Skip to content

Oprør i Hamburg

Vi er mange! Vi råber højt! Verden vil høre os

Den 1. december overtog Tyskland formandskabet for sammenslutningen af verdens 20 rigeste lande, den såkaldte G20-gruppe. Disse landes regerings- eller statsledere mødes i juli til topmøde i Hamburg.

Talrige initiativer, politiske grupper, partier og -bevægelser forbereder nu et stort anti-topmøde i Hamburg. Følgende appel er udsendt med opfordring til at organisere deltagelse.

Vi vil høres

I juli i år er der G20-topmøde i Hamburg. Deltagerne er de 20 mest magtfulde ledere i en uro- og kriseplaget verden samt alverdens medier.

Men det er ikke kun de magtfulde og stærke, der vil være til stede. Vi vil sørge for, at også røster fra de mange forskellige kampe rundt omkring på kloden får taletid: røster, der taler imod social uretfærdighed, nedskæringer og udbytning; imod krig og menneskeskabt miljø-ødelæggelse; røster, der taler for solidaritet, andre valgmuligheder og visioner.

Vi ved, at vi kan gøre vore stemmer hørt, hvis vi taler højt og tydeligt. WTO-protesterne i Seattle i 1999, de internationale marcher mod golfkrigen, demonstrationerne på pladser i Madrid, Istanbul, New York og Lagos, Blockupy 2015 i Frankfurt og de globale kvindemarcher er beviset for det.

Vores egen dagsorden

G20-landene vil prøve at løse cirklens kvadratur og beskytte deres globale herredømme mod dets egen indbyggede selvdestruktion. De vil også prøve at nyordne hele verden, så den kommer til at tjene de riges og magtfuldes interesser. Derfor vil vi, som i vores mange forskellige skikkelser og former udgør den levende modstandsbevægelse, også være i Hamburg.

Lad dem bare sætte deres globale dagsorden – så sætter vi vores egen. Lad dem diskutere deres kapitalistiske udvikling – så vil vi højlydt protestere mod udbytningen af arbejderne og ødelæggelsen af naturen for profittens skyld og kræve ligeret og ligestilling mellem kønnene.

Lad dem snakke om ”flygtningekrisen” – så vil vi tale for åbne grænser og imod racisme og kaste lys over, hvordan der systematisk skabes fattigdom og krige, som tvinger millioner af mennesker på vandring. Lad dem bare tale om frihandelsaftaler – så vil vi hæve røsten, forlange gennemsigtighed og tale for politisk, kulturel og fødevaremæssig selvbestemmelse og imod G20-landenes (post-)imperialistiske behandling af den sydlige halvkugle.

Lad dem tale om ”krig mod terror” og ”sammenstød mellem kulturer” – så vil vi råbe på fred og protestere mod deres krigsmageri og tortur, deres frygtskabelse og islamofobi. Deres bestræbelser for at splitte os og dermed selv kunne herske for evigt vil vi imødegå med kreativ protest og hård modstand.

Deres rivalisering

Ingen af os mener, at verden er let at forklare. Men vi er fast besluttet på at gå imod alle disse politikere, som hævder, at de bedst ved, hvad der gavner deres lande og verden.

Tilsyneladende har nye politiske skikkelser taget fat på samfundsproblemerne, de sociale følger af årtiers neoliberale verdensorden. Men vi ved, at de med deres bestræbelser på at holde os splittet presser os ud i rivalisering og had mod vores brødre og søstre på den anden side af grænser, vi ikke har trukket, og til sidst ud i beskidte krige, vi ikke har villet.

Vi kender deres planer, og vi vil ikke lade det gå sådan. Vi lader os ikke bondefange til at gøre de svageste i vores verden til syndebukke i den falske forhåbning, at det vil mindske elendigheden i vort eget daglige liv.

Mod deres rivalisering står vi solidarisk sammen. Mod deres udbytning og ekspropriation af selv den luft, vi indånder, sætter vi samarbejde mellem frie mennesker og fri brugsret til de fælles ressourcer. I stedet for deres krige vælger vi søster- og broderskab, frihed og lighed.

Vores solidaritet

Vi ser protesterne mod G20-topmødet som en mulighed for at sende verden et stærkt signal om, at vi er de mange, og at vi tror på globale alternativer: alternativer uden for og i modsætning til neoliberal globalisering, nationalisme og enevælde. Vi tror på globalisering af retfærdighed og menneskerettigheder for alle, og vi afviser alle G20-topmødets nationalistiske og fremmedfjendske ”løsninger”, som strider mod vores vision om en retfærdig verden – en verden forenet i solidaritet.

Anti-topmødet, lejren, det tværnationale stormøde med titusinder af deltagere i Hamburg og masseaktionerne med civil ulydighed vil give os lejlighed til at mødes og diskutere og dele vore visioner, idéer og strategier for en verden med frihed, lighed og solidaritet.

I 2017 står Bastillen i Hamburg

Den tætpakkede uge, hvor vi viser global solidaritet mod G20, vil give os mange muligheder for at fortælle om den anderledes verden og vor overbevisning om, at den er mulig.

Ved ”Topmødet for Global Solidaritet” (5. og 6. juli), i den åbne lejr (2.-8. juli), under masseaktionerne med civil ulydighed på den officielle topmødedag (7. juli) og ved den vidtfavnende, livlige og farverige demonstration i byens centrum (8. juli) vil vi organisere og fejre protesten mod G20 – vi vil fylde Hamburgs pladser og gader, diskutere og råbe op!

Lad os forvandle G20-topmødet til et ægte anti-topmøde for de mange – for denne verdens ulydige.

Vi ses i Hamburg!

-bom

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk