Skip to content

Regeringen truer kommunerne med ny straf

Denne gang skal flygtninge have skylden for kommunale nedskæringer

Af Betty F. Carlsson

Regeringen har pålagt alle landets kommuner at løse en række opgaver med integrering af de flygtninge, som får asyl i Danmark. Men der følger ikke penge med. Tvært­imod truer finansministeren med strafbøder, hvis kommunerne overskrider de allerede givne rammer. Hvis bare én kommune overskrider, vil alle kommuner blive kollektivt straffet med bøder. Det sker i henhold til den EU budgetlov som gælder for Eurolandene, og som Folketinget i 2012 frivilligt underlagde sig.

Kynisk finansminister

Opgaverne handler blandt andre om midlertidig indkvartering, opkøb og nybygning, dagtilbud, modtageklasser, helbredsvurderinger og sagsbehandling.
Konsekvensen af regeringens diktat om, at disse ud­gifter ikke må betyde overskridelse af de allerede vedtagne budgetter, er, at der så er andre opgaver, der ikke kan løses, og det handler om velfærdsområder som daginstitutioner, skoler, ældreplejen og den sociale indsats, siger KL’s næstformand Jacob Bundsgaard til netavisen Altinget.
Konfronteret med dette er finansminister Claus Hjort Frederiksens svar helt kynisk, at han er på det rene med, at kommunerne risikerer at blive ramt af de statslige sanktioner på grund af det høje antal flygtninge, men at budgetloven skal overholdes.

Puster til ilden

Vi spørger med rette: Hvad er regeringen ude på?
Regeringen ved udmærket, at smertegrænsen for nedskæringer på såkaldte vel­færdsområder er langt overskredet, og at det har skabt berettiget vrede i befolkningen. Regeringen ved også udmærket, at denne vrede har givet ekstreme højrekræfter vind i sejlene med at skabe fremmedhad efter del-og-hersk princippet.
Et er, at regeringen og dens borgerlige støttepartier ikke vil hjælpe folk på flugt fra de krige, de selv er medskyldige i. Noget andet er at puste til en farlig ild. Ikke mindst efter at det er afsløret, at staten selv guffer mere end 4,4 milliarder kroner, eller tæt på 30% af dansk udviklingsbistand til asyludgifter i Danmark alene i 2016.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk