NATO et militært monster

Udviklingen frem mod en varm krig i Europa

Af Harald Reppesgaard, næstformand NKP, redaktør af ugeavisen Friheten

Da Warszawa-pagten blev opløst efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev der indgået en aftale om, at NATO og USA ikke skulle benytte situationen til at opruste og etablere militære baser i de tidligere sovjetrepublikker og i Østeuropa. Den kolde krig var jo ovre – troede man.

Selvfølgelig strides Vestmagterne om denne aftale i dag, hvor NATO og USA mere end nogensinde opruster og omringer Rusland fra nord til vest og syd med militærbaser, krigsskibe og raketter. Under Putins regering med bedre økonomi har russerne fornyet deres flåde, flyvevåben og hæren betydeligt. Hvorfor? Fordi løfter fra NATO og USA er som skrift i sand. Verdens- opinionen skulle beroliges, mens høgene i Pentagon i ro kunne få lagt sine planer for at ekspandere økonomisk, politisk og militært. Allerede i Brezinsky’s tid som udenrigsminister i 1970-1980’rne blev imperialismens fremtid planlagt.

Nordens rolle

I de seneste år har USA og NATO gentagne gange både i ord og handling vist sin intension om at lægge beslag på og udvide sit militære nærvær i det, de refererer til som nordområderne: Arktis, Barentshavet, Norskehavet samt de baltiske lande.

Går vi tilbage til 2009 ser vi en tydelig politik fra NATOs side mod vor del af verden. I 2009 udstedte National Security Presidential Directive no. 66 med påstanden om at “USA har grundlæggende nationale sikkerhedsinteresser i Arktis.” De skal sikres med missilforsvar og tidlig varsling, som betyder udstationering af sø- og luftsystemer. De satser på strategisk afskrækning også ved maritim tilstedeværelse, og maritime sikkerhedsoperationer i nordområderne. Senere samme måned holdt NATO et todages seminar om nordområderne i Reykjavik, Island. I planlægningen af militariseringen af områderne i nord deltog NATO’s generalsekretær og øverste militære chefer.

NATO’s alarmerende og aggressive kampagne viser sig bl.a. i militærøvelsen Loyal Arrow 2009, der blev gennemført i Sverige og blev beskrevet af en stor amerikansk avis med: “NATO’s hurtige reaktionsstyrke … er på krigsstien i svensk Lapland”. De består af “Ti lande, 2000 tropper, en stribe hangarskibe og 50 jagerfly -. inklusive US Air Force F-15 Eagle … som deltager i krigsspillet i nærheden af de omstridte arktiske territorier”.

Nordkalotten

Norge har i flere år deltaget i NATOs kaprustning. I 2010 vedtog Stortinget at købe 55 højteknologiske kampfly fra USA til 50 milliarder kroner. Disse er ikke egnet til at patruljere, men er kun egnet til aktiv krigsførelse. Samtidig bestemte man, at der i Ølandet udenfor Trondheim, skulle bygges en for Europa vigtig militærflyveplads egnet til “out of area”-aktioner.

Men mere skete i NATOs nordlige spydspids mod Rusland. I 2014 ankom det 205 meter lange marinefartøj USNS PFC Dewayne T. Willliams til Trondheims fjorden, fyldt til randen med amerikanske kampvogne og landsætningsfartøjer beregnet til offensiv krigsførelse. Båden tilhører USA’s marine, og kom for at udskifte lastbiler og andet militært udstyr som er lagret i seks forskellige fjeldlagerhaller i Trøndelag, Norge.

Den 26. maj 2015 startede en af de største krigsøvelser med 100 jagerfly og 4000 soldater på Nordkalotten. Begrundelsen var, at de nordiske lande må øve sig på et forsvarsmæssigt samarbejde med jagerfly. Da russerne svarede med en stor militærøvelse i Sibirien, omtaltes det som en provokation mod os, for at befæste indtrykket af en aggressiv og angrebsvillig stormagt. “Arctic Challenge Exercise 2015” som har udgangspunkt i Bodø, i Finland og Sverige, har imidlertid fuld deltagelse fra NATO, med bl.a. USA, England, Tyskland og Frankrig, det “neutrale” Schweiz og Østrig, som også skal lære os om sine luftkamperfaringer.

Propagandaen

I forbindelse med NATOs topmøde i Warszawa den 8. juli 2016 beroligede forbundskansler Merkel Rusland med, at mødet ikke skulle være en provokation mod Rusland. Men en udstationering af 4000 soldater og forhåndslagring af militært materiel i Baltikum sker ikke bare for at markere NATOs solidaritet med Østeuropa.

Jens Stoltenberg, generalsekretær i NATO, har forsikret, at NATOs militære opbygning i Øst er af ren defensiv karakter og skyldes Ruslands enorme oprustning i de seneste år. NATO vil ikke deltage i et rustningskapløb, lød det.

