skip to Main Content

Pinlig rapport om Danmark

Korruptionspoliti kritiserer dansk offentlighedslov og partistøtte

Europarådets korruptionspoliti retter i flere rapporter kritik af Danmark, som ikke følger anbefalinger. 

Kritikken blev rejst for ti år siden. Og alligevel er der fortsat store problemer med de danske regler for partistøtte, påpeger Europarådets korruptionspoliti, Greco, i en frisk statusrapport. De første Greco-krav om kontrol og åbenhed kom i 2010, og Danmark ligger i bund med at gøre noget ved det.

Onsdag udsendte Greco endnu en evaluering med en anden rapport, der igen sætter fokus på, at Danmark mangler forebyggende foranstaltninger til at forhindre korruption blandt ministre og særlige rådgivere. 

Offentlighedsloven skal revideres

Desuden anbefaler anti-korruptionsenheden, at offentlighedsloven revideres. Undtagelser for adgang til dokumenter bør fjernes, siger Greco. 

– Man lægger i Danmark for stor vægt på tillid og for lidt vægt på forebyggende foranstaltninger, der skal forhindre korruption, før problemet opstår, siger Grecos leder, Gianluca Esposito, til Ritzau. 

Der er ingen anklager mod Danmark om korruption i rapporterne, da Korruptionspolitiet ikke i den forstand er et politi. 

– Korruption kan opstå alle steder. Korruption er ikke et spørgsmål om nationalitet. Det er et spørgsmål om personlig integritet, siger Esposito. 

Korruption i dansk politik 

Der er fortsat betydelige problemer med de danske regler for partistøtte trods ti års dialog med danske myndigheder. Tre anbefalinger er ikke implementeret. Yderligere fire er kun delvist fulgt. 

Greco siger, at partier skal have pligt til at oplyse den samlede partistøtte fra hver giver. Desuden vil man forbyde, at et parti eller en kandidat modtager penge fra en donor, som ikke er kendt. 

– Vi forsøger at forhindre korruption i det politiske liv ved at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden i rammerne for finansiering. Vi skal bruge et system, der sikrer effektiv kontrol, siger Esposito. 

Samlet har Danmark fulgt under halvdelen af anbefalingerne om partistøtte. 

Andre medlemslande er videre

Europarådets gennemsyn af støttereglerne lå i den såkaldt tredje evalueringsrunde, der blev indledt før 2010. Danmark er et af få lande, som fortsat har problemer med denne. De fleste andre medlemslande er videre. 

Offentlighedsloven fra 2013 får også kritik med på vejen fra Europarådets særlige organ til bekæmpelse af korruption. 

– Der er nogle undtagelser, der reelt forhindrer offentlig adgang til informationer, som, mener vi, er lidt for skrappe. Derfor anbefaler vi, at disse undtagelser fjernes, siger Gianluca Esposito. 

Undtagelserne har ifølge Greco-lederen et omfang, så adgangen til dokumenter reelt er begrænset, og det er baggrunden for anbefalingen. Offentlighedsloven har også været stærkt kritiseret af netop offentligheden herhjemme.

-bfc

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk