skip to Main Content

Annonce fra 1972

»Nødderne knækker vi stadig selv«

Af Kim Holm

EU’s rolle for overenskomster, arbejdsmiljø og arbejdsmarkedet har ændret sig siden den danske folkeafstemning i 1972, hvor det drejede sig om at tilslutte sig et europæisk fællesmarked. Det skulle dreje sig om, at told og nationale bestemmelser ikke ville forhindre, at varer var tilgængelige for hele Europa.

Allerede da Kul- og Stålunionen blev oprettet i 1956, lagde kapitalen et mål for et totalt frit liberalistisk Europa. Der skulle skabes Europas Forenede Stater, men på en sådan måde, at befolkningerne ikke opdagede det.

Det lykkedes ikke helt. Da EF’s politikere prøvede at få gennemført en forfatning for Europa, og i deres egen naivitet sendte forslaget til folkeafstemninger (kun nogle enkelte landes befolkninger, blev spurgt), endte det med, at de spurgte befolkninger sagde NEJ.

Lissabon-traktaten

Nu er et nej ikke et nej for politikernes ide om Europas Forenede Stater. Som alternativ blev der derfor oprettet en traktat: Lissabon-traktaten. Her blev befolkningerne ikke spurgt. Grundstenene er det indre marked – de såkaldte 4 friheder: kapitalens frie bevægelighed, retten til at tilbyde serviceydelser i alle lande, at etablere sig i alle EU’s medlemslande og ikke mindst arbejdskraftens frie bevægelighed.

De har alle påvirket arbejdsmarkedet og de enkelte landes velfærdsystemer.

Kapitalens eldorado

Der flyttes kapital til de lande, hvor skatten er lavest  (eksempelvis Luxemburg, hvor formanden for EU-kommissionen tidligere var minister). Virksomheder flytter arbejdspladser fra et EU-land til et andet, fordi arbejdskraften er ”billigere”, samtidig med at etableringen støttes økonomisk fra EU. Det kaldes egnsudviklingsstøtte. (Som eksempel kan nævnes LEGO, GRUNDFOSS og DANFOSS.)

Serviceydelser, både i det private og i det offentlige, tilbydes i større og større grad til grænseoverskridende firmaer. Der skal gøres rent, både på hoteller og på sygehusene. Der skal passes børn, der skal læres, og der skal drages omsorg for de ældre. Det er serviceydelser, og der skal være mulighed for at tjene profit. Og ikke mindst mulighed for arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor de arbejdsløse skal søge hen, hvor der er arbejde.

Fagbevægelsens kampe

Nu har EU aldrig været homogen. Forskellene fra nord til syd, fra øst til vest er store.

EU-domstolens afgørelser har gjort det helt klart, at de 4 ”friheder” og det indre marked er EU’s ”forfatning”. Samtidig har den europæiske fagbevægelse med den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS, krævet, at EU-traktaten får tilføjet en Social Protokol.

Allerede i 2007 blev det krævet, at EU-traktaten skal have en juridisk bindende social protokol. Den sociale protokol er fire korte paragraffer, som slår fast, at de faglige rettigheder aldrig må underordnes de ”frie” rettigheder i det indre marked. Opstår der konflikter, så er det altid de faglige rettig-heder, der skal have forrang.

Social dumping

Fagbevægelsens muligheder for at kunne forsvare vundne rettigheder og kæmpe for fremskidt skal ikke kunne forhindres af EU’s indre marked. Den frie bevægelighed for arbejdskraften skal ikke bruges til at omgå nationale regler og overenskomster eller bruges til social dumping.

Så længe Danmark er medlem af EU, er det nødvendigt at bekæmpe EU’s indblanding i vore overenskomster, arbejdsmiljø og arbejdsmarkedsforhold og især den sociale dumping, der finder sted.

En af mulighederne er, at der tilføjes en social protokol til Lisabon-traktaten. Det er dog ikke lykkedes at komme igennem med det endnu.

Back To Top