Økonomi

Af Bo Møller

Udbudsøkonomi

Denne meget ’økonomagtige’ overskrift dækker over den økonomiske filosofi, der i årevis har præget borgerlige økonomer og politikere. Kort fortalt går den ud på, at det er vigtigt at øge udbuddet af arbejdskraft for at sætte gang i væksten. Er der ledig arbejdskraft, så vil det efter denne ’teori’ blive omsat til en større beskæftigelse og produktion.

Med denne teori som begrundelse har politikere fra de borgerlige og Socialdemokratiet gennemført den ene ’reform’ efter den anden, der skulle øge arbejdsudbuddet: Forringelser af efterlønnen, af arbejdsløshedsdagpengene, af reglerne om fleksjob, folke- og førtidspension og SU, kombineret med skattelettelser finansieret af en udhuling af velfærdsydelserne. Tanken er, at forringer man forholdene for de, der modtager overførselsydelser, så skal de nok finde sig et arbejde. Forklaringen på, at der skulle være en sådan sammenhæng, omtales sjældent, men den eneste mulige og ædruelige forklaring er, at jo større arbejdsudbud, altså jo flere arbejdsløse, des sværere er det for arbejderne at tilkæmpe sig ordentlige lønninger. Lave lønninger medfører større profit, og profitten kan i følge denne teori så omsættes i flere arbejdspladser.

Selv borgerlige kan blive klogere

I slutningen af 2016 kom der så et ret forfriskende indslag i debatten fra 2 ellers gode borgerlige økonomer, der ofte har været anvendt af diverse regeringer til at foreslå nedskæringer og forringelser, nemlig Nina Smith og Peder J. Pedersen fra Aarhus Universitet. Det er nu ikke fordi deres tanker, der blev flittigt refereret i bl.a. TV og adskillige dagblade, er synderligt revolutionerende, men de viste dog en form for fornuftig omtanke. De 2 økonomer slår således fast, at det nok ikke via nye nedskæringsreformer er muligt at øge arbejdskraftudbuddet væsentligt og dermed produktionen. De, der stadig er på overførselsindkomst, er det i langt overvejende grad, fordi de faktisk ikke kan arbejde. De kan være syge, på barsel eller lide af det ene eller det andet problem. I stedet peger økonomerne på bl.a. opkvalificering af arbejdskraften – altså uddannelse og efteruddannelse. Netop på dette område støder deres nye tanker ind i regeringens forsøg på at skære yderligere i uddannelserne – såvel i bevillingerne til uddannelsesinstitutionerne som til uddannelsesloft, SU og forskning.

Alligevel ikke meget nyt

Selv om de 2 borgerlige økonomer har tænkt lidt nyt i forhold til de fleste af deres borgerlige kollegaer, så bryder de ikke med ideen om, at et større udbud af arbejdskraft i sig selv giver øget beskæftigelse og produktion. De mener stadig, at f.eks. en forhøjelse af pensionsalderen kan styrke væksten. Mere progressive økonomer og nærværende blad har altid afvist udbudsøkonomien. Det er ikke pisk af arbejdsløse, syge, nedslidte og gamle, der kan sætte fut i beskæftigelsen. Og ser vi os omkring, så er det da også klart, at de mange nedskæringsreformer, der er blevet gennemført i de senere år, ikke har skabt nye reelle arbejdspladser. At antallet af beskæftigede i de senere år er vokset skyldes hovedsagelig, at importen af billig østeuropæisk arbejdskraft er eksploderet.

Der mangler arbejdstilbud

Som Karl Marx slog fast, så afhænger størrelsen af et samfunds produktion af, at produktionen kan afsættes. Er lønningerne og overførselsindkomsterne for lave, så har man ikke råd til at købe en øget produktion, og så bliver den ikke til noget. Det er altså ikke ved en udvidelse af udbuddet af arbejdskraft, at vi kan komme ud af den økonomiske krise, som vi trods mange påstande om det modsatte stadig befinder os i. Det er derimod en øget efterspørgsel efter produktionsresultaterne, der skal skabes. Det kan ske gennem større offentligt forbrug, og det kan ske ved at fagbevægelsen ved de kommende overenskomster får tilkæmpet sig nogle habile lønstigninger!