Skip to content

Når æren står på spil

Af Margit Andersen

I min barndom sagde man, når det gjaldt ens omdømme, at ”det skulle nødigt hedde sig”. I Pakistan siger man ”hvad vil folk sige”. Uanset sprogbrug så handler det om at bevare sit gode navn og rygte udadtil. Om det og det bagvedliggende har norsk-pakistanske Iram Haq lavet en stærk og veldrejet film, som man kan blive klogere af at se.

Den 16-årige Nisha lever et dobbeltliv i Oslo. Hjemme hos sin pakistanske familie er hun den artige datter, der til en vis grad indordner sig under dens kultur og traditioner, men uden for hjemmets fire vægge er hun ligeså norsk som sine kammerater og med på pjat, pjank og kæresterier. Det kører godt nok, indtil faderen en aften overrasker hende i en øm situation med en dreng i hendes værelse. Det var dumt gjort af hende, for sådan noget gør pakistanske piger ikke, og det rammer ikke kun hendes egen ære, men hele familiens.

Forældrene griber i deres nød til den udvej at sende hende hjem til familien i Pakistan og der finde en ægtemand til hende, men da hun er en viljestærk person, der ikke finder sig i hvad som helst, kommer det til at foregå som en dramatisk kidnapning.

I Pakistan er hun heller ikke just tilpasningsvillig, men der kommer dog lidt ro på, indtil hun bliver viklet ind i endnu en skandale, der næsten udvikler sig til en katastrofe, som kun undgås, fordi kærligheden er størst af alt, som Paulus skal have skrevet i et af sine breve. Nisha kommer tilbage til Oslo, men problemerne er ikke løste, og både far og datter erkender med sorg, at der kun er en mulig udvej.

Filmen, der delvist bygger på Iram Haqs egne oplevelser, er ikke fordømmende eller provokerende, men giver et nuanceret billede af, hvor problemfyldt det kan være at skulle tilpasse sig forskellige kulturer og traditioner. Forældrene vil jo kun det bedste for datteren, men deres idé om, hvad det er, er ikke den samme som hendes.

Rollen som Nisha er den kun 17-årige Maria Mozhdahs imponerende debut som filmskuespiller, og som faderen formår Adel Hussain at skabe en person, som man kan have svært ved at forstå, men alligevel fatter sympati for.

Hvad vil folk sige
Instruktion og manuskript Iram Haq

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk