skip to Main Content

Sådan knuses ytringsfriheden

Jagten på Julian Assange: Historien, der ikke blev fortalt

Af John Pilger
(forkortet af redaktionen)

Julian Assange er renset, den svenske sag mod ham var korrupt. Anklageren, Marianne Ny, hindrede lovens gang og bør retsforfølges. Hendes forfølgelse af Assange satte ikke bare kolleger og retsvæsenet i forlegenhed, men afslørede den svenske stats samspil med USA i krigsforbrydelser og ”bortførelser”.

Hvis Assange ikke havde søgt tilflugt i Ecuadors ambassade i London, ville han have været på vej til samme slags amerikansk torturkælder, som den nu kønsskiftede Chelsea Manning har måttet lide i.

Muligheden skjuler en dyster farce i Sverige. James Catlin, en af Assanges advokater, siger det således: ”Det er latterligt. Det virker, som om de opdigter det ud af den blå luft”. Ja, det virker sådan, men der er altid en alvorlig hensigt bag det.

Afslørede USA’s forbrydelser

Et hemmeligt Pentagon-dokument fra Cyber Counterintelligence Assessment Branch i 2008 forudså en detaljeret plan for at miskreditere Wikileaks og tilsværte Assange personligt. Opgaven var ”at ødelægge tilliden, selve tyngdepunktet” i Wikileaks. Dette skulle opnås med trusler om ”afsløringer og forfølgelser via en straffesag”.

Målet var at kriminalisere en uforudsigelig kilde, som sagde sandheden, og bringe ham til tavshed.

Målet var at kriminalisere en uforudsigelig kilde, som sagde sandheden, og bringe ham til tavshed. Det er måske forståeligt. Wikileaks har afsløret, hvordan USA dominerer en stor del af menneskehedens anliggender. Herunder landets største forbrydelser, specielt i Afghanistan og Irak, mange og ofte brutale drab på civile og foragt for suverænitet og folkeret.

Afsløringerne beskyttes af USA’s grundlovs First Amendment, det første grundlovstillæg. Barack Obama lovpriste som præsidentkandidat i 2008 en professor i statsforfatning, som havde sagt: “Whistleblowers er en del af et sundt demokrati og må beskyttes mod gengældelse”. Men på sin hjemmeside pralede Obama-kampagnen i 2012 af, at Obama havde retsforfulgt flere whistleblowers i sin første periode end alle andre præsidenter tilsammen. Og inden Chelsea Manning kom i retten, udtalte Obama offentligt, at han/hun var skyldig.

Menneskejagt

Ikke mange seriøse observatører tvivler på, at hvis USA får kløerne i Assange, venter der ham en lignende skæbne. Ifølge Edward Snowden står han på en liste over mål for ”menneskejagt”. Trusler om kidnapning og drab er næsten blevet hverdagskost i amerikansk politik og medier. De siger ting i stil med Joe Bidens udfordrende bagvaskelse: ”Wikileaks grundlæggeren er cyberterrorist”.

Hillary Clinton, der ødelagde Libyen og som Wikileaks i fjor afslørede som hemmelig tilhænger og modtager af penge fra kræfter bag IS, foreslog sin egen hensigtsmæssige løsning: ”Kan vi ikke bare bombe denne fyr med droner?”. Ifølge australske diplomatiske links er USA’s forsøg på at få fat på Assange ”uovertrufne i størrelse og natur”.

I Alexandria, Virginia, har en hemmelig storjury i næsten 7 år forsøgt at finde en forbrydelse, Assange kan straffes for, men det er ikke let.

I Alexandria, Virginia, har en hemmelig storjury i næsten 7 år forsøgt at finde en forbrydelse, Assange kan straffes for, men det er ikke let. The First Amendment beskytter udgivere, journalister og whistleblowers, hvad enten de er redaktører af New York Times eller Wikileaks.

Ordet ytringsfrihed er beskrevet som USA’s grundlæggende dyd, eller, som Thomas Jefferson kaldte det, ”vores valuta”. Over for den forhindring har det amerikanske justitsdepartement udtænkt anklager som ”spionage”, ”konspiration for at begå spionage”, ”ulovlig omgang med andres ejendom”, ”tyveri af statslig ejendom”, ”datasvindel og misbrug” og en generel ”konspiration”. Den foretrukne spionagelov, der var bestemt til at afskrække pacifister og andre krigsmodstandere før 1. Verdenskrig, har bestemmelser om fængsel på livstid og dødsstraf.

Kafka-verden

Assanges evne til at forsvare sig i denne ”Kafka-verden” begrænses stærkt af, at USA har erklæret hele sagen mod ham for en statshemmelighed.

I 2015 blokerede en føderal domstol offentliggørelsen af al information om undersøgelser af Wikileaks, fordi den var et brud med ”national sikkerhed, da den var for aktiv og pågående og ville skade en snarlig påtale af Assange”. Dommer Barbara J. Rothstein udtalte, at ”der må udvises hensigtsmæssig ærbødighed overfor den udøvende myndighed, når det gælder den nationale sikkerhed”.

