Cubablokaden

Ophæv blokaden mod Cuba

Redskabet er her nu

Af Inge Høgh

Et velkomment redskab har set dagens lys, nemlig den bog som Dansk Cubansk Forening har udgivet om den 50 årige blokade mod Cuba. Lige hvad vi skal bruge i diskussionerne om, hvorfor denne blokade skal ophæves, og hvorfor solidaritetsorganisationerne har sat kampen for ophævelse af blokaden øverst på listen over aktiviteter. Tilknyttet denne kamp er, at Guantánamobasens område gives tilbage til Cuba.

17. december 2014 blev en skelsættende dag. De sidste tre af de fem antiterrorister blev løsladt fra fængsler i USA og returnerede til deres hjemland, Cuba. Samtidig blev det offentliggjort, at der nu var kommet forhandlinger i gang mellem Cuba og USA om normalisering af forholdene og ophævelse af den mere end 50-årige blokade mod Cuba.

Begejstringen ville ingen ende tage, og det samme med gætterierne om hvad disse forhandlinger så vil komme til at betyde, ikke mindst for Cuba? Giver de nu afkald på deres socialisme? Vil der nu komme McDonalds i Havanna? Cuba igen som en USA-lydstat? Ja og mange andre spekulationer. Med de få oplysninger vi får fra den danske presse, kan det se ud som om alt nu er godt og at blokaden er slut. Men det er ikke tilfældet. Noget er blødt op, andet er strammet yderligere.

I bogen fra Dansk Cubansk forening: Cuba USA 50 års blokade kan man blive klog på hvorfor blokaden stadig ikke er ophævet, og hvorfor Cuba aldrig vil opgive det der er vundet indtil nu, nemlig socialisme. Ligeledes hvorfor McDonalds aldrig kommer til Cuba, hvorfor USAs besættelse af området ved Guantánamo, også kaldet basen, skal opgives og gives tilbage til cubanerne. Et must at læse dette glimrende dokument i form af en bog, i forsvaret for og i solidariteten med Cuba.

Køb bogen for 120 kr. hos: Dansk Cubansk Forening. Casa Latinoamericana,
Høffdingsvej 10
2500 Valby

Hjemmeside: Cubavenner.dk  
post@cubavenner.dk