Sådan klares det!

Det kan være irriterende for regeringer og folketingsflertal at folk blander sig i retsgrundlaget for de love, de med hiv og sving har fået gennemført. Således gik det med loven om, at kærestepar havde forsørgerpligt for hinanden, hvis den ene var arbejdsløs og kom på kontanthjælp.

Buk eller suk

En række kærestepar anlagde sag om brud på grundloven. Sagen blev imidlertid tabt i byretten, og 179 par ville herefter anke sagen til landsretten. Men de kunne ikke få svar på ansøgningen om fri proces, før det var for sent at anke sagen. Derfor startede to af parrene en indsamling, så de kunne betale regningen på 300.000 kroner, hvis de tabte sagen.

Mange bakkede op om indsamlingen, men så kom staten staten til hjælp. Først Skat – kendt for deres omhyggelighed med ind- og udbetaling af skat – med en afgørelse om, at halvdelen af det indsamlede beløb skulle betales i skat.

Dernæst kom selve loven, som de protesterede mod. Kontanthjælpsloven, der afgjorde, at sagsøgere der var på kontanthjælp, ville blive trukket for det indsamlede beløb i deres kontanthjælp.

– Og sådan klarer man -emsige, utilfredse borgere, der tror, at der er lighed for loven.

-bc