Hvor dum tror man, at den europæiske befolkning er? Er tankerne om en egen EU hær ved siden af NATO et tegn på fred og forståelse? Menneskene i de europæiske lande bliver tabere, når enorme midler på ny skal pumpes ind i oprustning.

Propagandaen om russernes “enorme” oprustning er falsk. Kristian Berg Harpviken fra Prior – Peace Research Institute in Oslo – påpeger at disse påstande er grundløse. I sin tid havde Sovjetunionen ca. 80% af USA’s forsvarsbudget. I dag er forholdet 12% og sammenlignet med NATO 8%. England og Frankrig har sammen et større forsvarsbudget end Rusland.

Ruslands skepsis over for ”fredsduerne” i EU og NATO er forståelig. Er raketopstillinger i Polen og i Rumænien “defensive” våben? Påstanden om, at det skulle være et forsvar mod iranske raketangreb, er for længst afsløret efter atomaftalen mellem Iran og USA for to år siden. Er det så Nordkoreas nytårsraketter, som atommagterne England og Frankrig frygter?

Utroværdig påstand

Det er vanskeligt at tro påstanden om, at systemet udelukkende er rettet mod Nordkorea og Iran. Og om så var, hvorfor da klistre raketbaserne og radaranlæggene så tæt som muligt op mod Ruslands grænser? Desuden har hverken Nordkoreas eller Irans atomraketter en sådan rækkevidde.

Aftalen med Iran satte en stopper for det iranske atomprogram og underkastede landet et strengt kontrolregime. Russerne kan også henvise til, at de foreslog et samarbejde om et muligt raketforsvar og dermed en bedre placering nærmere på de påståede trusselstater. Det blev blankt afvist af USA.

En talsmand for Kreml, Dmitri Peskov, siger i en udtalelse at russiske eksperter er overbevist om at raketforsvaret er en trussel mod Ruslands sikkerhed. Dette er en realitet, man må forholde sig til, hvad enten det er sandt eller ej. Der kommer modforanstaltninger, og spørgsmålet er bare hvilke. Russerne mener raketforsvaret er et brud på den såkaldte INF-aftale fra 1987, som forbyder placering af kernefysiske kort- og mellemdistanceraketter i Europa. Skulle russerne vælge at opsige denne aftale, vil vi få en meget farlig og ustabil situation.

Trusselsbilleder

Udbygningen af et raketskjold i Rumænien og Polen er mere end problematisk. Den russiske reaktion har været skarp. Præsident Vladimir Putin siger at Rusland ikke vil lade sig narre af påstande om, at systemet udelukkende er defensivt, men at det drejer sig om at fremskyde USA’s kernefysiske kapacitet til Østeuropa. Putin lover “et adækvat svar”, selvom NATO forsikrer, at det udelukkende drejer sig om et forsvar mod raketter fra Nordkorea og Iran. Men så længe dette ikke bliver troet i Moskva, må man regne med tiltag for at imødegå systemerne. Det vil sige flere atomvåben. En fare er også, at mellemdistanceraketterne kan blive placeret i den russiske enklave Kaliningrad ved Østersøen.

Meningen er, at vi skal opfatte NATO som en udelukkende defensiv forsvarsalliance, som ikke truer nogen, men bare vil det bedste for alle. Sådan oplever Russerne det ikke. Set fra Moskva fremtoner NATO som en aggressiv spydspids for USA’s globale ambitioner. Efter bombekrigen mod Serbien, interventionen i Kosovo, deltagelse fra NATO-lande i krigene i Afghanistan, Irak og Libyen, er fremstillingen af NATO som bare en defensiv alliance meget lidt troværdig i lande som føler sig truet – enten med rette eller urette.

Realiteten er, at man må forholde sig til, hvordan trusselsbilledet opfattes af modparten, fordi det er ud fra dette, at modforanstaltninger bliver truffet. Dagens sikkerhedspolitiske diskussion i NATO giver indtryk af, at øgede forsvarsbudgetter og flere våben er eneste svar på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som jo er betydelige. Men våbenkapløb bliver hurtigt en ond spiral, som aldrig slutter. Hvis den da ikke slutter med krig.

NATO’s oprustningsplan

Forsvarsministermødet i NATO vedtog den 26.6.2015 en storstilet oprustningsplan mod Ruslands grænser.

NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, op-summerede beslutningerne sådan:

1. Yderligere styrkelse og øgning af kapaciteten i NATO’s Response Force, inklusive flyvevåben, marine og specialstyrker. Styrkerne øges fra 13.000 til 40.000 soldater.
2. Tiltag for at kunne træffe hurtigere politiske og militære beslutninger.
3. Oprettelse af seks mindre hovedkvarterer i Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen og Rumænien.
4. Oprettelsen af et nyt stående Joint Logistics Headquarter.