Det er en skueproces. For Assange er det blevet en medie-retssag. I august 2010, da det svenske politi begyndte efterforskningen af voldtægt, lækkede de ulovligt til Stockholms tabloid-presse. Vi læste på forsiderne, at ”Assange var anklaget for voldtægt af to kvinder”. En skadelig og urigtig påstand var blevet en ”nyhed” på vej rundt i globale medier.

Der foreligger overhovedet ingen mistanke om nogen forbrydelse.

Mindre end 24 timer senere overtog chef-anklageren i Stockholm, Eva Finne. Hun ændrede hurtigt ordren om arrest: ”Jeg tror ikke, der er grund til at mistænke ham for at have begået voldtægt”. Hun afviste fuldt og helt voldtægts-efterforskningen 4 dage senere således: ”Der foreligger overhovedet ingen mistanke om nogen forbrydelse”.

Ny anklager genåbner ”sagen”

Så dukker Claes Borgström op – en tvivlsom skikkelse hos socialdemokraterne – på det tidspunkt kandidat til det forestående rigsdagsvalg. Få dage efter statsadvokatens afvisning af sagen, kom Borgström med en erklæring om, at ”han som advokat repræsenterede de to kvinder, der havde bedt om en ny anklager i Göteborg”.

Det var Marianne Ny, som Borgström kendte godt personligt og politisk. 30. august 2010 tog Assange frivilligt til Stockholms politi for at besvare spørgsmål. Han havde forstået det således, at det var afslutningen på sagen. To dage senere sagde Ny, at hun genåbnede sagen. På en pressekonference blev Borgström spurgt af en svensk journalist om, hvorfor sagen gik videre, når den var afsluttet. Journalisten citerede en af kvinderne, som sagde, at ”hun ikke var blevet voldtaget”. Borgström svarede med et ”Åh, men hun er ikke advokat”.

Samme dag, som Marianne Ny genåbnede sagen, fordømte lederen af det svenske militærs e-tjeneste, MUST, Wikileaks i en artikel: ”Wikileaks er en trussel mod vore soldater”, dvs. de svenske Afghanistan soldater.

USA truer Sverige

Såvel Sveriges stats- som udenrigsminister angreb Assange, som endnu ikke var sigtet for noget.

Såvel Sveriges stats- som udenrigsminister angreb Assange, som endnu ikke var sigtet for noget, men var advaret om, at det svenske sikkerhedspoliti SÄPO havde fået at vide af deres amerikanske kolleger, at aftaler om deling af efterretningsoplysninger mellem Sverige og USA ”vil blive stoppet, hvis Sverige beskytter ham”.

I 5 uger ventede Assange i Sverige på, at en fornyet ”voldtægtsefterforskning” skulle sættes i gang. Da var The Guardian næsten klar til at offentliggøre Irak-krigs-loggene, baseret på afsløringer fra Wikileaks, hvilket Assange skulle have ledelsen af i London. Så fik han lov til at forlade landet.

Lige så snart han var taget afsted, udstedte Marianne Ny en europæisk arrestordre og en Interpol ”Rød alarm”, som sædvanligvis bruges til terrorister og farlige kriminelle. Assange meldte sig til London-politiet, blev behørigt arresteret og sad ti dage i Wandsworth fængslet i isolation. Han blev løsladt mod 340.000 pund i kaution, blev elektronisk lænket, måtte rapportere til politiet dagligt og sad i noget, der næsten udgjorde en husarrest, mens hans sag begyndte sin lange rejse mod Højesteret.

Falske anklager

Han var stadig ikke sigtet for nogen lovovertrædelse. Hans advokater gentog hans tilbud om at lade sig forhøre i London, via video eller personligt. De påpegede, at Marianne Ny lod ham forlade Sverige. De foreslog et rum i Scotland Yard, som ofte bruges af svenske og andre europæiske myndigheder til samme formål. Hun nægtede.

I 7 år, mens Sverige forhørte 44 personer i England i forbindelse med politiundersøgelser, nægtede Ny at stille spørgsmål til Assange, som kunne belyse hendes sag. Tidligere anklager i Sverige, Rolf Hillegren, skrev til den svenske presse, at ”Ny har tabt evnen til upartiskhed”. Han beskrev hendes personlige interesse i sagen som ”unormal” og krævede, at hun blev erstattet.

Assange bad de svenske myndigheder om garanti for, at han ikke ville blive videresendt til USA, hvis han blev udleveret til Sverige. Det blev afslået. I december 2010 afslørede The Independent, at de to regeringer havde diskuteret en videreudlevering af ham til USA. Sverige er så tæt på Washington, at landet tillader hemmelige ”CIA-bortførelser”. Dette i kontrast til Sveriges omdømme som ”en bastion for liberale værdier fra oplysningstiden”.

Krigen mod Assange intensiveredes. Marianne Ny sagde nej til at tillade svenske advokater – og svenske domstole – adgang til hundredevis af SMS’er, som politiet har indhentet fra en af de to kvinder, som er involveret i voldtægts-påstandene.

