien er enkel og fantasifuld med snurrige effekter i Abells ånd.
Det afsluttende indslag er nyt og meget stemningsfuldt og måske inspireret af Albert Lamorisses fortryllende børnefilm ”Den røde ballon” (1955) om en lille dreng, der på vej til skole møder en lidt drillevorn, rød ballon, som han bliver ven med. Den bliver hans ”melodi”, men han må kæmpe hårdt mod stivbenede voksne og væmmelige drenge for at beholde den.

Kjeld Abell:
Melodien, der blev væk
Instruktion Sara Cronberg
Nørrebro Teater indtil den 17. april