Stoltenberg: “Dette vil sætte os i stand til at rykke hurtigere frem i terrænet med de nødvendige forsyninger, udstyr og køretøjer.”

Blandt tiltagene er at tilrettelægge udstationeringen af den nye Very High Readiness Joint Task Force (VJTF) med 5000 soldater, som skal være klar til at mobilisere mod Rusland på to dage. Stoltenberg sagde, at dette var vigtigt, fordi det ville give øverstkommanderende magt til at “igangsætte, tilrettelægge og forberede vores styrker til at komme i gang”.

Farlig rustningsspiral

Efter mødet mellem John Kerry, Sergeij Lavrov og Vladimir Putin i Sochi så det ud til, at USA kunne være villig til at dæmpe aggressionen mod Rusland. Men efter NATO-mødet er det NATOs krigstrommer, vi hører mest til. James Carden, som er kommentator i The American Conservative, The National Interest og The Nation, har beskrevet vedtagelserne således:

NATO’s forsvarsministres møde i Bryssel i denne uge susede over hals og hoved ind i en ny og potentielt mere farlig kold krig mod Rusland, ved at træffe beslutninger uden fortilfælde med beslutningen om at stationere militære styrker og materiel direkte op mod Ruslands grænse mod vest. NATO’s beslutning, som ikke har noget historisk fortilfælde selv under den sidste kolde krig, vil kun tjene til en højspændt situation i forhold til Rusland, og kan meget vel blive en katalysator til endnu mere vold i de udbryderregioner der er i det østlige Ukraine. Og så har begivenhederne i denne uge slukket ethvert glimt af håb om John Kerry’s diplomatiske forhandling med Rusland i Sochi i maj måned.

Carden er køligt vurderende, så når han udtaler, at dette er en værre optrapning end hvad vi så under den kolde krig, er det en alvorlig advarsel, der tvinger Rusland til at optrappe på sin side, og at det kan blive begyndelsen til en ny rustningsspiral med indbyggede farer som f.eks. at:

• En krig kan blive udløst ved en tilfældighed og kamphandlingerne kan udløse brug af taktiske kernevåben.
• Både Rusland og USA har en militærdoktrin, som forudsætter, at konventionelt angreb kan blive mødt med et kernefysisk modangreb.
• Disse systemer har en kort varslingstid. I løbet af varslingstiden må beslutningstageren tolke truslen og afgøre, om der skal gives et kernefysisk svar. Jo tættere NATO står op mod Ruslands grænser, des kortere tid bliver der til at træffe en beslutning, og des større bliver faren for at udløse en atomkrig ved et fejlgreb.

Hvem startde?

Igen diskuteres det, hvem der egentlig startede. Var det Rusland med sin “brutale” annektering af Krim? Det skete jo efter en folkeafstemning, og helt uden krigshandlinger.

De krigshandlinger, vi ser på som brutale, blev startet af USA/CIA finansierede højreekstreme militsgrupper. Rusland har hjulpet et stort antal russere i Ukraine, som blev udsat for overgreb fra de USA/EU støttede korrupte magthavere i Kiev. Da NATO intervenerede, og Kosovo albanerne erklærede Kosovo som selvstændig stat udenfor al folkeret, blev det støttet af NATO og vore nordiske medlemslande.

Vestens ukritiske støtte til statskuppet i Ukraine, fulgt op med spekulationer om et muligt ukrainsk medlemskab af NATO, var et mareridt for enhver russisk militær planlægger. Muligheden for at NATO-skibe kunne overtage den strategisk uhyre vigtige marinebase i Sevastopol på Krim, var sandsynligvis en meget stærk medvirkende årsag til den russiske støtte til det russiske flertal på Krim.

Fred eller undergang

Vores erfaringer med NATOs “forsvarspolitik” er, at det er en ren krigspolitik rettet mod stater, de vil have skal gå i opløsning, og som skal tjene til at verdens kapitalkræfter kan få adgang til råstoffer og markeder. Stater som aldrig har truet NATO-landenes sikkerhed er systematisk blevet overfaldet og invaderet af dette militærmonster. Denne politik kaldes “kamp mod terror”. En terror NATO selv har bidraget stærkt til at skabe.

Den sidste hilsen fra fredsprismodtageren Obama på NATO-mødet den 9. juli i år var, at han uanset hvad, ville stå solidarisk med Europa. Han hilste udstationeringen af raketter og stående styrker i øst mod Rusland velkommen.

Det passer jo med hans hovedbudskab da han fik Nobels fredspris i 2009: Vil du have fred, må du ville krig. Det samme sagde romerne for 2000 år siden. Som det dekadente Romerrige vil det imperialistiske USA, som det er i dag, også gå til grunde. Den spænding som råder mellem EU/NATO/USA og Rusland er allerede dramatisk, med et voldsomt våbenkapløb fra begge sider.