Privatiseringsspøgelset

Plan for privatisering af basale fornødenheder som vand og varme

Af Allan Nielsen

Endnu engang skal danskerne udsættes for en kamprunde med det superliberalistiske privatiserings-spøgelse. Anledningen til det genoptagne spøgeri er et bestillings-arbejde, hvor konsulentfirmaet McKinsey kommer frem til, at en privat effektivisering af værkerne kan give en besparelse på 7,1 mia. kr.

Mangler kun luften

Et lignende spøgeri foregår omkring kommunernes håndtering af affald og genbrug.

Det eneste, der endnu ikke har været sat i spil, er vores fælles luft, men det skyldes nok alene, at liberalisterne endnu ikke har fundet en måde til at håndtere vores frie indånding af luft.

Trods utallige eksempler på kollaps, krak, serviceforringelser, grisk profitjagt og uhyrlige forbrugerpriser buldrer Venstre-regeringen nu løs for at sende vand- og varmeværkerne i udbud under påskud af, at konkurrence altid er sund.

Værre er det dog, at Socialdemokraterne ikke straks tager afstand fra projektet. Derimod udtaler forsyningsordfører Jens Joel (S) til TV2 med munden fuld af uld, at de ikke har nogen ”firkantede holdninger til, hvordan man bedst organiserer forsyningssektoren”. De satser alene på tre ting: lave priser, godt miljø og ny teknologi.

Hvordan lave priser kan opnås ved at give værkerne adgang til profit, hvilket de ikke har i dag, må stå hen i det uvisse. Vil man se de helt store langtidsødelæggende virkninger af en privat forsyningspolitik, kan en tur til Californien i USA anbefales. Delstaten har i de seneste mange år haft en katastrofal forsyning af vand og energi.

Uro i egne rækker

Venstre regeringen ved godt, at der langt ind i egne og støttepartiernes rækker er logisk tænkende lokalpolitikere, som er imod hovedløs privatisering. Og med god grund.

Den aktuelle kamp mellem FOA og svindelanklagede private DK-Pleje står lysende klart i adskillige hovedstadskommuner.

Et andet eksempel er energiselskabet EON, der har plukket lejere og husejere for årlige varmeregninger på over 30.000 kr. Her har brugerne i eksempelvis det vestsjællandske Slagslunde selv overtaget varmedriften og fået halveret prisen.

Op til kommunerne

Regeringen påstår, at den ikke blander sig i, om de offentlige værker skal privatiseres. Det afgør kommunerne, siger de. Energiminister Lars Christian Lilleholt (V) har ifølge Ritzau udtalt, at det ikke handler om at privatisere, men om at effektivisere forsyningssektoren, og at han trygt lader det være op til kommunerne at tage beslutningen om ejerskabet.

Men samtidig svinger regeringen pisken, som den plejer, ved at stille krav til effektivisering af forsyningsvirksomhederne, så mange kommuners likviditet vil blive yderligere belastet gennem nye eller fremrykkede investeringer.

Kravet går ud på, at en husstand skal kunne spare godt 2.000 kr. årligt. Ved fremlæggelsen af den såkaldte 2025 plan havde finansminister Claus Hjort Frederiksen indregnet den påståede besparelse i sin argumentation om, at forbrugerne ville få lavere priser på el-, vand- og varmeforsyninger.