Revy med egen muslim

De Frelste Synger i Café Liva indtil den 23. september. Onsdag-lørdag klokken 21

Af Margit Andersen

Til sommertiden hører traditionelt revyer, ligesom rosévin og grillmad. Det skal være let og afslappet.

Men her på falderebet af sæsonen kan man gå i Nyhavn og opleve en revy, der adskiller sig ved ikke bare at være – men det er den også – underholdende. Alene titlen ”De frelste synger” toner rent flag, for frelst er jo et yndet skældsord til mennesker, der politisk befinder sig til venstre for Socialdemokratiet, og det er helt klart denne menighed, for nu at blive i terminologien, revyen henvender sig til. Her er der ikke noget med, at ”der er gode mennesker i begge lejre”, men der tages skarpt stilling for og imod. Og så er det oven i købet landets eneste revy med ”egen muslim”.

De fire frelste herrer, der synger i denne blanding af Stand Up og traditionel revy, er Flemming Jensen, Omar Marzouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt, og Lars Knutzon har stået for instruktionen.

I velkomstnummeret påberåber revyen sig retten til absolut ytringsfrihed, også til enhver brug af grammatikken, selv pluskvamperfektum, og det er at gå langt. Derefter følger indslagene uden pause i ca. halvanden time med monologer og nye tekster til melodier fra ”De små synger”.

Satiren når vidt omkring politisk og fra det store til det små. Der er mange og meget, der får læst og påskrevet på det groveste, og aktualiteten er der ikke noget i vejen med. Selv noget så nyt som, at LA har måttet frafalde kravet om nedsættelse af topskatten, er med.

Men den rækker også bagud. I spørgsmålet om muslimske kvinders ret til at bære slør åbenbares det, at det siger koranen faktisk ikke noget om, men det gør derimod Paulus i bibelen. Der citeres også en udtalelse om, hvordan de ondskabsfulde medier fordrejer udtalelser fra magtens mænd for at skade dem. Det kan vist kun komme fra en vis tumpe ovre vestpå, tror man, men nej, det stammer faktisk fra en tale holdt af Goebbels i 1935. Også Brecht får ordet i forbindelse med de pengeløse banker.

Ifølge Flemming Jensen skal man vare sig for at gøre for meget ud af personager som Inger Støjberg og Donald Trump, det kunne jo virke som reklame for dem, men i stedet beskæftige sig med den tidsånd, de er udtryk for, og det gør han flot med fremførelse af Børge Müllers vise fra 1947 om en vis tapetserer. Den er ikke blevet uaktuel.

Det er ikke alle indslag, der er lige vellykkede, men det kan måske rette sig efterhånden, og i sin helhed er det en fin forestilling med indhold og masser af ironi og selvironi.