Overenskomst 2017 deler vandene

Af Brian Olsen

Optakten til overenskomstforhandlingerne sidste år så lovende ud. Rekordhøje overskud for virksomhederne blev med stolthed proklameret i snart sagt alle medier.

Derfor var det en selvfølge, at arbejderne under LO forbundene på det private arbejdsmarked havde en forventning om, at arbejderne og fagbevægelsen skulle sætte dagsordenen for overenskomstkravene og udfaldet af forhandlingerne om OK 17.

Et sygt arbejdsmarked

Kravene, der var rejst, tager allesammen udgangspunkt i den situation, arbejdsmarkedet befinder sig i: et meget sygt arbejdsmarked. For virkeligheden er den, at vi på det danske arbejdsmarked er udsat for et vanvittigt højt opskruet arbejdstempo, som fører til en stadig tidligere nedslidning.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er nedslidningen så massiv, at hver 4. af 3F’s medlemmer har forladt arbejdsmarkedet eller er døde, inden de fylder 60 år. 3,7 pct. af danske arbejdere sygemelder sig hver dag, og over en tredjedel af det samlede sygefravær varer over 30 dage, viser undersøgelser fra Videncenter for Arbejdsmiljø. Det koster samfundet dyrt, at arbejdere giver op og sygemelder sig i dage, måneder eller for bestandigt.

Det er skræmmende, at det kapitalistiske system har skabt et arbejdsmarked, hvor arbejderne i snart sagt alle brancher knækker under et umenneskeligt pres.

Samtidig står tusindvis af jobparate uden for arbejdsmarkedet. Selv arbejdere med gode uddannelser, erhvervserfaring og utallige afsendte jobansøgninger kan have endog meget svært ved at finde fast arbejde. Ledige, der kommer i arbejde, vil give positive dynamiske følge-effekter i form af færre udgifter til offentlig forsørgelse, stress og sygdom.

Kortere arbejdstid

Nedslidning og ikke mindst angst og depression er et barn af det kapitalistiske systems indbyggede konkurrencestat. Det er arbejdernes og menneskenes reaktion på et sygt samfund, hvor deres værdi er lig med deres nytteværdi for det kapitalistiske system og dets profithunger, og hvor selv fritiden skal bruges til at optimere den daglige ydeevne.

Derfor har kravet om 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, ikke mindst blandt bygningsarbejdere, været et af de krav, som vandt gehør rigtig mange steder. Det gælder også blandt hjemmehjælpere, SOSU’er, sygeplejersker, ja over alt i plejesektoren, sundhedsvæsenet, pædagoger, skolelærere, tjenere m.fl. Den danske model skal ikke ødelægge arbejderne totalt, inden de når pensionsalderen.

Presset på og forringelserne af løn- og ansættelsesforhold på det danske arbejdsmarked (social dumping) var der også forventninger til, at der ville blive dæmmet op for. Blandt andet gennem en væsentlig forhøjelse af mindstelønnen, så vore udenlandske kolleger ikke kan tvinges til at agere løntrykkere inden for overenskomstens rammer.

Forhandlerne contra medlemmerne

Hvad kom der så ud af overenskomstforhandlingerne? 6 kr. på mindstelønnen over overenskomstperioden på 3 år dvs. 2 kr. om året. I stedet for en 30 timers arbejdsuge får vi nu udsigt til en 42 timers arbejdsuge med protokollat 41, som betyder, at virksomheden kan – hvis der ikke opnås enighed lokalt – diktere systematisk overarbejde i op til 5 timer om ugen, 1 time pr. dag. Afspadsering skal foregå inden for 12 måneder, når det i øvrigt passer ind i virksomhedens tarv.

60% af det største fagforbunds afgivne stemmer stemte nej. 77% af byggegruppens afgivne stemmer stemte nej. 63% af de afgivne stemmer i Transportgruppen stemte nej. 51% af de afgivne stemmer i Industrigruppen stemte nej.

De såkaldt faglige ledere og faglige forhandlere, der har anbefalet et ja, er derfor ikke repræsentative for hverken 3Fs byggegruppes, transportgruppens eller industrigruppens medlemmer. Derfor opfordres de til at trække sig fra deres poster.

Afstemningsreglerne

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, forklarer sammenkædningsreglerne for afstemninger om overenskomstforligene som regler, der egentlig inviterer til bunkebryllup. Du bliver en del af et tvangsægteskab, fordi du har afstemning sammen med nogen, du ikke har at gøre med til dagligt. Det er der naturligvis utilfredshed med.

De, der skal have respekt for en overenskomst, skal have mulighed for at tage stilling til den selv. Men det har de jo ikke, når de bliver bunket sammen med andre. Hvis medlemmerne ikke føler de har indflydelse og tro på at tingene kan ændres, falder det hele fra hinanden. Det er paradoksalt, at arbejderne nu skal aftale sig ud af overenskomstens ulyksaligheder. Heldigvis er der arbejdskøbere, der heller ikke kan se det fornuftige i at trække systematisk overarbejde ned over hovedet på arbejderne.

Stor ros fra Kommunistisk Parti i Danmarks faglige udvalg til initiativtagerne til den landsomfattende nej-kampagne på tværs af alle fag. Specielt fordi alle kræfter nu lægges ind på at holde momentum, blandt andet ved at stemmetallene meldes bredt og konstant ud, så det gøres synligt, hvilke brancher der har stem nej. Fokus fastholdes på, at der er stemt massivt nej til en 42 timers arbejdsuge, og på at man vil stemme om egne overenskomster.