skip to Main Content

På sporet af fortiden

Af Margit Andersen

Efter at de sefardiske jøder havde levet fredeligt sammen med muslimer og kristne på den iberiske halvø i 700 år, ændrede forholdene sig, da de kristne fik magten og inkvisitionen tog fat, og i 1492 blev alle jøder fordrevet fra halvøen. 

De spredte sig derpå ud i Europa, men en stor del samledes i Thessaloniki. På det tidspunkt hørte byen til det osmanniske rige, og også her kunne jøderne leve frit, bare de betalte skat. De sefardiske jøder dannede deres eget samfund i samfundet og bevarede deres sprog, ladino, der er en slags middelalderspansk blandet med gloser fra andre sprog. 

I det hele taget fortsatte de med at leve ”på spansk”, og det var et lukket samfund med fordomme og intolerance over for andre. De følte sig hævet over andre jøder, og det betød for eksempel udstødelse af familien og samfundet, hvis man giftede sig med en jøde udefra, for slet ikke at tale om en ikke-jøde.

Under den anden verdenskrig begyndte nazisternes udryddelse af byens jøder med de døde. Deres kirkegård blev ryddet og gravstenene brugt til byggemateriale og belægning af fortove og pladser. I 1943 var der 60.000 jøder i byen, som alle blev sendt til Auschwitz. 

Denne del af europæisk historie er baggrunden for Elizabeth Åsbrinks dokumentariske slægtsroman, hvori hun forsker i den fortid, der skulle komme til at præge familien helt frem til hendes mormor, mor og hende selv. 

Mormor Rita møder vi i London en dag i 1949. Dagen før var hun blevet gift med Vidal efter at have været gemt væk i et forstadshus med deres to døtre i 20 år. Vidal er sefardisk jøde og rejste med sin familie fra Thessaloniki til England længe før krigen. Rita er også indvandrer, men ikke jøde. Hendes forældre udvandrede fra Tyskland på grund af fattigdom, skulle have været til USA, men endte i London. Vidals mor ville ikke have accepteret hans ægteskab med en ikke-jødisk kvinde, så derfor følte han sig nødsaget til at vente med det, til hun var død. 

Det har gjort Rita til en bitter kvinde, og den bitterhed, hemmelighederne, tabuordet ”jøde”, for det er farligt, og en far der er en fremmed, der besøger dem i weekenden, sætter sit præg på datteren Sally. Hun flytter til Sverige med denne tunge bagage og bliver gift med Györgi, der er en ungarsk jøde, der undslap nazisterne, men flygtede i 1956. Med ham får Sally tre døtre, men ægteskabet holder ikke. 

Hun er ikke nem med sine humørskift og depressioner, og manden flytter med to af døtrene. Tilbage er Kathe-rine, som må indrette sig efter morens luner og tælle hendes sovepiller. Dæmonerne er fulgt med til tredje led.

I 2018 går Katherine, der er forfatterens andet jeg, i gang med at udforske fami-liens historie for at finde ud af, hvad der har været med til at gøre hende til den hun er, og det fører hende vidt omkring historisk og geografisk. 

Hun er journalist, og bogen er i det store og hele velskrevet, fængslende og oplysende, men desværre er der passager, hvor forfatteren stiler højere og vil være finlitterær, hvad der giver sig udslag i et overlæsset sprog, der kan virke trættende.

Elizabeth Åsbrink: Forladtheden. Oversat af Juliane Wammen. Forlaget Gutkind. 320 sider. 300 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk