Oslo på godt og ondt

Af Margit Andersen

Lars Saabye Christensen elsker Oslo på godt og ondt, især kvarteret Fagerborg, hvor den sociale modernisme begyndte med nybyggede etageejendomme med lejligheder, der var udstyret med alskens nymodens installationer. Denne bydel er den geografiske hovedperson i ”Byens spor”, der spænder over tiden fra 1947 til 1951. Sådan da, for i prologen er vi i 1957, og vi mangler altså viden om den mellemliggende tid, men den skal vi nok få, for forfatteren har lovet, at værket skal blive til en triologi.

Som det hører sig til i kollektivromaner, er personerne nogle af dem, der lever i kvarteret: handlende, lærere, lægen og især beboerne på Kirkeveien 127. Det er Ewald og Maj Kristoffersen og deres søn Jesper og enkefru Vik, der er misundelsesværdig, fordi hun har telefon. Glemmes må ikke Fagerborgs afdeling af Norsk Røde Kors, hvis detaljerede mødereferater afspejler tiden, hvor privat godgørenhed, formidlet af kvinder fra det bedre borgerskab, var af stor betydning for mennesker i økonomisk nød.

Disse kvinder var hjemmegående husmødre, og de gjorde et stort, frivilligt arbejde, som vi i dag kan smile lidt nedladende af, men som ikke desto mindre var udtryk for en form for solidaritets-følelse med andre i samfundet. Samme solidaritet ses i de indbyrdes relationer mellem personerne. Man kan skændes med og rakke ned på hinanden, men man kommer hinanden ved.

I skildringen af dette er romanen politisk, men den er også i høj grad en psykologisk beskrivelse af, hvor svært vi ofte har det med hinanden, og hvor lidt vi kender selv vore nærmeste. Tanker er som bekendt toldfri, og det er så nemt af misforstå både gode og dårlige hensigter.

Sådan er det også med vores venner, for det bliver de, på Kirkeveien. Ewald er f.eks. en mand med en meget let gang på jorden, sine venners ven, der aldrig er bleg for at give en omgang på værtshuset og altid med en kvik replik parat, men som romanen skrider frem, viser der sig helt andre sider af ham. Og sønnen Jesper er så vanskelig at greje for forældrene, at de søger lægehjælp. Konklusionen er, at drengen er sund og rask, men bare følsom. Med vores viden i dag behøver man ikke at være psykolog for at finde ud af, at han lider af en form for autisme, men diagnosen var ikke opfundet den gang, og forældrene plages af dårlig samvittighed over deres uformåenhed, selv om de gør deres bedste og lidt til.

Sværere er det at diagnosticere fru Viks nye mand. Meget tyder på, at han, som hans stedsøn fra et tidligere ægteskab siger, er en egoist, der tager en bid af et menneske og så lægger det fra sig, så det ligesom et æble nedbrydes og rådner.

Vi venter spændt på det næste bind, ikke blot for at få mere at vide om hr. Hall og grunden til hans tidligere kones deroute fra berømt skuespiller til næsten glemt alkoholiker, og om hvorfor den følsomme, musikalske Jesper beslutter sig for at tage til søs, men fordi Saabye Christensen er så god til at give krop og sjæl til sine personer og deres tid og diskret forbinde den med vores. Han hører til i toppen af det nordiske forfattertræ.

Byens Spor af Lars Saabye Christensen.
Oversat af Ellen Boen. Forlaget Grif. 443 sider. 300 kroner.