En SMS-tekst gør det klart, at kvinderne ”ikke ønsker tiltale mod Assange, men at politiet er optaget af at få fat i ham”.

En SMS-tekst gør det klart, at kvinderne ”ikke ønsker tiltale mod Assange, men at politiet er optaget af at få fat i ham”. Hun var ”chokeret”, da de arresterede ham, for hun ”ville bare have, at han skulle tage en HIV-test.” Hun ”ville ikke anklage Julian Assange for noget”, og ”politiet fandt på anklagen”. I en vidneudtalelse er hun citeret for, at hun blev tvunget af politiet og andre rundt om hende.

Med støtte fra de fleste i Latinamerika, gav Ecuador-regeringen Assange flygtningestatus ud fra dokumenterede beviser for, at han kan vente sig en grusom og usædvanlig straf i USA, at truslen har krænket hans menneskerettigheder og at hans egen australske regering har svigtet og overladt ham til USA.

Justitsmord

I næsten 7 år er justitsmordet druknet i en hadkampagne mod grundlæggeren af Wikileaks. Dybt personlige, smålige, ondskabsfulde og umenneskelige angreb har været rettet mod en mand, som ikke er sigtet for en forbrydelse, der endnu er efterforsket.

At USA’s trussel mod Assange er en trussel mod al journalistik og ytringsfrihed, forsvandt i skidne og tvetydige overskrifter.

At USA’s trussel mod Assange er en trussel mod al journalistik og ytringsfrihed, forsvandt i skidne og tvetydige overskrifter. Jeg vil kalde det anti-journalistik. Bøger er udgivet, filmkontrakter er skabt og medie-karrierer er startet og har taget fart ved hjælp af Wikileaks og en antagelse om, at Assange er frit bytte, og at han er for fattig til at sagsøge. Folk har tjent penge, ofte mange penge, mens Wikileaks har kæmpet for at overleve.

Den forrige redaktør af Guardian, Alan Rusbridger, kaldte Wikileaks oplysningerne, som hans avis offentliggjorde, for ”blandt de største journalistiske scoops de sidste 30 år”. Alligevel blev der ikke gjort noget forsøg på at beskytte The Guardians leverandør og kilde. I stedet blev ”scoopene” en del af en markedsplan for at øge avisens udsalgspris.

Mens ikke en krone gik til Assange eller Wikileaks, førte en meget opreklameret Guardian-bog til en lukrativ Hollywood-film. Forfatterne, Luke Harding og David Leigh, kaldte Assange ”en skadet og hjerteløs person”. De afslørede også det hemmelige password, han havde givet avisen i fortrolighed, beregnet på at beskytte en digital fil med kabler fra amerikanske ambassader. Med Assange fanget i Ecuadors ambassade, hoverede Harding på sin blog med, at ”Scotland Yard kan blive den, der ler sidst”.

Modig humanitær hjælp

Ecuadors vedtagelse om at beskytte Assange i 2012 var utroligt modig. Selv om tildeling af asyl er en humanitær handling, og alle stater har magt til at gøre det ifølge folkeretten, nægtede Sverige og England at anerkende legitimiteten af Ecuadors beslutning.

Ecuador-ambassaden i London kom under politiovervågning. Da William Hagues fra London truede med at sløjfe Wiener-konventionens diplomatiske bestemmelser og truede med at fjerne ambassadens diplomatiske immunitet og sende politiet ind for at få fat på Assange, førte en global vrede til at den engelske regering måtte give sig. I løbet af en nat dukkede politiet op udenfor ambassadevinduerne. Åbenbart var det et forsøg på at skræmme Assange og hans beskyttere.

Fra da af har Assange været lukket inde i et lille værelse uden sollys. Han har fra tid til anden været syg, men er blevet nægtet tryg adgang til sygehusets diagnostiske afdeling. Alligevel er hans modstandskraft og mørke humor ganske bemærkelsesværdig under omstændighederne. Da han blev spurgt, hvordan han kunne holde indespærringen ud, svarede han: ”Det slår sikkert at være i et Supermax (et amerikansk topsikkerhedsfængsel).

Det er ikke forbi – men det lysner. FN’s arbejdsgruppe om vilkårlig internering – tribunalet, som afgør, hvorvidt regeringer overholder deres menneskeretsforpligtelser – afgjorde i fjor, at Assange var blevet ulovligt arresteret af England og Sverige. Dette er international lov på topniveau.

Londonpolitiet siger, at de stadig har til hensigt at arrestere Assange for brud på kautionsreglerne, hvis han forlader ambassaden.

Londonpolitiet siger, at de stadig har til hensigt at arrestere Assange for brud på kautionsreglerne, hvis han forlader ambassaden. Hvad sker der så? Nogle måneder i fængsel, mens USA får tid til at sende en anmodning om udlevering til de britiske domstole?

Hvis den britiske regering tillader dette, vil de blive fordømt i verdens øjne og af historiens dom.

Back To Top